Underskrivt af dokument
Fokus

Uddannelses­forbundet: Staten bør rydde op i egen rede i forhold til atypiske ansættelser

Timeansatte lærere på aften­skoler og i oplysnings­forbund aflønnes efter et statsligt cirkulære. Det betyder, at de ikke har ret til løn under sygdom, barsel og ferie. De må også kigge langt efter en pensions­opsparing.

I årevis har lærere, der underviser under folkeoplysningsloven, ikke haft ret til løn under sygdom og barsel, arbejdsmarkedspension og andre almindelige lønmodtagergoder. Der gælder heller ikke arbejdsmarkedets normale beskyttelse, når arbejdsgiver vil afskedige læreren.

Ved regeringens politiske udspil ”Danmark kan mere I” talte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) for, at der skal sikres bedre vilkår for de ansatte. Men han talte hovedsagelig om de ansatte ved budfirmaet Wolt og andre typer af virksomheder, der er knyttet sammen med platform-økonomier. Men det er imidlertid ikke kun her, man finder de atypiske ansættelser. Det sker nemlig også på statens eget område.

- Regeringen skal rydde op i egen rede samtidig med, at den vil sikre ordentlige lønmodtagervilkår til dem, der arbejder i platform-økonomiens virksomheder, siger formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan.

Utilstrækkelige regler

Uddannelsesforbundet har i mange år kæmpet for at få en overenskomst for undervisere, der som hovedbeskæftigelse underviser på aftenskoler og i oplysningsforbund under folkeoplysningsloven.

Underviserne ansættes på korte tidsbegrænsede kontrakter, modtager ikke pensionsindbetalinger og får ikke løn, hvis de er syge og ikke kan gennemføre deres undervisningstimer. Lærerne ansættes periode efter periode på tidsbegrænsede kontrakter. 

-  Undervisere, som har hovedbeskæftigelse her, bør have vilkår, som alle andre lærere, siger Hanne Pontoppidan og tilføjer, at det selvfølgelig skal tilpasses hensynet til folkeoplysningen og aftenskolernes særlige forhold.

Hun mener, det er utroligt positivt, at regeringen vil være med til at sikre ordentlige vilkår for de mange, der er ansat i atypiske ansættelser på det danske arbejdsmarked.

- Men mit håb er, at man også fejer for egen dør og gør noget for dem, der pt holdes fast i utilstrækkelige regler, som man har fastsat i Kulturministeriet, siger hun.

Uddannelsesforbundet tog senest sagen op i forhold til den afgåede kulturminister. Men indtil nu er der ikke sket noget.

- Det håber vi, der gør nu, siger formanden for Uddannelsesforbundet.

Dato
Af
Foto
Colourbox