Træn dit blik for elever der vakler på frafaldets kant
Hvad betyder det, når Sofie eller Ahmed læner sig tilbage i stolen og trækker hætten op? Er det et signal om, at ”jeg gider ikke det her mere”? Eller kan det være et ”jeg er simpelthen så utryg ved at være her, at jeg prøver at passe på mig selv uden at skulle involvere mig med for mange”-signal?
- Signalerne kan være meget subtile, og derfor kræver det et blik for den enkelte elev, siger lektor og projektleder for ”At blive på sporet”, Kristina Mariager-Anderson, som har arbejdet med en metode til at forsøge at se eleven på en ny måde.
Projektet har udforsket, hvordan man kan træne sit blik for at se eller opfange signaler på, hvornår den enkelte elev er i fare for at falde ud. Fokus i det Velux-støttede projekt var oprindeligt EUD-elever og VUC-kursister, men nu har forskerne opdateret projektet med FGU-interviews. FGU har overtaget nogle af de allermest usikre elever fra VUC, og derfor forestiller folkene bag projektet sig, at den viden, de allerede har fået, også kan være til nytte for lærere og vejledere på FGU.
Det er ikke altid dét, du ser
I interviews med AVU-elever i ”At blive på sporet” er der fire forhold, der har betydning for, om eleverne vakler:
- Eleverne føler, de har støtte fra en lærer eller en vejleder – eller det modsatte.
- De føler et tilhørsforhold i klassen eller ej.
- De kan se en mening med deres uddannelse eller ej.
- De har self-efficacy – altså en tro på at de kan klare uddannelsen.
- Lærerne kan bruge vaklestrategier som måder at forstå adfærd hos eleven på. Derfor er det forståelsen for eleven, der er selve redskabet i metoden – det vil sige den måde, du som lærer eller vejleder ser på den unge og analyserer, hvad det er, du ser gennem elevens handlinger, forklarer Susanne Gottlieb, der er tidligere afdelingsleder fra Nationalt Center for Erhvervspædagogik, men nu ansat i ”At blive på sporet”.
Spot de elever, der vakler
Den første del af forskningsprojektet fra EUD og VUC viste gennem ugentlige spørgsmål til elever, som var i risikogruppen for at droppe ud, hvordan deres motivation bevægede sig i kurver gennem et semester. Og forskerne fandt frem til, at det i høj grad er lærerne og vejlederne, der kender eleverne, som har mulighed for at påvirke i denne beslutningsproces – men at det kræver indsigt i den enkelte elev og strukturerede metoder for at gribe det mere systematisk an og hjælpe eleven til at blive på sporet.
Undervejs i projektet stødte forskerne på den canadiske teori om vaklen – teetering – der var meget relevant for netop deres felt. Når eleven vakler, er det nemlig udtryk for den fase, hvor eleven er usikker på, om han eller hun skal hænge i eller droppe ud. Og i denne fase bruger eleven ubevidst nogle forlængelses- eller afbrydelsesstrategier – det vil sige nogle handlinger, der får ham eller hende til at tage den ene eller anden beslutning.
- Man kan diskutere, om det kan kaldes strategi. For det skaber måske en forventning om en bevidsthed og intention hos eleven, og det er ikke nødvendigvis det, der ligger her. Det, teorien argumenterer for, er, at når den unge for eksempel ikke siger noget i timen, kryber langs panelerne eller pludselig bliver vred og udadreagerende, så er det en strategi, som eleven benytter i forsøget på at lykkes med enten at blive eller stoppe på skolen, forklarer Kristina Mariager-Anderson.
Jeg har jo sagt til ham…
Et eksempel er FGU-læreren, der har svært ved at forstå, hvad der sker med Ahmed, når han siger og handler, som han gør: ”Jeg har jo sagt til ham, at hvis han bare kom til tiden og kom lidt oftere, ville det hjælpe”. Men det gør Ahmed ikke. Han sidder og snakker med sin sidekammerat, han afleverer ikke opgaver. Han er også lidt næsvis.
- Her kan vaklebegrebet bruges til at udfordre de narrativer, man har over for eleverne: ”Han er også sådan”, eller ”hun gør også altid sådan på den måde”. For eksempel ved at spørge: ”Hvad er det, han gør? Kan jeg forstå hans handlinger som en måde, han kæmper for at være her på eller blive skubbet ud på?” siger Kristina Mariager-Anderson om metoden, der kan give lærere og vejledere bedre redskaber til at forstå, hvorfor elever handler på forskellige måder.
Så målet har været at finde ud af, hvordan man kan bruge begrebet til at få øje for, hvad de unge bøvler med.
FGU er noget særligt
Til det nuværende opfølgnings-projekt har forskerne interviewet en nuværende FGU-vejleder og en FGU-uddannelseskonsulent. Sammenholdt med erfaringer fra tidligere interviews med yngre AVU-kursister på VUC, der nu befinder sig på FGU – siger Susanne Gotlieb:
- Jeg har sjældent hørt om elever, der har været lige så meget på vippen som disse AVU-kursister. Det er fantastisk, at de er nået så langt.
Hun forklarer, at det for hende har været en lidt rystende oplevelse at tale med de elever, som har så mange ting at slås med. Et er, at nogle har diagnoser, at de måske har en mand, der slår eller er gået fra dem, eller at de er alene med to børn:
- Noget andet er den vilje, de viser for at gennemføre den uddannelse for deres børn, så de ikke er nødt til at arbejde på skodtidspunkter, siger Susanne Gotlieb.
