Kort fortalt

Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
Nye skærmanbefalinger for ungdomsuddannelser
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udgivet en række anbefalinger, som skal inspirere gymnasier, erhvervsuddannelser og FGU-institutioner til lokalt at håndtere udfordringer med skærme i undervisningen.
Anbefalingerne sigter mod at minimere risikoen for, at eleverne bliver distraheret af mobiltelefoner og andre skærme. Anbefalingerne kommer i tre publikationer til henholdsvis FGU, erhvervsskoler og gymnasier.
FGU-læsevejleder får pris
Læsevejleder-prisen for 2023 går til en læsevejleder på FGU Hovedstaden. Det er Gitte Boe, som, modtager prisen for sin engagerede indsats som ordblindevejleder på FGU Hovedstaden og for sit mangeårige engagement i ordblinde unge og voksnes uddannelsesmuligheder.
Det er Nota, en institution under Kulturministeriet, som gør trykte tekster tilgængelige i digitale formater, som uddeler prisen. Med den følger 12.500 kroner.
Fodbold får unge i uddannelse
Fodboldtræning kan faktisk hjælpe til at få nogle unge i uddannelse og arbejde, viser et beskæftigelsesprojekt med ugentlige fodboldtræninger for langtidsledige unge. "Fodbold for fremtiden" hedder projektet, som er koblet til eksisterende kommunale aktiviteter. Projektet er finansieret af DBU Sjælland, og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har evalueret projektet.
Nogle af resultaterne på tværs af de 12 deltagende kommuner er, at 34 procent af de unge i projektet kommet i ordinært arbejde, mens 19 procent er startet på en uddannelse.
100 millioner til tekniske erhvervsskoler og grøn omstilling
De tekniske erhvervsuddannelser og landbrugsuddannelserne, der uddanner arbejdskraft til den grønne omstilling, vil i 2023 få et økonomisk løft på i alt 100 millioner kroner. Pegene vil blive udmøntet som et ét-årigt særtilskud i 2023.
Fagforeninger øger lighed og velstand, viser studie
Når en større andel af arbejdsstyrken er medlem af en fagforening, så øger det ligheden i samfundet. Det viser en gennemgang af 123 forskningsstudier, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har foretaget. Fagforeninger øger også virksomhedernes produktivitet og derigennem lønmodtagerne i form af højere lønninger, lyder nogle af pointerne fra analysen.
Unge ofte ensomme trods selskab
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, VIVE, har i en ny undersøgelse kortlagt, at unge ofte føler sig ensomme, selv om de er i fællesskaber. Det kan være meget tidligere erindringer, som har sat sig som uro og senere udviklet sig til ensomhed, viser de interviews, VIVE har foretaget med de unge.
Danske elever i top på viden om politik
Danmark er et af de europæiske lande, hvor elever ved mest om politik og samfundsforhold. Det viser en ny international undersøgelse blandt elever i 8. klasse. Det gælder stadig, selvom de danske elevers placering på ranglisten over dem, der ved mest om emnet, er gået tilbage siden en tilsvarende undersøgelse blev lavet i 2016.
Højere praktikløn giver flere voksenlærlinge
Det har en positiv effekt at øge det statslige tilskud til praktikløn til ledige voksne på erhvervsuddannelserne – og omvendt en negativ, når det sænkes. Det viser en ny effektanalyse fra EVA, som har målt på fire ændringer i tilskudssatsen gennem årene. Det vil sige den ordning, som giver arbejdsgivere, der indgår uddannelsesaftale med voksne over 25 år, ret til et statsligt tilskud til den løn, de betaler personen i praktikperioden. Et af målene med ordningen har netop været at give ufaglærte voksne bedre muligheder for at tage en erhvervsuddannelse – og det ser ud til at virke.
Folkemødet skal også være for de unge
De unge skal have mere mod på og lyst til at være en aktiv del af Folkemødet på Bornholm. Et nyt projekt ”Folkemøde for Fremtiden” skal de næste tre år give unge en stærkere stemme og større politisk selvtillid – blandt andet ved et nyt demokratisk laboratorium, hvor de kan eksperimentere med aktiviteter og deltagelsesformer, som de selv udvikler på egne præmisser og sammen med andre unge. Projektet er blandt andet sat i gang, fordi mange unge – og især erhvervsskoleelever – ikke føler, de har noget at byde ind med i politiske diskussioner.
Nyt projekt ser på udfordringer på EUD
Hvorfor er der så mange unge, der ikke søger EUD – og hvorfor falder så stor en del af eleverne fra uddannelsen? Det skal et nyt stort projekt fra VIVE nu undersøge. Men projektet handler også om samme problematik hos lærerne - hvordan det kan sikres, at undervisere tiltrækkes og fastholdes og får mulighed for at udvikle deres faglighed. Projektet vil for eksempel pege på politiske tiltag, der kan reducere problemerne. En ekstern følgegruppe skal følge det praksisnære projekt, og her deltager blandt andre repræsentanter for Uddannelsesforbundet samt to erhvervsskoler.
Ældre bliver længere på arbejdsmarkedet
Manglen på arbejdskraften står højt på dagsordenen, og den ældre del af arbejdsstyrken er nogle af dem, som kan bidrage til at øge beskæftigelsen ved at blive længere på arbejdsmarkedet. De seneste 20 år er den gennemsnitlige alder for tilbagetrækning da også steget markant. Vi trækker os senere og senere tilbage, og mange gør det også senere, end de selv havde regnet med. Det viser et notat, som VIVE har lavet.
Kæmpe potentiale ved at forebygge stress
Stressfravær blandt medarbejdere koster arbejdspladserne over 16 milliarder kroner om året, viser en ny beregning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA. Samtidig er antallet af personer med en høj score på stressskalaen steget med 8,5 procentpoint fra 2010 til 2021 ifølge Sundhedsstyrelsen. Der er med andre ord både økonomiske og menneskelige gevinster ved at opgradere det forebyggende arbejde er meldingen fra NFA. Forskning derfra peger på, at stress både kan og bør forebygges gennem en systematisk indsats, der involverer både medarbejdere og ledelse.