Nu er der kun luft mellem os

F

orstår I, hvad det betyder at have udtømt sin skaberkraft, spørger Jens Espensen de 20 kursister og svarer selv med lidt hjælp fra dem, at:

- Ja! Det er at miste evnen til at skabe, lave noget. Så faderen i novellen lavede aldrig et møbel igen, da han var færdig. Puuhhh…”

Jens Espensen puster højlydt ud ved dette sidste udbrud i forklaringen.

Han er i gang med undervisningen i dansk som andetsprog på VUC i Lyngby og er ved at gennemgå ”Det er okay med mig” af den norske forfatter Per Petterson. Den skal kursisterne analysere. Og det foregår for Jens Espensens vedkommende med store armbevægelser og kropslige demonstrationer af, hvad ordene i teksten betyder, og hvad meningen med dem er.

Jens Espensen har nemlig skabt sig masser af plads i lokalet til sin undervisning. Han eksperimenterer med en ny måde at arrangere borde og kateder i lokalet i en slags omvendt hestesko. Bordene er placeret med front mod væggen, og det samme er kursisternes computere. Det har skabt en stor friplads til ham som underviser, har givet ham større overblik over, hvad der sker på kursisternes skærm, mere fri adgang til kursisterne, samtidig med at de bedre kan koncentrere sig.

- Det er meget velegnet i it-undervisning, og når du underviser tosprogede. Der skal være lidt skuespiller i dig, og du skal ikke være bleg for at give dig selv fysisk – for eksempel ved at vise, hvordan man dingler som en fuld mand i denne novelle. Jeg har ikke behov for en scene, men det letter forklaringerne, siger Jens Espensen, da kursisterne er sat i gang med at arbejde selvstændigt eller i grupper med analysen af teksten.

Gruppearbejde, der kunne tænkes at være en barriere i bordstillingen i lige rækker, er ikke obligatorisk. Kursisterne kan selv finde den arbejdsform, som passer dem. Og i praksis betyder det, at man sætter sig, hvor man vil, så der kan dannes små ”øer” rundt om i lokalet, hvor tre-fire kursister kan rulle stolene sammen og sidde med front mod hinanden.

Det giver let adgang til den enkelte

Ideen til den omvendte hestesko kom, da Jens Espensen på et tidspunkt var censor på en anden skole. Der var lavet en traditionel opstilling til selve eksamensseancen, mens de resterende borde stod udad mod væggen. Læreren forklarede, at de altid stod sådan, så hun bedre kunne følge med i, hvad der skete, da der var mange, der bliver fristet af sociale medier.

- Det er sjældent, at jeg selv tager nogen i at rode på Facebook, men da jeg kørte hjem, tænkte jeg over det. Med den traditionelle bordstilling er det næsten umuligt lige at komme ned og snakke med den enkelte – og især når det er vinter, og folks overtøj og tasker og alt muligt blokerer rækkerne, siger Jens Espensen og fortæller, at han også kom i tanke om et kursus, han deltog i for nogle år siden, hvor underviseren talte om, at rigtig mange lærere gemte sig bag et kateder.

- Du må ikke lave en barriere mellem dem, du skal undervise, og dig selv, siger Jens Espensen og forklarer, at der yderligere kommer en barriere, når kursisterne også sidder bag et bord – og de tilmed har computerskærmen foran sig:

- Nu er der kun luft imellem os, siger han.

Der var altså flere forskellige grunde til, at han valgte at placere sin egen ”pult”, som han kalder den, langs tavlevæggen og kursisternes borde mod væggen. Han bruger alligevel kun pulten til sin computer og sidder sjældent ned. I stedet bruger han storskærmen og er konstant ”på tur” rundt i lokalet.

- Det er et radikalt brud med den måde, borde har stået på siden Rytterskolerne i 1814. Det er jo voldsomt anderledes.

Ikke for alle

VUC i Lyngby var med på idéen, da man arbejder med digital dannelse på flere måder. Og skolens opbakning er meget afgørende i eksperimentet.

- Skolen er meget åben for nye ideer og tanker. De syntes, det var en god idé. Jeg fik straks det største lokale til rådighed, og der blev indkøbt 30 nye stole, der kan dreje lydløst rundt. Stolene er en meget vigtig ingrediens. Kan du forestille dig en larm, der ellers ville være – klong, klong?

Alle lærere fik tilbud om at melde sig til eksperimentet, og det var der fem, som gjorde for tre år siden. En meldte dog fra allerede efter en dag. Hun kunne ikke være i det. En anden havde så mange kursister, at bordopstillingen ikke kunne lade sig gøre. Og de to andre er nu på FGU’en. Så det er kun Jens Espensen, der fører pionerprojektet videre. Men det gør han gerne.

- Nu skal det ikke lyde, som om jeg er overbegejstret for det, men jeg har ikke haft nogen oplevelser, hvor jeg har tænkt, at dét her ikke går. Der bliver flere kvadratmeter derinde. Og hvis folk kalder på mig, er det meget nemmere lige at gå over til dem. Der er også flere, der kommer op til mig. Så det er en stor vekselvirkning, siger han og tilføjer, at når han kommer ind i traditionelle lokaler, føles det, som om der er alt for mange borde:

- Det føles efterhånden som et tilbageskridt.