Alle lærere har et ansvar for skrivevanskeligheder

Der er skrivning i alle fag, og det er ikke kun dansklærerens ansvar at styrke skriftligheden, men alle læreres.

Sådan lød det fra uddannelsesleder Signe Skøt fra HF og VUC København Syd på den Ord22-konference, som fandt sted i DGI-byen i København i september. 

Her stod hun sammen med Peter Lützen, der arbejder i Nationalt Videnscenter for Læsning og har været projektleder, for en workshop om projektet ”Styrket Skriftlighed”, hvor HF og VUC København Syd og VUC Fyn har deltaget. I det toårige projekt har man arbejdet med at styrke lærernes kompetencer til at blive skrivevejledere for kursister med skrivevanskeligheder.

Og der var rift om pladserne til deres handlingsrettede workshop på Ord22-konferencen, hvor 680 ordblindelærere og andre fagpersoner var samlet over to dage. Selv om der måske manglede faglærere til også at høre budskabet?

At tale samme sprog

Signe Skøt har kunnet føle implementeringen af projektet på sin egen skole. Og det så hun som en af fordelene ved at være med. På hendes institution har man etableret et skrivecenter, hvor der er fokus på ordblindeundervisning, FVU-undervisning, Specialpædagogisk Støtte og lignende:

- Men vi har også en ambition om at være læse- og skrivevejledere for vores kolleger på HF og AVU, sagde hun og fortalte, at det faktisk har været noget af det sværeste ved at etablere læse- og skrivevejledningsfunktionen: Hvordan kan man få det læsevidenskabelige input formidlet til fagkolleger og omvendt:

- Derfor så vi det her projekt som en mulighed for at gøre det på en ny måde. Jeg så og gav feedback på undervisningen, hvor jeg kunne følge rammen om de ting, vi havde aftalt i workshoppen. Det var med til at styrke samarbejdet, fordi vi kom til at tale samme sprog, og fordi jeg var, hvor eleverne var. Det var noget af det, som det her setup kunne.  

Kursisterne skriver ikke selv

Udgangspunktet for Styrket Skriftlighed var, at kun halvdelen af kursisterne før projektet afleverede den store skriftlige historieopgave, som er obligatorisk på første år af HF.

Derfor handlede det om at træne lærerne i at være skrivevejledere. Forud havde lærerne udpeget grupper af kursister med skriftproblemer, som blev interviewet:

- Det var typisk kursister, som ikke afleverede opgaverne, og når de gjorde, var det med korte tekster. Alle, der er ansat på FGU eller AVU vil formentlig kunne nikke genkendende til dette, sagde Peter Lützen, der fortalte, at der igennem disse interviews samlede sig en mængde empiri. Ud fra det tegnede sig nogle overordnede tendenser. Først og fremmest, at kursisterne ikke skriver af sig selv. Hverken i fritiden eller med værktøjer som sætningsstartere og skabeloner.

De bruger typisk en række undvigelsesmanøvrer for at blive fri – og indtaler måske en besked i stedet for at skrive en sms.

- Det gør det svært, for det er noget af det, vi ofte bruger i undervisningen i forhold til de svage skrivere. Vi kan ikke påvirke, hvad de gør privat, men vi kan som undervisere påvirke selve rammesætningen af undervisningen, slog Peter Lützen fast.

Og, understregede, Signe Skøt:

- Det var megaspændende at se, hvordan vi havde brug for at stilladsere skrivningen endnu mere.

Skrivning kan også være en holdsport

Helt overordnet forsøgte man derfor i projektet at arbejde med strukturen: Hvordan får man store skriftlige opgaver brudt ned, så man arbejder med overskuelige minimodeltekster? For eksempel redegørelser. Ligesom der var et øget fokus på at få elever og kursister til at forstå, hvad opgaverne overhovedet gik ud på, hvorfor der blev lavet læseguides – også til de mindre øvelser.

Som optakt til opgaverne lavede kursisterne dem forud i fællesskab. En kursist stod for eksempel ved tavlen og skulle – med hjælp fra de andre – markere de steder i en tekst, der gjorde den til en redegørelse:

- Det er et eksempel på, at skrivning ikke er en isoleret begivenhed, hvor man tager sin computer med og burer sig inde, men at det bliver en form for holdsport – vi skal finde ud af noget sammen. Og dem, der havde allersværest ved at skrive, viste sig også at kunne mestre denne opgave, oplyste Signe Skøt.

Opsøg kursisterne

En anden gennemgående erfaring af de forudgående interviews var, at kursister lægger afgørende vægt på relationen til den lærer, hvis time man skal skrive i.  

- Det tænker biologilæreren ikke nødvendigvis over, for han er jo biologilærer. Men også her har man en særlig rolle i forhold til sine elever, som ikke kun handler om, at de skal være trygge ved at komme, men også om at give dem god sikkerhed og støtte i forhold til at producere opgaver, sagde Signe Skøt.

Peter Lützen forklarede, at man fra forskning i ordblindhed ved, at elever og kursister ofte bruger undvigelsesstrategier. De opsøger ikke biologilæreren, hvis de har brug for at høre, hvordan en opgave kan bygges op, eller hvis der er afleveringsformater, man er i tvivl om: De går under radaren, medmindre man opsøger dem.

- Så alle faglærere er nødt til at være meget eksplicit opsøgende i forhold til eleverne, lød det.   

Og det er faktisk en viden, der findes i en hvilken som helst didaktisk håndbog, sagde han og ridsede op:

Læs også artiklen om ordkonferencen Ord22 her Ord22-konference: Hot er ikke det samme som smart | Uddannelsesbladet

Læreren skal give støtte til planlægningen, lave eksplicit instruktion i præcist den tekstform, man ønsker eleven skal skrive – og det er faglæreren, der skal give den. Man skal bruge modelteksterne, så man skal se, hvordan vellykkede løsninger kan se ud. I en didaktisk håndbog vil der også stå, at man skal arbejde med opsummeringer som en integreret del af undervisningen, så det foregår i fagene, mens læreren er der, med fælles noter, udtræk af data eller lignende.

- Eleverne siger det, forskerne siger det – men det er ikke nødvendigvis det, eleverne får. Faktisk handler det meget ofte om slutmålstænkning, altså tænkning i eksamen, og nogle gange allerede fra dag ét, sagde Peter Lützen.

Brug en burger som model

Peter Lützen fik af de medvirkende lærere i projektet nogle eksempler på opgaver. Og ud fra dem fandt han nogle gennemgående træk i de vellykkede af slagsen. Dem sammenlignede han med en burger. I toppen er der en ordentlig introduktion af for eksempel en person, som står for et citat. Dernæst et velvalgt citat eller lignende. Og i bunden af burgeren en udlægning af teksten:

- Den struktur kan bruges på mange opgaver, sagde han og tilføjede, at det sværeste er at udlægge teksten. For her er man nødt til at bruge sin viden og de bøger, man har læst forud.

- Fordelen er, at man som underviser også med denne model kan arbejde meget præcist med, hvordan teksten kan blive bedre: Er alle tekstelementer med, er introduktionen god, citatet velvalgt, og viser udlægningen, om der er opnået viden, sagde han og understregede, at alt basal undervisning handler om det – at iagttage noget i verden med et fags terminologi:

- Og her har man en skriftlig måde at gøre det på. Så opnår man at opsummere det, som samtidig opfylder slutmålskravene.  

Og hvad har slutmålet været for det toårige projekt? Blev lærerne stærkere rustet som skrivevejledere – og fik kursisterne løst deres skriveblokeringer?

Ja til det første, og ja til det sidste: Før projektet afleverede kun cirka halvdelen af kursisterne den obligatoriske historieopgave på første del af HF. Efter projektet afleverede alle kursisterne opgaven.