Derfor blev jeg...

”I min alder burde jeg kaste mig over ældreområdet"

Ole Wedel-Brandt, der netop er gået på pension, er et eksempel på, hvor omskiftelig en karrierevej en underviser kan have. Han er uddannet dansklærer, men blev især været glad for vejlederfaget – senest på FGU.

Hvorfor blev du lærer?

Jeg læste dansk på universitetet og var ved siden af vikar på folkeskoler i Herlev. Der fik jeg smag for at undervise. Jeg troede, jeg skulle undervise på gymnasiet, men blev indvandrerlærer på sprogskolerne under Dansk Flygtningehjælp. De blev skåret under Schlüterregeringen, og jeg gik ledig et år. Men jeg tog en it-uddannelse og læste erhvervsøkonomi og søgte derefter lærerstillinger på erhvervsskoler. 

Jeg blev fuldtidslærer på landtransportskolen og fik ved siden af en deltidsvejlederstilling. Og da vi i 2003 blev fusioneret med Tech, skulle jeg vælge mellem at være fuldtidsvejleder eller -lærer. Der vandt vejlederen hos mig.

Om Ole

  • Født i 1956. Cand.mag. i dansk og specialiseret i it. 
  • Indvandrerlærer i Dansk Flygtningehjælp
  • Timelæreransat på den daværende Holbæk Tekniske Skole og fra 1990 fuldtidslærer på Landtransportskolen. Da skolen i 2003 blev fusioneret, blev Ole fuldtidsvejleder. 
  • Fik i november 2019 ansættelse som vejleder på FGU, hvor han har været ansat indtil 1. marts 2023. 
  • Har dels haft den daværende uddannelsesorlov, hvor han rejste til Frankrig, dels orlov, hvor han arbejdede i Københavns Kommunes Jobvejledning i 2001. 
  • Har repræsenteret Enhedslisten i Ishøj Byråd siden 2014.  

Hvorfor vejledningen?

Jeg har en forkærlighed for at have socialt med andre mennesker at gøre – ud over undervisning. Min søster mener, det ligger i vores opdragelse.

Det var hårdt, da man i 2016 skar ned på antallet af vejledere, og jeg igen blev dansklærer. Jeg mistede det, jeg brændte for, og skulle tilbage til et fag, som jeg ikke havde undervist i i 13 år. Jeg overvejede efterløn, men faldt så over et jobopslag efter en vejleder på FGU, som der stod ”Ole” på. Den stilling søgte og fik jeg.

Hvad har været de største glæder ved dit arbejdsliv?

Det er jo succeshistorierne. På undervisningsområdet er det en succes, hver gang en elev mener, at de ikke kan noget, men hvor man så kan hjælpe dem til at få en god, afsluttende karakter. Og på vejlederområdet kan der komme en ung, som mener, at alt er håbløst, og så hjælper man dem til at finde vej.

Nu er jeg blevet pensionist, og jeg savner at have med unge mennesker at gøre dagligt – ligesom det var svært at sige farvel til gode kolleger. Til gengæld har jeg kunne intensivere mit politiske arbejde som byrådsmedlem. Jeg kan stadig bruge min viden fra undervisningsverdenen, da jeg sidder i undervisningsudvalget i Ishøj Kommune. Og jeg er også blevet bedt om at tage en post i børn- og ungeudvalget. Jeg har talt med byrådskolleger om, at jeg med min alder burde kaste mig over ældreområdet. Men det er altså børn og ungeområdet, jeg brænder for.

Dato
Af