Adjunkt ved Aalborg Universitet
Anne Görlich er adjunkt på Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet. Hun har en ph.d. fra Center for Ungdomsforskning, en kandidatgrad i psykologi og kommunikation fra RUC samt en efteruddannelse som psykoterapeut MPF.
Anne Görlich forsker primært i udsatte og sårbare unge uden for uddannelsessystemet og beskæftiger sig med forskningsprojekter, der undersøger og evaluerer tiltag, der kan hjælpe de unge til at starte og gennemføre en uddannelse.
Er derudover medlem af Mønsterbryderudvalget i Frederiksberg Kommune, Nordisk Forskernetværk for unge i risiko samt medlem af Netværk om unge i socialpsykiatrien og associate i The Taos Institute.
Når kursisterne skal sige det: VUC giver motivationen tilbage
Trods politiske kovendinger og konstante ændringer i målgruppen har VUC tilsyneladende formået at stå fast på sin kerne som en rummelig, fleksibel second chance-uddannelse. I hvert fald hvis man spørger kursisterne.
Privat foto
2. november 2020
Hvis VUC og dets lærere skulle til eksamen, ville kursisterne nok give topkarakter. De synes, de har fået en ekstra chance for uddannelse i voksenlivet, fordi de på VUC møder den rummelighed og fleksibilitet, som de har savnet tidligere i ofte hårdt prøvede tilværelser og afbrudte uddannelser.
- Det trådte virkelig tydeligt frem i vores undersøgelse, og kursisterne sagde det igen og igen: Lærerne på VUC sætter sig ned og forklarer tingene, så alle kan forstå det. Det havde kursisterne ikke oplevet i samme grad tidligere, siger lektor Anne Görlich, Center for Ungdomsforskning.
Om undersøgelsen
Cefu har foretaget ni fokusgruppeinterviews med i alt 67 VUC-kursister – 34 kvinder og 33 mænd i aldersgruppen 20-30 år – fra tre VUC-institutioner. Kursisterne blev spurgt, hvorfor de har valgt VUC, hvordan de oplever at være VUC-kursist, og hvordan det adskiller sig fra deres tidligere uddannelseserfaringer. De har også skullet indgå i fælles refleksioner om kulturen på VUC.
Hun er den ene forsker bag undersøgelsen ”Hvad er det særlige ved VUC – Kursisters erfaringer med læring, motivation og kulturen på VUC”, hvor kursister mellem 20 og 30 år på såvel AVU, hf-enkeltfag som den toårige hf er blevet interviewet. Næsten alle har afbrudte uddannelsesforløb bag sig – hos AVU-kursisterne især erhvervsuddannelser.
Forskerne har specielt været interesseret i at undersøge, hvad den brede kursistgruppe så har at sige om, hvad der gør, at de på VUC hopper på uddannelsestoget igen, og hvad de oplever på VUC, der adskiller sig fra deres tidligere uddannelse, som de i stor udstrækning er droppet ud af.
Konstante omstillinger
VUC-institutionerne har om nogen mærket pustet fra skiftende politiske vinde. Uddannelsens rod er den livslange læring, og den ene gren er placeret i folkeoplysningens voksenpædagogiske idealer om ligeværdig dialog, rummelighed og inddragelse af kursisters livserfaringer, mens den anden befinder sig i den strategiske arbejdsmarkedspolitik. Det vil sige det politiske ønske om at uddanne til det behov for kompetencer, der nu måtte være på arbejdsmarkedet på ethvert givent tidspunkt.
Først var det de voksnes tur: Ideen om livslang læring som både oplysningsprojekt og kompetenceudvikling blev skabt for at imødekomme det stigende behov for kvalificeret arbejdskraft i efterkrigstidens industrisektor. I 1958 udmøntede det sig i den tekniske forberedelseseksamen, som oplysningsforbundenes aftenskoler tog sig af. Det betød, at folkeoplysningens idégrundlag blev en del af VUC. Og med ”Lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne”, der trådte i kraft i 1978, blev forberedelseskurser en formel del af det samlede uddannelsessystem – og en stor succes for voksne, der hermed kunne tage en 8. eller 9. klasse senere i livet.
Uddannelserne blev for alvor til voksenuddannelser, da de blev frigjort fra folkeskolens bestemmelser og materialer. Det skete med folketingets vedtagelse i 1984 af ”Folketingsbeslutning om et 10 punkts program for voksenundervisning og folkeoplysning” og i 1989 med ”Lov om almen voksenuddannelse”.
Så blev det også de unges VUC: I 1990’erne blev der taget initiativ til en aktiv beskæftigelsespolitik med fokus på, at 95 procent af alle unge skulle gennemføre en ungdomsuddannelse. Det betød et stort rykind af unge på VUC, der blev intensiveret med kontakthjælpsreformen fra 2014. Her kom der krav om, at unge under 30 uden erhvervskompetencegivende uddannelse skulle have et såkaldt uddannelsespålæg.
Så blev de meget voksne udelukket: I 2014 trådte endelig den såkaldte genopretningspakke i kraft. Det var den daværende regerings plan for at genoprette økonomien efter finanskrisen. Her blev indført deltagerbetaling for pensionister, efterlønnere og folk med en videregående uddannelse. Det betød alt i alt, at aldersgennemsnittet faldt markant på VUC.
I 2015 blev der indført karakterkrav for optagelse på erhvervsuddannelserne, hvor VUC blev en central del i forhold til at tilbyde kurser på AVU specifikt til unge, der ikke kan komme ind på en erhvervsuddannelse.
Så blev det de voksnes uddannelsescenter: I 2019 trådte så FGU-reformen i kraft. Herefter skulle alle kursister under 25 år på AVU, FVU og OBU (ordblindeundervisning) i princippet til FGU, og i hovedtræk skal de over 25-årige tage disse uddannelser og kurser på VUC.
Kilder: ”Det særlige ved VUC”-undersøgelsen fra Cefu samt tidligere forstand Erling Klinkbys bog ”Historien om VUC”.
Især det sidste har betydet store turbulenser for VUC gennem årene. Blandt andet har den almene voksenuddannelse AVU markant og konstant skiftet målgruppe. Fra at være en ren voksenuddannelse, kom de unge ind med især 95-procentmålsætningen, og de voksne blev ”grænset ud” med genopretningspakken – hvorefter AVU igen fik de voksne kursister, da den nye FGU tog de unge under 25-årige.
Til trods for det har VUC ifølge undersøgelsen tilsyneladende formået at holde en nogenlunde stabil retning og bevare det, der gennem alle årene har været målet: at give en ny chance for en uddannelse til dem, der ikke er gået den lige vej, eller som kommer med forskellige udfordringer.
Vi skal gøre hvad vi kan
- VUC’erne har selvfølgelig ændret sig gennem tiderne, men det, at VUC udspringer af en tradition for rummelighed og mangfoldighed, gør jo, at det ligesom er en del af kulturen, siger Anne Görlich og forklarer, at det i høj grad handler om den måde, man møder kursisterne på.
Tankegangen er: ”Selvfølgelig kan du også få en uddannelse. Nu er du her, og så skal vi gøre, hvad vi kan, for at få dig igennem”.
- Og det tager lang tid for dem at opbygge det, jeg kalder uddannelsestillid, igen. Det er tilliden til, at det kan lade sig gøre for dem at tage en uddannelse. På VUC oplever de, at der er den her vilje til at sætte sig ned og forklare det til alle – uanset hvor mange gange de spørger. Og det gør, at de får tillid til, at det nok også skal lade sig gøre for dem, fortæller Anne Görlich.
Mangfoldighed – et vilkår
I undersøgelsen skelnes der mellem den pædagogiske og sociale rummelighed. Mens den pædagogiske handler om, at læreren får alle med – både hende, der har svært ved det faglige, og ham, der har meget høje ambitioner – så handler den sociale rummelighed om, at der er en stor mangfoldighed af kursister på VUC.
Kursisterne møder mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde og livssituationer, og særligt blandt AVU-kursisterne er en stor andel nytilkomne indvandrere og flygtninge. Det kræver en underviser, der kan skabe den nødvendige differentierede undervisning, men også opbakning blandt de øvrige kursister.
Kan rummeligheden bære det?
- Det skal siges, at dem, der deltog i fokusgruppeinterviews, er de mest positive kursister og dem, der måske har størst overskud til at komme og fortælle om deres oplevelser. Men blandt dem var der en stor gensidig respekt. De havde – nok især i forhold til flygtninge – den med, at ”vildt, hvad du har været igennem. Og nu er du her”, fortæller Anne Görlich.
Anne Görlich oplevede kursisterne med anden etnisk baggrund som meget målrettede i forhold til, at de bare ville have en uddannelse, så de kunne få et arbejde og en almindelig tilværelse. Der var nogle af de yngre flygtninge, som havde fravalgt FGU og insisterede på at gå på VUC. De havde valgt at tage et deltidsjob for på den måde at få dispensation for alderskravet om at gå på VUC.
- Så de var lidt pressede med deltidsjob, uddannelse og et sprog, som ikke var deres førstesprog, siger hun og fortæller, at der var en af de yngre kursister, der havde gået på højskole. Der lærte han ”helt vildt meget”, fordi der næsten kun var etniske danskere, eksemplificerer Anne Görlich.
De vil gøre det bedre
I undersøgelsen er repræsentanter for alle tre grupper af kursister på VUC blevet spurgt. Det vil sige såvel AVU-kursister, hf-enkeltfagsditto som de kursister, der tager den toårige hf. Og selv om der er forskelle – for eksempel er AVU-kursisterne generelt ældre, og en fjerdedel af dem har familier – er der også mange fællestræk.
Blandt fællestrækkene er motivationen for at gå på VUC og mønsterbrydning.
Kommer de videre?
Undersøgelsen fra Cefu viser, at en stor del af de kursister, man har talt med, oplever, at rummeligheden på VUC bidrager til motivationen for at uddanne sig. Og tilsyneladende holder det ved. En anden ny undersøgelse fra VUC Videnscenter viser, at hele 67 procent af kursisterne er i beskæftigelse eller videre uddannelse seks måneder efter AVU.
- De kommer fra familier, hvor deres forældre – som de selv siger – ikke har gjort det skidegodt. Og de vil gerne gøre det bedre. Dermed har de nogle ambitioner med deres uddannelse, siger Anne Görlich.
Ifølge hende kommer en del fra andre lande, og de fleste af dem er over 25 år. For denne gruppe er det særligt vigtigt, at VUC tilbyder et læringsmiljø, hvor der tages højde for deres udfordringer. Men det er også vigtigt, at der er et godt socialt sammenhold.
Andre kursister motiveres af, at de kan få balance i deres liv – det vil sige, at de kan tage uddannelse samtidig med at have familie. I denne gruppe værdsætter man, at der er undervisning, hvor man arbejder praktisk med faget og er aktiv.
Jeg skal bare have en uddannelse
De mere udfordrede unge i uddannelsessystemet er motiveret af, at de skal have en uddannelse for at klare fremtiden. Det er måske mere udtalt for AVU-kursisterne, mener Anne Görlich.
- Da AVU retter sig mod et niveau i uddannelsessystemet, som er basic, vil nødvendigheden være mere til stede her: De bliver motiveret af, at det er nødvendigt at få en uddannelse. Det kan skyldes, at de ved, at det er svært at skabe sig en tilværelse med ufaglært arbejde livet igennem. Nogle af dem har også haft et misbrug, som de er kommet ud af, og hvor de gerne vil videre med deres liv, forklarer Anne Görlich.
- De kursister siger, de kommer, fordi de skal. Men i virkeligheden genvinder de måske undervejs motivationen for at få en uddannelse på grund af den rummelighed, de finder på VUC. Så det er dobbelt: Det er en nødvendighed, men de bliver faktisk glade for uddannelsen og fortalte i interviewene løs om for eksempel underviseren og de andre kursister, gengiver lektoren.
