Fællesskabende praksisser

I en dansk velfærds kontekst træder en “omsorgskrise” tydeligt frem. Det er svært at effektivisere omsorg, og som det refereres i bogen: “… samfundet står i udfordringer, der ikke kan håndteres gennem velfærdsstatens sædvanlige fremgangsmåde, der hovedsageligt har haft focus på administration og behandling af individuelle behov”.

Hvad sker der, hvis fokus flyttes til fællesskabet? spørger forfatterne. Hvis aktørerne i ethvert socialpædagogisk arbejde bliver to eller flere ligeværdige parter med et “fælles tredje” – nemlig trivsel, velfærd og gode udviklingsperspektiver? Hvordan kunne der bygges bro, samskabelse og nye kollektiver, hvis indsatsen er en invitation til fællesskab? 

Bogen videregiver erfaringer, undersøger og argumenterer for, at reel deltagerstyring og medbestemmelse kan give bonus. Som modvægt til omsorgskrise og bidrag til at overskride konflikter, mobning og social udelukkelse.

Mangen en ægte “Ridder af den Gode Sag” vil sikkert nikke genkendende til de af bogens erfaringer, hvor invitationen til fællesskab IKKE lykkes. Det kan være på højskole, i indvandrerundervisningen, på ryste-sammen-ture med professionelle og klienter. Trods frivillighed, god vilje, høj grad af opmærksomhed på forskellighed falder nogle initiativer ganske enkelt til jorden. Der har ikke været tale om at “skulle gøre sig fortjent til” at være med, men alligevel er samværet fyldt med uudtalte forventninger og kulturelle koder. Det kan ende med både sammenbrud af projektet eller nye indsigter.