Fokus

Erhvervsud­dannelser er vigtige i genopbyg­ningen af Danmark

Ligesom ved andre kriser spiller de fremtidige faglærte en afgørende rolle, hvis hjulene i samfundet skal rulle igen. Men det kræver, at skolerne har lokal beslutningsmagt, og at der investeres i dem, mener Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Erhvervsskolerne og erhvervsuddannelserne er en væsentlig del af løsningerne for at få sat skub i samfundet igen, når corona-krisen engang er overstået.

Sådan lyder vurderingen fra Lars Kunov, der er direktør for interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. Og den vurdering kunne noget tyde på, at regeringen er enig i. I hvert fald har den besluttet, at afgangselever på erhvervsskolerne skal tilbage på skolebænken, inden de skal op til deres svendeprøve eller fagprøve til sommer.

- Vi skal byde os til som institutioner, der kan samle de gode kræfter i lokalområdet både i erhvervsliv, det offentlige og blandt de øvrige uddannelsesaktører. Erhvervsskolerne har potentialet og har tidligere vist sig rigtig dygtige, når det handlede om at være omdrejningspunkt for lokal udvikling i svære tider, påpeger Lars Kunov.

Kræver lokal beslutningskraft og investeringer

Skal det lykkes for erhvervsuddannelserne at spille den rolle, skal politikerne dog også sikre, at skolerne stadig har den nødvendige handlekraft, understreger han.

- Skolerne har leveret varen under corona-krisen, og statsministeren fremhævede da også på sit pressemøde den 14. april, at det var godt, at beslutningskæden i Danmark generelt er lav, og at man ikke skal gennem ti led for at træffe beslutninger. Så derfor skal vi bevare skolernes muligheder for at træffe lokale beslutninger på lokale problemer og droppe den centralisering, der var lagt op til før krisen, mener Lars Kunov.

Helt afgørende, at vi sikrer, at alle elever får et tilbud om at kunne starte på et praktikcenter, og at praktikcentrene får tilført ressourcer.
Lars Kunov
Direktør for interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

Direktøren for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier forventer desuden, at der sættes gang i investeringer fra regeringen oven på corona-krisen.
Behov for investeringer og praktikcentre

- Forhåbentlig bliver det ikke et spørgsmål om at holde gang i ting, som de var, men investeringer i fremtiden – den grønne. Det vil kræve uddannelse af flere faglærte og ikke mindst efteruddannelse af mange, efterlyser Lars Kunov.

Uagtet de igangsatte politiske initiativer er der dog udsigt til en lavkonjunktur, som kan betyde, at der fremover bliver færre praktikpladser.

- Derfor er det helt afgørende, at vi sikrer, at alle elever får et tilbud om at kunne starte på et praktikcenter, og at praktikcentrene får tilført ressourcer og rammer, så vi kan give de elever, der går der, et tilbud af høj kvalitet, understreger Lars Kunov.

Genåbningen af erhvervsuddannelserne

Læs Børne- og undervisningministeriets udmelding om genåbningen af skolerne: Erhvervsuddannelser åbner igen for elever på sidste år

Værdifulde pædagogiske erfaringer

Ser man på corona-udbruddets betydning for selve undervisningen på erhvervsuddannelserne, har skolerne gjort sig nogle værdifulde erfaringer, mener Lars Kunov. Ifølge ham er der sket et stort spring fremad i nye undervisningsmetoder og digitalisering under krisen.

- Det er utroligt, hvad der er lykkedes. Det er et pædagogisk udviklingsprojekt af dimensioner, men projektet har også lært os noget om, hvor vigtigt nærvær, kontakten til eleverne og styrkelse af fællesskabet er, fortæller Lars Kunov.
Han er derfor bekymret for, hvilke konsekvenser den manglende tilstedeværelse på skolerne kan få for de mest sårbare elever.

Nedlukningen af skolerne har ifølge ham – desværre også på den hårde måde – været med til at tydeliggøre værdien af uddannelsernes praktiske del.

- Det er kernen i vores uddannelser. Det taktile og fornemmelsen for materiellet eller for håndteringen af kunden, det kan vi ikke erstatte med virtuel undervisning. Vi står altså også med en stor opgave, idet en del af vores elever ikke har fået alt det, de skal bruge, påpeger Lars Kunov.
Samlet set har han dog en tro på, at erhvervsuddannelserne vil stå på et stærkere pædagogisk grundlag, efter at corona-krisen er overstået.

Dato
Af
Andreas Antoni Lund
Foto
Jens Bach