Kort fortalt

Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
Mange studenter søger erhvervsuddannelser - især merkantile.
Erhvervsuddannelserne er populære blandt især hf- og hhx-studenterne. Hver fjerde hf’er og hver femte hhx’er søger ind på en erhvervsskole få år efter gymnasiet, og det er de merkantile erhvervsuddannelser, som er allermest populære. Det viser en ny registerbaseret analyse, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) står bag. 48 procent af studenterne, som starter på en erhvervsuddannelse, vælger en merkantil uddannelse, som handler om kontor, handel eller forretningsservice, mens 26 procent vælger en uddannelse i byggeri, transport eller teknologi-branchen. Undersøgelsen viser, at det er vigtigt at styrke vejledningen, lyder konklusionen blandt andet.
Ny arbejdsgruppe skal efterse læreplaner på FGU
Det kan være svært for FGU-institutionerne at inddrage og omsætte læreplanerne, de didaktiske principper og de faglige mål til undervisning for eleverne på skolerne. Det viser følgeforskning af FGU fra Danmarks Evalueringsinstitut. Børne- og undervisningsministeriet har derfor nedsat
en arbejdsgruppe, som skal gennemføre et eftersyn af de 21 læreplaner, fagbilag og de 15 didaktiske principper, der blev opstillet ved etableringen af FGU-institutionerne i 2017. I gruppen sidder forskere, skoleledere, to direktører, en uddannelseschef, en skolevejleder og én FGU-lærer.
FGU-formand trækker sig
Henrik Hvidesten trækker sig fra sit arbejde som formand i FGU Danmark. Det ske efter flere sager om upassende adfærd. FGU Danmark går nu i gang med en proces i forhold til valg af ny formand for FGU Danmark.

Mange erhvervsskoleelever oplever seksuel chikane
Mere end hver fjerde kvindelige elev på 17 år eller derunder oplever uønsket seksuel opmærksomhed på erhvervsskolerne, og blandt de mandlige elever på 17 år eller derunder angiver godt hver femte, at de føler sig chikaneret. Ser man på alle aldersgrupper blandt eleverne er det en ud af syv erhvervsskoleelver oplever uønsket seksuel opmærksomhed på skolen. Det viser en ny analyse fra Institut for Menneskerettigheder, der har afdækket omfanget af uønsket seksuel opmærksomhed på erhvervsskolerne.
Unges skærmforbrug påvirker koncentration
Man kan næsten se teenagerne vende øjne, når man siger det. Men: Jo mere børn og unge er på deres smartphones, gamer, ser film eller er på sociale medier, jo større koncentrationsbesvær har de, viser et nyt litteraturstudie, som Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen. Analysen viser en sammenhæng mellem antal timer brugt på skærm og børn og unges koncentrationsbesvær - og at det går begge veje, det vil sige, at større skærmbrug fører til mere koncentrationsbesvær, mens koncentrationsbesvær også fører til mere skærm. Studiet har ikke undersøgt, om læringsprogrammer med undervisningsindhold hænger sammen med børn og unges koncentration.
4-dages arbejdsuge gav gode resultater i Esbjerg
Arbejdsmiljøet er godt efter forsøg med 4-dages arbejdsuge i Jobcenter Esbjerg, konstaterer en slut-evaluering fra VIVE. Som et 3-årigt forsøg har medarbejderne i Jobcenter Esbjerg kunnet vælge, om de ville have en 4- eller 5-dages arbejdsuge. Medarbejderne på både 4- og 5-dages ugen er i meget høj grad tilfredse med deres arbejde i Jobcenter Esbjerg - men dem på 4-dages ugen er mest tilfredse.
Kulturel imødekommenhed skader ikke
Halal-kød i kantinen, multikulturelle skolefester eller en generel kulturimødekommende atmosfære i klasseværelset hænger ikke sammen med en tendens blandt minoriteter til at vende sig væk og identificere sig mindre med det danske nationale fællesskab. Det viser et nyt studie af minoritets- og flertalselever i danske og svenske 9.-klasser foretaget af forskere ved Aarhus og Malmø Universitet og støttet af ROCKWOOL Fonden finder ikke støtte for bekymringen om, at kulturel imødekommenhed i skoler skader integrationen. Undersøgelsen så også på elevmassens etniske sammensætning på skolerne. Betydningen heraf var ganske begrænset, især i Danmark.
Mange flere fædre tager barsel
Den første store undersøgelse, der sammenligner fædres brug af øremærket barsel på tværs af sektorer, regioner og alder, og hvor mere end 2.500 fædre har svaret, viser, at langt flere fædre end før tager barsel. Undersøgelsen viser, at nybagte fædre bruger gennemsnitligt 66 dage mere med deres barn i dets første leveår end i 2021, og at tre ud af fire fædre tager de 11 ugers øremærket barsel. Men den peger også på, at fædrenes uddannelsesniveau har stor betydning for, hvor lang tids barsel de tager. Det er Mødrehjælpen, som har lavet undersøgelsen i samarbejde med Megafon og støttet af Egmont Fonden.
Ja eller nej? Nyt undervisningsmateriale om samtykke
Hvordan kan man udtrykke ens grænse, når det kommer til flirt, scoring og sex? Og hvordan er man opmærksom på andres signaler og grænser? Mange unge har svært ved at spørge til eller aflæse, om der er samtykke til sex, viser en nylig undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, som derfor lancerer derfor nyt undervisningsmateriale, der skal sætte gang i diskussioner om grænser, signaler og samtykke.
En EUD giver hurtigst adgang til job
86 procent af dimittenderne på transport- og logistikområdet i 2019 var i job ni måneder efter afsluttet uddannelse, og i gennemsnit gælder det for 74 procent af alle, der fuldførte en erhvervsuddannelse det år. Dermed fører en EUD generelt hurtigere til job end både de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene viser også, at størsteparten af de 27.905 personer, der i 2019 gennemførte en EUD, blev uddannet inden for kontor/handel og forretningsservice. Det merkantile område er dermed der, hvor markant flest har taget en erhvervsuddannelse.
Hver 3. lønmodtager har smerter hver dag
Arbejdstilsynet har netop offentliggjort resultatet af en omfattende undersøgelse, hvor næsten 22.000 lønmodtagere har delt deres perspektiver på arbejdsmiljøet. Og her er nok at tage fat på fremover, for hver 3. lønmodtager har altid eller ofte smerter, når de går på job, hver 4. har oplevet krænkelser og næsten hver 2. oplever dårlige arbejdsstillinger. FH kalder tallene for "bekymrende".
Frafald på erhvervsuddannelser er nuanceret
En ny undersøgelse fra VIVE, Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, hvor store forskelle, der er, når man taler om frafald på erhvervsuddannelserne. Blandet andet viser analysen, at der er størst frafald på grundforløb 2 og i overgangen til hovedforløbet, men at det på nogle uddannelser er mindre end hver tiende elev, der falder fra på det tidspunkt, mens det på andre uddannelser er tre ud af fire elever. Samtidig er der også væsentlige forskelle i frafaldet på tværs af uddannelsessteder, der udbyder samme uddannelse. Kort sagt er der behov for et nuanceret blik på frafald, hvis man vil det til livs, lyder konklusionen i analysen.