Fællesskabende praksisser

At ville det gode liv må antages at være en almenmenneskelig drivkraft. For os selv og for familie/stammefæller.  “… Hvad vi er i stand til at gøre for os selv og andre, afhænger (imidlertid) af de ressourcer og muligheder, vi har adgang til, og er med til at skabe i de fællesskaber, vi tager del i”, står der på side 261. Således opsummerer de tre forfattere i bogen “Fællesskabende praksisser”. 

Bogens tolv kapitler/tre dele “bidrager til at forstå sammenhængen mellem omsorg, fællesskabelse og demokratisk deltagelse i hverdagsliv og samfund”.

I følge bogens tekst har samfundsudviklingen medført en række markante kriser i hele verden. Ganske vist med forskellige udtryk: menneskelig mistrivsel, livsstilssygdomme, øget social og økonomisk ulighed, mangel på professionel arbejdskraft med flere. I en dansk velfærds kontekst træder en “omsorgskrise” tydeligt frem. Det er svært at effektivisere omsorg, og som det refereres i bogen: “… samfundet står i udfordringer, der ikke kan håndteres gennem velfærdsstatens sædvanlige fremgangsmåde, der hovedsageligt har haft focus på administration og behandling af individuelle behov”.

Hvad sker der, hvis fokus flyttes til fællesskabet? spørger forfatterne. Hvis aktørerne i ethvert socialpædagogisk arbejde bliver to eller flere ligeværdige parter med et “fælles tredje” – nemlig trivsel, velfærd og gode udviklingsperspektiver? Hvordan kunne der bygges bro, samskabelse og nye kollektiver, hvis indsatsen er en invitation til fællesskab? 

Bogen videregiver erfaringer, undersøger og argumenterer for, at reel deltagerstyring og medbestemmelse kan give bonus. Som modvægt til omsorgskrise og bidrag til at overskride konflikter, mobning og social udelukkelse.

Mangen en ægte “Ridder af den Gode Sag” vil sikkert nikke genkendende til de af bogens erfaringer, hvor invitationen til fællesskab IKKE lykkes. Det kan være på højskole, i indvandrerundervisningen, på ryste-sammen-ture med professionelle og klienter. Trods frivillighed, god vilje, høj grad af opmærksomhed på forskellighed falder nogle initiativer ganske enkelt til jorden. Der har ikke været tale om at “skulle gøre sig fortjent til” at være med, men alligevel er samværet fyldt med uudtalte forventninger og kulturelle koder. Det kan ende med både sammenbrud af projektet eller nye indsigter.

Antologien består af fem dele:
Fællesskabende praksisser i socialt og socialpædagogisk arbejde
Fællesskaber om hverdagslivets gøremål
Engagement, omsorg og empowerment i lokale bevægelser
Fællesskabelse og overskridende kollektiv agens i lokale konflikter og
Fællesskabelse i velfærdsstaten mellem omsorgskrise og samskabelse.

De tre forfattere kommer således grundigt omkring i emnet.  Der er stof til både diskussion, kritik og inspiration. Forlaget oplyser målgruppen til at være undervisere og studerende på de pædagogiske, psykologiske og samfundsvidenskabelige uddannelser og også relevant for praktikere i det offentlige, i organisationer samt i lokale og frivillige bevægelser og for eksempel SSP, ungdomsvejledere, psykologer, integrationskonsulenter, gadeplansmedarbejdere, socialrådgivere og politikere.

Tekst og layout virker overskueligt, men sproget som sådan kan man ret nemt kløjs i. Det er en konstant bølgebevægelse mellem en ophobning af fagsprog i laaaange sætninger OG enkelt hverdagssprog.  

Ambitionen om at nå så stor en læsegruppe som muligt kan således diskuteres. Eller redigeres.