Jeg har aldrig lært at skelne mellem privat-Nana og underviser-Nana
Det lå aldrig i kortene, at Nana Holm Kristiansen skulle være underviser. For hun er efter eget udsagn ”et af de mest utålmodige mennesker, der kan gå på to ben”.
- Men da jeg havde fået børn, kunne det ikke hænge sammen herhjemme. Så jeg søgte et job som underviser og tænkte, at jeg da lige kunne prøve at give det et år, siger hun.
Nu underviser Nana på femte år og er netop blevet nomineret til Politikens Undervisningspris inden for Erhvervsskolekategorien for sit arbejde. Blandt andet sin store omsorg for eleverne, men også for at gøre flere piger interesseret i struktørlinjen, hvor hun underviser.
Elsker at følge elevernes udvikling
I begyndelsen var hun glad for at skulle undervise de ældre elever på hovedforløbene. Men da hun i 2018 blev ansat på grundforløbet på Learnmark Tech i Horsens, blev det vendepunktet:
- I dag vil jeg helst de her 16-17-årige, som kommer lige fra grundskolen. Ofte passer de ikke lige ind i nogle bestemte normale rammer, og de kommer med en baggrund, som ligner min egen, siger hun og fortæller, at det især er udviklingen hos dem, hun elsker at følge:
- Og den selvtillid de får ved pludselig at være del af et fællesskab og ikke være alene. Det giver dem en stor energi.
Jeg ville bruge hænderne
Da Nana Holm Kristiansen selv skulle vælge uddannelse, fik hun at vide, at hun skulle i gymnasiet, for det havde hun karaktererne til:
- Men det kunne jeg slet ikke se mig selv i. Jeg ville gerne ud at bruge hænderne. Jeg havde en vældig diskussion med min studievejleder, og min mor var da heller ikke vildt imponeret over, at jeg ikke ville på gymnasiet. Men i dag er jeg jo glad for, at jeg har valgt den vej – og har verdens fedeste job.
Når hun selv valgte struktøruddannelsen dengang, var det, fordi hendes far arbejder inden for branchen.
Da eleverne i 7. klasse skulle med forældrene på arbejde, var de eneste, der meldte sig til at have børn med, dog pædagoger. Det magtede Nana ikke – ”en hel dag i børnehave!” – og hun overvejede at melde sig syg. Men så fik hun lov til at tage med en af sin fars ansatte på arbejde på en byggemodningsopgave:
- Jeg kom i mit arbejdstøj. Solen skinnede helt fantastisk. Jeg var ude en hel dag, og det var verdens fedeste, siger hun og fortæller, at dagen sluttede med, at en beboer kom med is:
- Og så sad vi der i solen og spiste is, mens han fortalte om sine projekter. Det var megafedt, og jeg var solgt, siger hun.
Mission at blande pigerne lidt
Det er lykkes Nana Holm Kristiansen at smitte også pigerne med sin begejstring. I dag går der seks på linjen, mod én, da hun startede. Blandt andet tog hun initiativ til at samle alle pigerne inden for byggeri- og teknologiuddannelserne på Learnmark Tech gennem et STEM-projekt med midler fra EU.
De har nu lært hinanden at kende og mødes ofte i pausen eller går ned til hinanden og hilser på:
- Der er bare ting, det kan være bedre at tale med en anden pige om. Og det fedeste er, når man får en snap, hvor en af murerpigerne og to struktørpiger skal i byen sammen. Så tænker jeg, fedt, så har jeg opnået det, jeg skal – at blande dem lidt på kryds og tværs, siger Nana Holm Kristiansen.
Hvad laver en struktør?
Anlægsstruktører kommer ud som de første, hvis der for eksempel skal bygges huse et nyt sted. De graver kloarken ud, laver alle vejene, sætter kantsten og laver fortove og lignende.
Kvindelig rollemodel der viser faget
Hun tror også, at en stor del af grunden er, at hun selv er en kvindelig rollemodel. Hun underviser i faget, som hun selv er uddannet i, og viser på alle måder, hvor fantastisk et fag, det er.
- Jeg havde på et tidspunkt en pige, som havde besluttet sig for, at hun skulle være tømrer. Bum! Og hun var irriteret over, at hun skulle være ved mig i 10 dage. Men jeg sagde til hende, at ”Du skal være struktør – du ved det bare ikke endnu”. Og nu er hun i gang som uddannelsen som anlægsstruktør, er bare i sit es, og synes, det er sejt at køre de store maskiner, fortæller Nana Holm Kristiansen.
Fordomme om erhvervsuddannelser
Men der er mange fordomme om erhvervsuddannelsen. For eksempel, at piger kun kan blive tømrer eller maler, og at man på bygge- og anlægsområdet er slidt ned, når man er 40 år. Så peger Nana på sig selv, der er 1,64 høj og vejer 50 kilo, og siger til dem:
- Jeg kan jo ikke løfte de der tunge ting, men vi har alverdens hjælpemidler til det. Det er bare et spørgsmål om at gide bruge dem, erklærer hun og fortæller, at hun er uddannet sammen med en kammerat, som har ødelagt ryg og skulder ved arbejdet, fordi han ikke har brugt hjælpemidlerne.
Generelt sælger Nana Holm Kristiansen, der selv har ”krudt i røven”, budskabet om uddannelsen til alle elever på, at den er meget varierende. Og at hun også nyder, at der ikke er så meget staffage:
- Det fedeste er, når jeg har smurt fingrene ind i remoulade fra maden og bare kan tørre det af i bukserne. I faget skal jeg aldrig tænke på, om tøjet og makeuppen sidder rigtig. Jeg skal bare komme glad og lave mit arbejde og fokusere på det. Det kan jeg godt lide. At man ikke bliver bedømt på sit udseende, men på det, man kan, siger hun.
Hun støder også på fordomme, når hun er ude i folkeskolerne, hvor hun oplever, at eleverne tror, at en håndværker er en mand, der kun spiser junkfood og kan lide øl. På ferier gider han kun ligge og sole sig ved stranden, og ellers gider han kun se tv, men ikke at læse.
- Så kommer jeg og fortæller, at jeg er håndværker og kan lide at læse, og når vi skal på ferie, skal den være aktiv. Jeg kan ikke lide øl, men jeg kan godt lide grøntsager, siger Nana Holm Kristiansen.
Gør det ikke til et problem, hvis det ikke er det
At det stadig kan være op ad bakke for piger at få en læreplads, ved hun. Men det er blevet langt bedre i dag, end da Nana for 15 år siden selv tog sin uddannelse. Tonen kan også være hård i en skurvogn, men ikke hård på den måde, at man går hjem og føler sig ramt personligt.
- Jeg kunne godt vælge at blive fornærmet og krænket, hvis jeg ville. Men hvis man vælger det her fag, må man tænke, at ja, det er bare sådan, det er, mener hun.
Nana Holm Kristiansen har dog fået at vide, at når hun kommer ud på en plads, bliver tonen ofte dysset lidt ned, og der er helt automatisk mere rent i skurvognene:
- Og det er måske meget godt for alle, at de opper sig lidt.
Den der jargon i faget
Hun kan selv have en hård tone, men gør meget ud af at fortælle sine elever, at de ikke skal tage det personligt, eller som om hun ikke kan lide dem:
- Det er bare sådan, jeg er blevet af at arbejde i faget. Og mange af dem kan godt lide, at man ikke er i tvivl om, hvad der bliver sagt, siger hun og fortæller, at når de kommer efter fire år og har fået deres svendebrev, er de meget mere selvstændige og har selv fået ”den der jargon”:
- Og jeg understreger også over for dem, at de ikke skal være rædde for at svare igen, at de ikke skal finde sig i noget og bare sige fra.
Den gode relation
Den hårde tone til trods er der dog ingen tvivl om, at Nana Holm Kristiansen vil sine elever. Hun er da også nomineret til undervisningsprisen for sin store omsorg for dem:
- Jeg er god til at få en relation til den enkelte elev, at få dem til at føle sig set og hørt. Måske fordi jeg selv er ret god til at snakke, og tit får fortalt dem rigtig meget om mig selv. Jeg har ofte fået at vide af mine kolleger, at der er en privat-Nana og en underviser-Nana, men jeg har aldrig lært at skelne mellem de to, siger hun.
Det, at hun sætter sig selv i spil, indbyder måske til, at det bliver nemmere for en elev at åbne sig og fortælle om en sød pige, han har mødt, eller om mor, der er træls, eller økonomien, der ikke hænger sammen:
– Det er relationen, jeg bygger på den måde, uden at jeg tænker så meget over det, siger Nana Holm Kristiansen.
