Om unges veje mod arbejdslivet – 12 snørklede stier

Ideen er velvalgt – og bruges da også som gennemgående ”pointer” på de tolv portrætter af unge, der udgør bogens tematiske opdeling.

Traditionelt, i denne type fortæl-din-historie, har forfatteren tændt mikrofonen og ladet fortælleren … fortælle. Efterredigeret og strammet, jovist – men med en slags ”fra hestens egen mund”-troværdighed.

Det er befriende og læsevenligt, at forfatterne her forsøger noget andet.  Johanne, Erik, Tanja og alle de andre har hver især en historie – og der har garanteret været mange timer på båndet, men forfatterne har påtaget sig jobbet at skære historierne til.  I et velskrevet og lettilgængeligt sprog, med udvalgte citater, men først og fremmest nemt og sammenfattet at gå til. 

Hver beretning følges op af et kort afsnit, hvor relevante temaer foldes ud.  Studiejob, den sociale arv, kreativitet.  Kort og stramt. Og vil lærer eller studerende vide mere, er der omfattende boglister og referencer bagerst. 

Det er fremragende.  Kapitlerne – med aktuelle temaer i slutningen, kan håndteres enkeltvis. Arbejdsmæssigt kan man starte med tema og gå til historie, men man kan også gøre det omvendt.

Det er dog FORTÆLLINGEN – historien om en tur i labyrinten – som bærer, identificerer og motiverer.  Uddannelse og personlig udvikling kan ikke sættes ind på en liniær formen, lyder moralen. Det har ellers været den politiske ambition i snart mange år. Konkurrencestaten skal bruge målrettede og afrettede soldater, og det kan kun gå for langsomt med at blive færdig. Sådan ER virkeligheden ikke – heldigvis! Og det er bogens ide.  Alle skal igennem labyrinten, og det giver ikke mening at tale om ”den rette vej”.  Jo – hvis den rette vej er ’din’ vej.  Historierne udfolder denne filosofi uden på noget tidspunkt at løfte alternative pegefingre.

På minussiden er et hurtigt og hastigt layout. Lidt mere afsnitsopdeling og et par mellemrubrikker ville være stor hjælp. Ikke mindst til de læsesvage.

Hvert portræt starter med en opslagstavle med gulnede fotos af personen og en maskinskrevet note om, hvem og hvor. Et forsøg på at tilføre portrættet en slags blå bog-causeri – og som sådan en god ide. Desværre er resultatet sjusket og ligner hastværk, minutter før deadline.

Det skæmmer dog ikke for den gode ide:  At skrive en smilende og tænksom hyldest til de snørklede stier, som – det er forfatternes selvskrevne pointe – er et grundvilkår for langt de fleste mennesker.