Kort fortalt

Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
Værsgod: 15 didaktiske principper til FGU
I et nyt katalog har Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) nu indsamlet viden og gode eksempler fra en række FGU-skoler omkring deres arbejde med de 15 didaktiske principper, der ifølge FGU-loven skal kendetegne undervisningen. EVA deler nu eksemplerne i et katalog til inspiration for andre. De 15 principper er til for at sikre, at eleverne møder et læringsmiljø, der på bedste vis understøtter deres faglige, personlige og sociale udvikling.
Frafald på erhvervsuddannelser er størst på GF2
En ny analyse fra Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier (DEG) viser, at det især er gruppen af ældre og voksne elever, man skal rette et større fokus mod, hvis man vil gøre noget ved frafald på erhvervsuddannelserne. Frafaldet er nemlig markant størst ved grundforløb to, viser analysen, hvor DEG har undersøgt, hvor eleverne forsvinder hen, og hvad der karakteriserer dem, der afbryder deres erhvervsuddannelse.

Forening hylder vejledere
Med et nyt initiativ vil Danmarks Vejlederforening vise, hvor vigtig en rolle vejledningen spiller i mange menneskers liv, når de for eksempel skal i job eller uddannelse. 1. februar 2023 bliver dermed den første ”Vejledningens dag”, hvor foreningen vil hylde vejledere på tværs af sektorer. På selve dagen er der en konference, og der bliver udgivet en podcastserie.
Mange forskellige årsager til frafald på ungdomsuddannelser
Det er langtfra et entydigt billede, der toner frem af de unge, der afbryder eller har svært ved at begynde på en ungdomsuddannelse. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE. Det har overrasket forskerne bag analysen, at de individuelle forskelle blandt de 18-19-årige er så store. Alligevel kan man groft set inddele de unge i fire grupper

Unge klarede coronanedlukning bedre end frygtet
Et nyt dansk studie tyder på, at konsekvenserne af, at børn og unge i store dele af 2020 og 2021 ikke kunne komme i skole havde mindre omfattende end mange fagfolk frygtede. I hvert fald oplevede flere unge ikke at have problemer med spiseforstyrrelsessymptomer, selvskade, selvmordstanker og -forsøg, mens samfundet var lukket ned under coronapandemien, skriver dr.dk

Store kommunale forskelle i unge uden job og uddannelse
42.515 unge mellem 15 og 24 år er i dag uden uddannelse eller i beskæftigelse, men med store forskelle i andelen fra kommune til kommune, viser ny analyse. Det svarer til et fald på 0,7 procentpoint siden 2018. Analysen viser også, at cirka en tredjedel af de unge tidligere har været i gang med en ungdomsuddannelse, men er droppet ud igen.
Det lærte regionsprojekt FGU'er om samarbejde
Overvejer man et tværgående samarbejde, kan man hente inspiration fra et projekt, hvor tre FGU-institutioner siden sommeren 2020 har arbejdet sammen. Formålet har været at udvikle metoder og værktøjer til undervisning, vejledning og skolekultur, der kan give gode overgange til uddannelse og beskæftigelse for de unge på FGU. Her kan du læse deres vigtigste erfaringer med tværgående projekter

Børn og unge mindre sammen med venner
Der er sket et markant fald i børn og unges (fysiske) samvær, viser ny rapport fra VIVE. Hvor man som venner tidligere var fysisk sammen ude eller hjemme hos hinanden, så foregår en stor del af samværet i dag online på sociale medier og computerspil. Næsten hver fjerde er udelukkende sammen med deres venner online.

Nytænkning hos S: Ordførerskab for ordblindhed
Ordfører for ordblindhed? Ja, lige præcis. Det er Socialdemokratiet, der for første gang opretter et eget ordførerskab for ordblindhed. Ifølge den nye ordfører, Frederik Vad, er det på sin plads fordi ordblindhed har »indflydelse på alle livsarenaer«, og derfor er man »virkelig på røven i dag«, hvis man ikke kan læse og skrive.
Lærlinge får afbrudt læretid
Tusindvis af lærlinge får afbrudt deres læretid, viser en aktindsigt fra Børne- og Undervisningsministeriet, som Politiken har fået. Inden for 12 udvalgte erhvervsuddannelser har omkring hver fjerde af de elever, der begyndte på et hovedforløb i 2018, fået afbrudt deres uddannelsesaftaler eller skolepraktik i 2021. "For lidt fokus på praktiktiden", siger ekspert.
Trepartsaftale forlænget et år
Trepartsaftalen om at styrke voksen-, efter- og videreuddannelsessystemet (VEU) er blevet forlænget med et år. Det betyder, at kursister på efteruddannelse stadig kan få forhøjet forsørgelse i 2023, at krav om prøver i AMU opretholdes, og at FVU-Engelsk og -Digital fortsat kan udbydes til alle i det nye år. Nyt er det, at AMU ikke skal afholde ny udbudsrunde i 2023.