Forråelse sker for slidte mennesker
Den kan komme snigende og sive ind i din undervisning, din tone over for eleverne eller din kommunikation med kollegerne. Forråelsen. Et fænomen, der for alvor er kommet på den psykologiske dagsorden det seneste årti, efter at tv-dokumentarer afslørede manglende omsorg og en hård tone fra personalet på plejehjem og i daginstitutioner.
Som det ligger i ordet, gør forråelsen dig rå. Det er en forsvarsmekanisme, som gradvist sætter ind, når du ikke har mere omsorg at give, når afmagten bliver for stor, eller når dine arbejdsbetingelser spænder ben.
– Forråelsen er en mestringsstrategi, hvor man prøver at tænke, føle og bekymre sig mindre, end man i virkeligheden gør. Den er ikke et personlighedstræk. Vi kan alle – fordi vi er mennesker – komme til at ty til forråelsen for at udholde at være i en ellers umulig situation, forklarer psykolog Dorthe Birkmose, der gennem 18 år har beskæftiget sig med psykisk slid og forråelse.
– Når mediesagerne ruller, hører man ofte, at de professionelle må være uuddannede, svage eller onde mennesker. Men forråelse handler ikke om manglende viden, svaghed eller ondskab. Forråelse sker for slidte mennesker, slår hun fast og fremhæver omsorgstræthed, afmagtsfølelser og moralsk stress som de typiske årsager.
Låg på egne følelser
Forråelse kan komme til udtryk i kontakten mellem dig og dem, du er ansat for at hjælpe. Men det kan også gennemsyre kulturen i lærerværelset eller relationen mellem ledelse og medarbejdere.
En leder, der ud af det blå skælder sine medarbejdere ud, og en personalegruppe, hvor mobning og en nedgørende humor hersker, er begge eksempler med tegn på forråelse.
– Her og nu hjælper forråelsen ved at lægge låg på egne følelser af utilstrækkelighed og håbløshed. Det er den lumske sødme ved forråelsen. I det sekund, man taler nedladende, afviser og latterliggør, får man det bedre, fordi man vender det væk fra sig selv. Men bagefter rammer skylden og skammen, når man opdager, hvad man har gjort, forklarer Dorthe Birkmose.
Forråelsens ansigter:
Omsorgstræthed:
- Som underviser og vejleder risikerer du at blive udmattet i din empati, når du skal drage omsorg for mange og være nærværende og engageret i relationen til eleverne. Du kan nå til et punkt, hvor du føler, at du ikke har mere omsorg at give. Omsorgstræthed behøver ikke at føre til forråelse, men kan du ikke udholde at komme til kort, er der risiko for, at du skyder omsorgstrætheden fra dig ved at tænke, at andre er blevet urimeligt omsorgskrævende. Omsorgstrætheden gøres dermed til andres skyld.
- Tegn på forråelse: Tanker om, at andre er opmærksomhedskrævende, undgåelses- og afvisende adfærd samt irritation på elever og kolleger over, at de har brug for dig.
Afmagtsfølelse:
- Du kan føle afmagt i forbindelse med andres problemskabende adfærd, uanset om der er tale om voldsom eller selvskadende adfærd, misbrugsproblemer eller skolevægring. Afmagtsfølelserne dukker op, når du ikke kan forstå, rumme eller hjælpe. Oplever du at arbejde hårdt med de bedste intentioner, uden at det gør en forskel, vil du mærke afmagten. Afmagtsfølelser kan føre til forråelse, hvis du ikke kan udholde dem. Så vil du projicere følelserne over på andre og se dem som utilstrækkelige fremfor dig selv.
- Tegn på forråelse: Du tillægger andre negative personlighedstræk og intentioner og synes, at de er dominerende, kontrollerende, egoistiske eller dovne. Negative fortællinger om andre er det mest klassiske faresignal. Andre tegn er aggression, irritation, skældud, latterliggørelse, udpegning af syndebukke og fjendebilleder.
Moralsk stress:
- Moralsk stress skyldes, at du skal gøre dit arbejde på en måde, som du ikke kan stå inde for, og uden den kvalitet, du ønsker. Moralsk stress behøver ikke føre til forråelse, men kan du ikke udholde følelsen af ikke at gøre dit arbejde godt nok, kan forråelsen lægge låg på de moralske kvaler.
- Tegn på forråelse: Passiv resignation, hvor du giver op på forhånd og prøver at gøre dig ligeglad med kvaliteten af dit arbejde. På en arbejdsplads, hvor den moralske stress håndteres med forråelse, vil man kunne høre ledere og medarbejdere sige: Sådan er vilkårene, det er jo besluttet ovenfra, nu må vi få det bedste ud af det og tage ja-hatten på.
Forråelse kan også være stiltiende
De kollektive processer og gruppedynamikker er vigtige at have øje for. Forråelsen kan nemlig have mange forskellige udtryk.
– Der kan sagtens være et par stykker i en personalegruppe, som er grove i retorikken, mens de andre er passive vidner. Selvom man godt ved, at kollegernes opførsel er langt over grænsen, så kan det være svært at gribe ind, siger Dorthe Birkmose og forklarer, at det bunder i, at mennesket er mere socialt end moralsk:
– De fleste af os vil sige, at vi til enhver tid vil sige fra og beskytte de svage. Men i praksis er det ikke så nemt. Forskning viser, at man er villig til at lade sine værdier skride, hvis det er dét, der skal til for at passe på fællesskabet. Man er faktisk villig til at acceptere næsten hvad som helst, hvis man ved, at fællesskabet ikke kan tåle kritik.
Den stiltiende accept af andres forråede adfærd udgør den mere stilfærdige side af forråelsen, hvor man giver op, gør sig ligeglad, resignerer, forholder sig tavst eller indfører selvcensur.
– Som passivt vidne er man med til at legitimere krænkelserne. Derfor bør vi have blik for både dem, der krænker, og for dem, der stiltiende ser til, pointerer Dorthe Birkmose.
Sneboldeffekt af slitage
Typisk er der ikke én enkelt årsag til forråelse. Det vil ofte være en sneboldeffekt af slitage, som hober sig op. Bliver der ikke taget hånd om belastningerne, vælter læsset på et tidspunkt.
– Når det psykiske slid bliver for stort, og man ikke får hjælp, kan man reagere ved at arbejde mere, hårdere, længere og bedre, end man egentlig er ansat til. Dermed kan man slide sig til mental tyndhudethed, siger psykolog Dorthe Birkmose.
Omvendt kan man også reagere på det psykiske slid ved at gøre sig mentalt tykhudet.
– Her forsøger man at være ligeglad. Man arbejder og involverer sig mindre. Føler og bekymrer sig mindre. Man kan argumentere med, at det er en legitim professionel distance. De kolleger, der involverer sig meget, slider jo sig selv i stykker, hvis de fortsætter. Men de medarbejdere, der underinvolverer sig, bliver også syge. De bliver bare ikke sygemeldte.
Dorthe Birkmose slår fast, at begge reaktioner er et symptom på, at balancen på arbejdspladsen mangler:
– Som organisation må man arbejde med at gøre noget ved omsorgstrætheden, afmagtsfølelserne og den moralske stress, så man ikke som medarbejder eller leder føler, at man står med valget mellem at underinvolvere sig i arbejdet for at holde frem til pensionsalderen eller at overinvolvere sig.
Om Dorthe Birkmose
Dorthe Birkmose er uddannet psykolog (cand.psych.) fra Aarhus Universitet med speciale i manglende erkendelse. Som selvstændig psykolog superviserede hun fra 2004 professionelle, der arbejder med mennesker med problemskabende adfærd. Det gav hende indblik i den psykiske slitage, som kan få værdierne til at skride for professionelle. Hun fik med andre ord øje på forråelsen.
I 2013 udgav hun bogen ’Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse’ som sin øjenvidneberetning om forråelse og krænkelser, hvor hun trak ondskabens psykologi og socialpsykologien ind i forståelsen af, hvordan forråelse kan blive en mestringsstrategi. Sidste år udkom hendes anden bog ’Mennesket er motiveret - derfor er vores arbejde så meget mere end styring’.
I dag arbejder Dorthe Birkmose med at sætte risikoen for forråelse på dagsordenen som foredragsholder.
