Elevorganisationen Modstrøms foreningsværksted 2022
Aktuelt

Unge efterlyser respekt: FGU er ikke en specialskole

På elevorganisationen Modstrøms foreningsværksted 2022 var det tydeligt, at nuværende og tidligere FGU-elever oplever, at folk ser ned på dem og deres skole – det vil de nu gøre op med.

Med henholdsvis 93 og 69 stemmer var det de to sager ’FGU ligestilles med andre ungdomsuddannelser’ og ’Mere tillid til de unge’, som fik flest stemmer til Modstrøms foreningsværksted.

Afstemningen afgjorde prioriteringen af elevorganisationens fire mærkesager for næste år. Dermed bliver det først og fremmest ligestilling, der kommer til at være på dagsordenen for de unge på og omkring FGU.

På elevernes fortællinger var det tydeligt at høre, at de ikke møder anerkendelse, når de fortæller andre om deres skole.

Fucking taberskole

Max fra FGU Korsør var en af de deltagere, der havde stemt på ligestilling af FGU’en sammen med sagen om tillid til unge. Det valg bundede i høj grad i et savn af respekt.

- Fra min fars synspunkt var FGU’en bare en fucking taberskole. Og det synes jeg faktisk ikke. Lidt mere respekt fra ens forældre, ens lærere eller andre kunne være en stor hjælp til faktisk at komme videre og have den motivation af at ’hey, jeg kan faktisk godt noget’.

Også Ida fra FGU Vest i Varde var træt af at blive set ned på af folk omkring sig:

- Jeg har stemt på ’Mere tillid til de unge generelt’ og ’FGU ligestilles med andre ungdomsuddannelser’, og det har jeg, fordi vi bliver simpelthen set alt for meget ned på. Ofte når jeg siger til folk, at jeg går på FGU får jeg at vide: Nå, du går på den moderne udgave af voksne uden chancer. Og det er altså ikke rigtigt. Vi er nødt til at få politikerne vækket nu og sige, at vi skal prioriteres lige så meget som alle de andre ungdomsuddannelser.

Vi er noget

Smyar fra FGU Sønderjylland i Aabenraa tog også ordet foran forsamlingen og høstede klapsalver fra salen, da han fortalte om sine mekanikerdrømme. Om at være noget og blive til noget:

- FGU er ikke en specialskole. Det er bare en normal uddannelse som alle de andre. Folk tror, at det er en fucked up skole for folk, der laver ballade eller har misbrug. Men det er det ikke. Mig og mine venner, vi hygger os hver dag. Vi laver alle mulige tekniske ting. Vi gør noget godt for verden. Vi er noget.

- Folk tror, vi ikke er noget, at vi ikke kommer til at være noget. Jeg er ikke uddannelsesparat, men det vil jeg gerne være. Det er derfor, jeg er kommet til FGU, og forhåbentlig kommer jeg til at få en uddannelse og gøre min mekanikeruddannelse færdig, så jeg kan blive en god mekaniker og åbne mit eget værksted en dag. Det ser jeg frem til i mit liv. 

I artiklen Elever vil have FGU ligestillet med andre uddannelser kan du læse meget mere fra Modstrøms foreningsværksted.

Du kan også se, hvordan det gik for sig, da Max, Ida og Smyar tog ordet, i videoen herunder.

Se en længere reportage fra dagen herunder

Dato
Af
Foto
Mette Jensen