tjek_paa_udd_arbejdstid.gif
Kim Ewald Fossum
Få tjek på

På disse tids­punkter træder de nye arbejds­tidsaftaler i kraft

De nye arbejdstids­aftaler, der skal erstatte den forhadte Lov 409, træder i kraft på forskel­lige tids­punkter afhæng­igt af, om du er kom­munalt ansat eller arbejder på en stats­lig uddannelses­institution.

Inge Gleerup

Kim Ewald Fossum

22. juni 2021

Lærerne på en del af de kommunale sprogcentre og alle i ungdomsskolerne skal ikke bare tilbage på arbejde efter sommerferien. De kom også tilbage til en skole, hvor en ny arbejdstidsaftale indrammer deres arbejde.

Som de første af Uddannelsesforbundets kommunale og statslige medlemmer får lærerne her nemlig en arbejdstidsaftale, som erstatter Lov 409, der blev gennemtrumfet af Folketinget efter lærer-lockouten i 2013.

De resterende kommunale sprogcentre skal først have en arbejdstidsaftale færdig til begyndelsen af 2022. Det samme gælder for statslige uddannelsessteder som erhvervsskoler, FGU’er, VUC’er og AMU’er, som også får en arbejdstidsaftale enten i begyndelsen af næste år eller senest efter sommerferien i 2022.

Uddannelsesforbundet har sammen med Danmarks Lærerforening og Frie Skoles Lærerforening forhandlet de overordnede rammer for aftalerne både på kommunale og statslige skoler og uddannelsessteder. Inden arbejdstidsaftalen træder i kraft på din arbejdsplads, skal du, dine kolleger og jeres tillidsrepræsentant og eventuelle foreningsformand dog holde møder om, hvordan I får sikret en arbejdstidsaftale, der passer til netop jeres arbejde som lærere.

Aftalen begynder sammen med normperioden

En vigtig intention med de nye arbejdstidsaftaler er, at der er sammenhæng mellem tid og opgave, og at der er et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse. Det sker gennem tillidsrepræsentanternes dialog og forhandling med skolens ledelse.

Hvornår du som kommunal eller statslig lærer eller vejleder får en ny arbejdstidsaftale, afhænger af hvilken dato der er begyndelsen på en ny såkaldt normperiode – den periode hvori et arbejdsår opgøres – på din arbejdsplads.  

Derfor får medlemmerne af Uddannelsesforbundet ikke indført deres nye arbejdstidsaftale på samme tid. Der kan også være forskelle inden for samme skoleform, på grund af at normperioden er tilrettelagt forskelligt.

Her træder aftalerne i kraft

August 2021: De første kommunale arbejdstidsaftaler

På de kommunale arbejdspladser – som ungdomsskoler og knap en tredjedel af de kommunale sprogcentre – træder arbejdstidsaftalen i kraft til august 2021. Det sker, samtidig med lærerne i folkeskolen også får en ny arbejdstidsaftale.

Januar 2022: De første statslige og de sidste kommunale aftaler

Ved årsskiftet kommer de sidste to tredjedele af kommunale sprogcentre at droppe Lov 409 til fordel for en arbejdstidsaftale. Det samme gælder en række statslige uddannelsessteder. Tre VUC’er, cirka halvdelen af FGU-institutionerne og lidt mere end halvdelen af erhvervsskolerne og AMU-centrene.

August 2022: Hovedparten af FGU’erne og VUC’erne og de sidste EUD’er og AMU’er

1. august næste år får hovedparten af FGU-institutionerne og VUC’erne samt de resterende erhvervsskoler og AMU-centre en arbejdstidsaftale, der erstatter Lov 409. Deres normperiode følger skoleåret. Ifølge OK21-resulaltetet for de statslige lærerområder er den dato sidste udkald til at implementere arbejdstidsaftalen.

Del siden på: