Inspiration

Hent hjælp til bæredygtig pædagogik

Forskellige organisationer tilbyder hjælp til at gøre uddannelsesinstitutioner mere bæredygtige.

Som lærer kan det være svært at komme i gang med at undervise i bæredygtighed. Men der er hjælp at hente og inspiration at finde hos en række organisationer.

1. UNESCOS VERDENSMÅLSSKOLER

UNESCOs verdensmålsskoler er et netværk af skoler, der beskæftiger sig med verdensmålene og bæredygtig udvikling. Der stilles ingen krav for optagelse. Oprindeligt udsprang modellen af Associated School Project (ASP), der blev dannet i kølvandet af 2. Verdenskrig, og det er grundlæggende et internationalt fredsprojekt.

Da verdensmålene blev vedtaget i 2015, valgte Danmark dog at gøre det danske ASP til verdensmålsskoler. Nu er der 80 uddannelsessteder tilknyttet – 24 er erhvervsskoler og tre er VUC’er.

UNESCOs verdensmålsskoler tilbyder undervisningsmateriale og et netværk, hvor skolerne kan arbejde sammen og inspirere hinanden.

Læs mere på unesco-asp.dk

2. GRØNT FLAG-SKOLER

Grønt Flag-skoler er Friluftsrådets undervisningsprogram og har fokus på den grønne del af bæredygtigheden. Alle skoler kan blive en del af Grøn Skole-programmet. Det betyder, at institutionen skal arbejde for at tænke bæredygtighed ind i hele skolen gennem både miljøråd, undervisning, drift, konkrete tiltag og samarbejder. 

Grøn skole er en fleksibel ramme for skolen, hvor de enkelte uddannelsesinstitutioner selv kan arbejde med at udfylde syv grønne trin. Hvis man i løbet af året har arbejdet som grøn skole, får man tildelt et grønt flag.

Grønt Flag Grøn Erhvervsskole (GFGE) er et af programmerne, som er støttet af Børne- og Undervisningsministeriet og udviklet sammen med blandt andre Danmarks Læringsportal (EMU). Det er et undervisningsprogram og samtidig en certificeringsordning for erhvervsskoler, der ønsker en synlig grøn profil. I alt er 280 skoler certificerede Grøn skole. Her i blandt tre VUC’er og i alt fem erhvervsskoleafdelinger. 

Læs mere på groentflag.dk

3. VUC VERDENSMÅLSFORUM

VUC Verdensmålsforum har 19 ud af 30 VUC’er som medlem. Det er et forpligtende fællesskab for VUC-institutioner, som arbejder med verdensmålene, hvor man deler viden og erfaringer med at arbejde med verdensmålene i den pædagogiske praksis og undervisningen, i driften samt i organisationen.

Læs mere her

4. CHORAS 2030-SKOLER

Choras 2030-skoler er en certificeringsordning. For at få en certificering skal skolerne udarbejde en treårig handlingsplan for, hvordan de vil leve op til verdensmålene på tre spor: i undervisningen, som aktører og i organisationen. En skole behøver dog ikke opfylde kravene for certificering, før man melder sig til. En del af ordningen er, at man kan få hjælp og vejledning i hele processen.

Handlingsplanen er en udviklingsplan, der viser, hvad man vil arbejde videre med de enkelte spor. Man skal ikke afrapportere eller måles på, hvor langt man er kommet. Skolen forbliver certificeret, så længe den skaber progression i arbejdet og har en opdateret handleplan for verdensmålsindsatsen.

Blandt andet ét VUC har foreløbig fået denne certificering, og et andet er på vej.

Læs mere chora2030.dk

5. ERHVERVSSKOLERNES NETVÆRK FOR FN’S VERDENSMÅL

Erhvervsskolernes netværk for FN’s verdensmål er et forum, hvor erhvervsskoler kan dele erfaringer om verdensmål inden for undervisning, institutionsdrift og organisationsudvikling. Alle erhvervsskoler kan blive medlem uanset erfaringer med at arbejde med FN’s verdensmål, og det har 33 af dem valgt.

Netværket arbejder for at mobilisere udvikling og udveksle erfaringer på ungdoms- og voksen- efteruddannelsesområdet og arbejder med en række pejlemærker, som skal sætte retningen, men ikke bruges til at benchmarke.

Læs mere på deg.dk

Dato
Af
Foto
Mikkel Østergaard/Ritzau Scanpix