VUC-lærer: Giv de voksne et godt studiemiljø

Sådan har det været i de 13 år, han har undervist voksne. Her er ingen skole-hjem-samtaler, de voksne hænger ikke i gardinerne, og støjniveauet er anderledes, forklarer han, der har arbejdet i folkeskolen. Og hvis de voksne ikke gider lave noget, ”er det stort set deres eget problem”, tilføjer han:

- Jeg kan bare koncentrere mig om at undervise. Jeg er rigtig glad for at undervise voksne tosprogede, som der er langt flest af her, siger han, men forklarer, at hans arbejdsglæde især skyldes, at han underviser kursister, der møder fysisk op på skolen. Det er bestemt ikke en selvfølge i disse tider, hvor flere og flere vælger e-learning, understreger han.

Der har været flere store omvæltninger for Michael Frank Hansen og kollegerne de sidste tre-fire år. Først tømte FGU’en skolen for mange kursister. Så har der været fyringsrunder på grund af kursistnedgange. Og i øjeblikket er der opgangstider i samfundet, hvor folk åbenbart hellere vil arbejde end uddanne sig. Det er mærkbart på en lille AVU-afdeling. Men han mener, at udviklingen kan vendes, så man kan få flere voksne til at uddanne sig og tilbage på VUC

- Hvis jeg kunne styre med hård hånd, ville jeg sige: Lad os få kursisterne tilbage til skolen. Lad os få et godt studiemiljø. Giv lærerne lov til at lave det, de er uddannet til.

- Rigtig mange lærere ser ikke kursisterne, men sidder foran en computer og retter opgaver. Så hvis jeg skal sige det lidt groft, kan du nærmest ikke se forskel på en bankmand og en lærer i dag. Og med alle de fordele, digitaliseringen også har, synes jeg faktisk, at det hiver noget ånd ud af hele systemet, siger han.

E-learning lyder besnærende

Michael Frank Hansen mener ikke, der er mangel på fleksibilitet i voksenuddannelsessystemet. Hans skole gør efter hans mening alt for at udbyde og byde sig til:

- Problemet er bare, at fleksibilitet ikke garanterer kvalitet, selvom disse begreber ofte bliver ligestillet i dag, siger han, og forklarer, at det fleksible udbud af undervisning er et tveægget sværd. Mange kursister vælger e-learning, fordi de har en besnærende forestilling om, at de kan lære noget derhjemme, samtidig med, at de kan passe børn, gå til håndbold, fodbold, se vennerne… :

- De glemmer bare, at det kræver jernhård disciplin at lære, siger han og forklarer, at når han tænker på, hvor svært det kan være at lære kursisterne matematik ved fysisk fremmøde – hvor meget han skal forklare og have hele kroppen med i undervisningen:

– Altså alt det, der skal til, for at en læreproces virker, så synes jeg godt nok, det må være meget svært for mange at lære, når de er overladt til sig selv derhjemme, siger han og tilføjer, at der da også er en del, der knækker nakken på det og vælger at komme over på skolen igen.

Det ER frustrerende at lære nyt

Hvis en kursist vil have e-learning, gør skolen et stort arbejde for at finde ud af, om det er det rigtige for kursisten. Hvis ikke, prøver man at få vedkommende over på et fysisk hold. Men det er frivilligt, så mange vælger alligevel e-learningsmodellen – og så sker det måske bare på en naboskole.

- Det er jo noget, vi er tvunget til at udbyde på VUC for at overleve. Hvis vi ikke gør det, dør vi som skole. Så vi er ligesom blevet sat i en situation, hvor vi er afhængige af at udbyde noget, som faktisk ikke altid er det bedste, siger VUC-læreren og mener, at man måske fra ministeriets side ikke skulle give mulighed for, at skolerne kunne konkurrere om at udbyde det.

- Det undrer mig, at man ikke debatterer det mere, siger Michael Frank Hansen og henviser til det store antal VUC-kursister, der ikke gennemfører deres uddannelse.

Men er der ikke mange, der bliver afskrækket, hvis der kun var et tilbud om fysisk ”røv til bænk-undervisning”? 

- Hvis du vælger e-learning derhjemme, er det jo også røv til bænk. Og jeg forstår ikke, hvorfor det lige pludselig skulle være så gammeldags at sidde i et klasselokale? Selvfølgelig kan klasseundervisning være røvsygt, men det kommer an på læreren.

- Det er ikke altid sjovt at lære noget nyt. Sådan er det! Det skal man italesætte som lærer, mener Michael Frank Hansen og tilføjer, at den samtale kan man ikke have med en kursist, der sidder derhjemme. Vedkommende ville bare lukke computeren og sige: ”Det kan jeg ikke finde ud af”.

Det må vi have mere af

De gør også andre ting på skolen for at tiltrække kursisterne. En gang om året er der for eksempel kroppens dag, hvor de laver idræt hele dagen. Og hver gang siger de til hinanden, at det må de have noget mere af.

- For så oplever vi pludselig det, jeg taler om. Men samtidig er det også voksne mennesker, så der er en vis modstand mod at deltage i sociale arrangementer. De har sgu nok at gøre i deres daglige liv. Men bare det at få dem ind i skolen – at der sidder mennesker i kantinen og på gangene – er fantastisk, siger han og fortæller, at han også oplever en anden stor forskel, når mange tosprogede kursister møder fysisk op:

- Når de kommer i skole, sidder de ofte med mobiler og dynejakker på i starten. Men de møder op. Og så begynder man at bearbejde dem derfra – lader dem sidde med dynejakke og telefon, for man ved godt, at det er deres holdepunkt. Og i løbet af to måneder begynder de selv at tage dynejakken af. Men den proces kræver, at de kommer herover fysisk, siger Michael Frank Hansen.