OK26 skal først og fremmest handle om arbejdstid
I sidste uge blev resultaterne af urafstemningerne om OK24 offentliggjort, og som medlem af Uddannelsesforbundet på kommunale eller statslige overenskomster kan man nu se frem til solide lønstigninger allerede fra 1. april i år. Lønstigninger, der godt nok ikke ser ud til at indhente det, vi tabte til inflationen, men som konkret betyder mellem 2.000 og 2.500 kroner ekstra om måneden plus pension afhængig af anciennitet.
Kritikere af resultatet hæfter sig ved, at lønstigningerne ikke er høje nok. Der tales om, at ”vi er blevet spist af” med pæne lønstigninger, men at de burde have været højere.
Afstemningsresultatet afspejler, at medlemmerne af Uddannelsesforbundet på de statslige og kommunale overenskomster ikke bare føler sig spist af med en tålelig klat penge. For de fleste mennesker jeg kender, er 2.000 kroner ekstra om måneden altså noget, man kan mærke på privatøkonomien. Også selvom den måske fortsat er inflationsramt. Rammen på de 8,8 procent, der er blevet talt og mystificeret meget over, er den højeste siden 2008.
Et ja fra fællesskabet
Til den kommunale overenskomst for vejledere, sprogcentre og ungdomsskoler svarede over 92 procent af de afgivne stemmer ”ja”, og til den statslige overenskomst for VUC-lærere, FGU-lærere og erhvervsskolelærere stemte knap 85 procent ”ja”.
Som fagforening og som forhandlingspart er det godt, når der er opbakning til de opnåede resultater. Som medlem af Uddannelsesforbundet kan vi først og fremmest glæde os over, at vi fik indfriet vores krav om mærkbare lønstigninger.
Og det handlede om løn i 2024. Det handlede også lidt om fleksibilitet og om kompetencefonden – men løn var overskriften. Og det bringer mig til en mere principiel diskussion om, hvordan og hvad vi kan forvente af vores fællesskab og vores fælles handlerum. Hvad kan vi i fællesskab gøre for at få indflydelse på vores eget arbejdsliv, og hvad kan vi i fællesskab opnå?
OK-krav skal være meningsfulde
OK24 viser med al tydelighed, at man som legitim forhandlingspartner kan opnå reelle og meningsfyldte resultater, så længe fællesskabet er enige om, hvad der er meningsfuldt og opnåeligt. Men hvis man går til en forhandling med krav, der ikke er besluttet i fællesskab eller ikke er meningsfulde for medlemmerne, så mister man sin legitimitet som forhandler og dermed sin styrke.
Med OK-afstemningsresultatet for øje må man konkludere, at resultatet har været meningsfuldt for medlemmerne. Alt andet vil være en devaluering af medlemmerne, demokratiet og fællesskabet.
Om to år skal vi til det igen – og næste gang kommer det ikke kun til at handle om løn. Vi skal have kigget A20 og A21 efter i sømmene, og der skal kæmpes for, at arbejdstid bliver et fast, centralt emne for fremtidige overenskomstforhandlinger.
I den anledning kunne det være opløftende – måske endda nytænkende, hvis vi i stedet for kun at imødekomme hinanden omkring arbejdsvilkår også åbnede op for den svære samtale om kvalitet.
Lad os inspirere hinanden
Det handler overordnet om at få højnet ambitionsniveauet, så kommende arbejdstidsaftaler sender klarere signaler om, hvad god undervisning er, og hvad det kræver af tid til at udvikle og forberede.
Samarbejdssporet i A20 og A21 har potentialet til at være løftestang for en egentlig lokal drøftelse om kvalitet, men der er brug for et mere forpligtende værktøj, så arbejdsgiverne ikke placerer ansvaret hos den enkelte underviser.
Jeg håber, at vi kan inspirere hinanden i perioden frem til OK26, så vi kan lære af hinandens gode erfaringer med samarbejdssporet og for eksempel lokale arbejdstidsaftaler. På den måde kan vi i fællesskab få identificeret, hvad der er meningsfuldt for os og give det videre til vores forhandlere.
