Forbundets fødselsdag løb.jpg
TEMA: 10 år med forbundet

Uddannelses­politik: 10 magre år

Der skal løbes længere på energidepoterne. Det har været ordren fra politikerne de seneste år. Spørgsmålet er, om benene kan følge med, og hvor mange kulhydrater og fedt, der er tilbage i og på kroppen.

Andreas Antoni Lund

Julie Flansmose

11. februar 2019

L

øb hurtigere på mindre fedt at tære af. Det har været det gennemgående tema i dansk uddannelsespolitik de seneste år. Uanset om det Tina Nedergaard (V), Christine Antorini (S) eller Merete Riisager (LA), der har siddet på posten som undervisningsminister.

- De fede år er ovre, og hele uddannelsessektoren må leve med, at man konstant vil have mere for pengene, konstaterer Jacob Fuglsang, der er uddannelsesredaktør på dagbladet Politiken.

Og selv om det efterhånden er blevet til ti magre år, ser der ikke ud til at komme mere sul på uddannelsesområdet i fremtiden, vurderer han.

- Finanskrisen er blevet brugt som begrundelse for at spare, men jeg tror, at besparelserne vil blive ved. Filosofien i de ledende politiske lag er, at man ikke vil sætte skatten op. Så den eneste måde velfærdsstaten kan forbedres på er ved at kræve mere for de samme penge. Det er et grundvilkår, mener Jacob Fuglsang.

Selv den skaldede bliver pillet

Det tydeligste eksempel på afmagringspolitikken er det såkaldte omprioriteringsbidrag, der betyder, at stort set alle uddannelsessteder skal finde besparelser på to procent hvert år.

Man tror, at man bare kan skære ned på driften og samtidig fastholde kvaliteten.

- Man tror, at man bare kan skære ned på driften og samtidig fastholde kvaliteten. Men det viser sig jo flere steder, at det kan man ikke, påpeger Jacob Fuglsang.

Selv om der har været vækst i den danske økonomi siden finanskrisen, er besparelserne på driften af uddannelserne fortsat, påpeger rektor for Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann.

Omprioriteringsbidraget blev således først vedtaget i 2016. Der er dog enkelte uddannelsesområder, der er gået fri. Det gælder erhvervsuddannelserne, som med sidste års finanslov slap helt for omprioriteringsbidraget, og den nye forberedende grunduddannelse (FGU). Stefan Hermann var formand for en ekspertgruppe, der skulle komme med oplæg om FGU til politikerne.

- På uddannelsesområdet bliver selv den skaldede pillet lige så meget som den kornfede. Især den nuværende regering mener, at der kan spares. Så er der – afhængigt af de politiske styrkeforhold – en stedvis forståelse af, at der skal penge til at skabe udvikling, pointerer Stefan Hermann.

De 10 største begivenheder på 10 år

2010: Der bliver indført en diplomuddannelse for erhvervsskolelærere og AMU-undervisere – et skridt i professionaliseringen af lærerne.

2013: Lærernes arbejdstidsaftale bliver fjernet ved et lovindgreb oven på lockouten af lærerne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne med de offentlige arbejdsgivere.

2014: Erhvervsskolereformen bliver vedtaget – med blandt andet adgangskrav og flere undervisningstimer til følge.

2015: Omprioriteringsbidraget bliver vedtaget – alle uddannelsesområder skal finde besparelser på to procent hvert år.

2015: Uddannelsesforbundet tegner overenskomst med UCplus – den første af en stribe overenskomster med private udbydere af sprogcentre.

2015: Overenskomstforhandlingerne med staten ender blandt andet med lønstigninger, men uden en overenskomst for lærerens arbejdstid og med et såkaldt privatlønsværn.

2016: Ydelsen for eleverne på produktionsskolerne bliver halveret.

2017: Den forberedende grunduddannelse (FGU) bliver vedtaget – især lærere fra produktionsskolerne og VUC, men også lærere fra kombineret ungdomsuddannelse og erhvervsgrunduddannelsen skal have FGU som ny arbejdsplads.

2018: Overenskomstforhandlingerne med de offentlige arbejdsgiver resulterer blandt andet i lønløft, nedsættelse af en arbejdstidskommission og sikring af den betalte spisepause.

2018: Tre erhvervsskoler og et AMU-center mener ikke, at overenskomstaftalen om betalt spisepause gælder for dem, hvorfor blandt andet Uddannelsesforbundet indleder end faglig voldgiftssag.

Kilde: Uddannelsesforbundet

Men når politikerne igennem snart et årti har krævet, at der skal løbes hurtigere og længere, glemmer de, at man ikke kan løbe nogen vegne på tomme energidepoter, mener Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan.

- Og det er der, vi er, påpeger hun.

Hånden der har ført kniven

Hvis finanskrisen var anledningen til at skære uddannelserne ind til benet, så er Finansministeriet hånden, der har ført kniven.

Historisk set har magten ellers ligget ude i ressortministerierne. Finansministeriet havde blot vetoret. I dag er der imidlertid ikke megen politik, der bliver forhandlet, uden at Finansministeriet sidder med som helt central spiller.

- Finansministeriet er blevet en uhyre central spiller, og der er en tænkning i, at alt kan sættes i regneark. Men det er vanskeligt at sætte job, der handler om relationer, i regneark, pointerer Hanne Pontoppidan.

- Samtidig med at man politisk i stigende grad har talt om differentieret undervisning og behovet for, at den enkelte elev bliver så dygtig som muligt, har man skåret skolernes økonomi så meget, at lærerne ikke har mulighed for at forberede differentieret undervisning. Det er derfor, vi ser så mange lærere, som enten forlader faget, går ned med stress eller sidder for nedrullede gardiner og forbereder sig i fritiden for at kompensere. Det er fuldstændigt uacceptabelt, fastslår forbundsformanden.

Del siden på: