Kort fortalt

Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
Oplever du vold på jobbet, stiger risiko for selvmord
Medarbejdere, som oplever vold på jobbet, har en forhøjet risiko for selvmordsforsøg. Der er således en direkte sammenhæng mellem vold på arbejdet og risikoen for selvmordsforsøg og fuldbyrdet selvmord, viser ny forskning fra Det Nationale Center for Arbejdsmiljø (NFA). Hvis medarbejdere har været udsat for vold på arbejdspladsen inden for de seneste 12 måneder, har de 34 procent større risiko for selvmord eller selvmordsforsøg end medarbejdere, som ikke har været udsat for vold.
Forældres uddannelse er stadig en stor faktor
Eleverne på landets folkeskoler gennemførte i efteråret 2022 for første gang Folkeskolens Nationale Overgangstest. Nu er landsresultaterne for skoleåret 2022/23 offentliggjort og viser, at der er stor forskel på elevernes præstationer afhængigt af forældrenes uddannelsesniveau. Således opnåede 80 procent af de elever, hvor forældrene har en videregående uddannelse, mindst en god præstation i læsning. For de elever, hvor forældrenes højeste fuldførte uddannelse er en grundskoleuddannelse, er det knap halvdelen,
Flere får læreplads i virksomheder
Når elever på erhvervsuddannelserne skal finde en læreplads, lykkes de i højere grad med at finde en læreplads ude i en virksomhed. Samtidig er andelen af elever i skoleoplæring faldet markant de seneste år. Det viser den nye årsstatistik for lærepladsområdet for 2022. Faldet i andelen af elever i skoleoplæring ses på tværs af alle erhvervsuddannelserne. Udviklingen skal ses i sammenhæng med, at der starter færre elever på erhvervsuddannelserne, og at flere lærlinge indgår en uddannelsesaftale med en virksomhed.

Medaljer regnede over Danmark ved EuroSkills
Med fem sølvmedaljer og tre bronze har Danmark opnået det bedste resultat nogensinde for SkillsLandsholdet, som kæmpede for podiepladserne ved EuroSkills 2023 i Gdansk. Dertil kom seks udnævnelser for udmærkelser, de såkaldte Medallions for Excellence.
Samlet set kom Danmark på en flot 7. plads. ud af de i alt 32 lande, der deltog i EuroSkills 2023.
Frafaldet på EUD er næsten fire gange større end på gymnasiale uddannelser
Selv om der begynder næsten lige så mange elever på erhvervsuddannelserne, som på de gymnasiale uddannelser, er der stor forskel på, hvor mange som forventes at falde fra. For mens 89 procent af eleverne på de gymnasiale uddannelser forventes at fuldføre, forventes kun 59 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne at fuldføre. Det viser ny opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Nej, arbejdstiden er ikke faldende
Selvom danskernes arbejdstid er blevet kaldt en udfordring for velfærdssystemet og har været genstand for bekymring, fordi den ifølge det såkaldte Nationalregnskab er faldende, viser en analyse fra Rockwool-fonden, at det faktisk ikke forholder sig sådan. Lønmodtagernes gennemsnitlige arbejdstid har ikke været væsentligt faldende i de seneste 15 år, hedder det i analysen.
Mental trivsel hos FGU-elever støttet med fonds-millioner
Egmont-fonden og Nordea-fonden har tilsammen fundet knapt fem millioner kroner til FGU-elever. Pengene skal bruges til at forbedre FGU-elevernes mentale sundhed og skal finansiere et stort samarbejde mellem FGU Nordvestsjælland, Region Sjælland, elevorganisationen Modstrøm, Ventilen og PsykInfo. Formålet er styrke unges mentale trivsel samt veje til uddannelse, mens de er elever på FGU Nordvestsjælland. Forskere fra Center for Ungdomsforskning vil følge projektet, som løber frem til 2025.
Gymnasier får mere spotlys end erhvervsuddannelser
Danske medier omtaler i gennemsnit gymnasier fem gange mere, end de omtaler erhvervsuddannelserne. Denne skævhed sker på trods af, at der ifølge Infomedia kun er 1,3 gange flere elever på gymnasierne end på EUD. Tallene fremgår af en Infomedia-analyse, som Ritzau har foretaget for Dansk Metal – og som fagbladet Journalisten omtaler.
Unge flytter senere hjemmefra
Flere unge bor hos forældrene i dag. Især unge, der ikke studerer. I 2011 boede 32 procent af de 21-årige hjemme - i 2021 42 procent. Og i 2011 var det 43 procent af dem, som ikke studerede, mens tallet i 2021 var 55 procent.
Rejsehold skal samle FGU-viden
Et nyt rejsehold skal indsamle viden om FGU og skabe lokal dialog på området – inden politiske forhandlinger om en ny FGU-ramme går i gang efter sommer. Børne- og undervisningsministeriet sætter også et projekt i værk, som skal danne model for en pædagogisk/didaktisk kompetenceudvikling af lærerne.
ZBC og DE i samarbejde om rekruttering af internationale elever
ZBC i Slagelse og Dansk Erhverv arbejder målrettet på at rekruttere europæiske statsborgere og ufaglærte udlændinge med dansk cpr-nummer. Eleverne skal gennemføre en ordinær erhvervsuddannelse eller Ny Mesterlæreforløb. ZBC tilbyder online danskkursus, inden eleverne starter, da undervisningen vil foregå på dansk, og det kan suppleres af danskundervisning på sprogskole.
Ensomhed rammer især de unge
Unge mellem 16 og 29 år føler sig hyppigst ensomme. Hele ni procent fra denne gruppe følte sig i 2022 ensomme hele tiden eller det meste af tiden. Det er også i denne aldersgruppe, færrest slet ikke har følt sig ensomme. De grupper, der rammes mindst hyppigt af ensomhed, er især beskæftigede og alderspensionister, viser tal fra Levevilkårsundersøgelsen.