Sygedagpenge_Colourbox.jpg
Tema: Sygedagpenge

Efter 15 års kamp i sygedag­penge­systemet: Har endelig fået tilkendt pension

Det har taget et medlem 15 år at få anerkendt af kommunen, at hun er for syg til at arbejde. Nu har hun endelig fået en seniorførtidspension, men har undervejs mistet en stor del af tiltroen til systemet.

Dorthe Plechinger

Colourbox

18. november 2019

I

rene har stort set ikke haft et liv, siden hun var udsat for en meget voldsom arbejdsulykke for 15 år siden. De seneste fem et halvt år har hun mest levet i sin seng. Har været konstant plaget af svimmelhed, lidt af lys- og støjfølsomhed, haft hoved- og nakkepine og store smerter…

I en periode har hun været nødt til at kravle ud af sengen for at passe sit arbejde som underviser i sine syv timer om ugen. Og på vej hjem har hun købt tilfældigt take away-mad, fordi hun vidste, at hun ikke kom ud af lejligheden mere dén dag.

- Det har simpelthen været så hårdt. Jeg kunne slet ikke holde til det og har følt det som et overgreb fra kommunens side med de frugtesløse arbejdsprøvninger og rædselsfulde afgørelsesmøder. Men man kan ikke forstå det, hvis man ikke har været i det selv, siger medlemmet, der nu er i 60’erne, og som vi har valgt at kalde Irene, da hun ønsker at være anonym.

Irene ønsker ikke at ”cykle” mere rundt i sin personlige sygdomshistorie, som nu endelig er endt med, at hun har fået tilkendt seniorførtidspension efter 15 år og ”mindst 10.000 fejl”. 

Fakta om dagpengene

  • Hvis du er i fleksjob, har du ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge og efterløn fra a-kassen.
  • Men skal du have efterløn, skal du være medlem af en a-kasse.
  • Hvis du skal have ret til dagpenge, skal du have haft mindst 1.924 løntimer inden for de seneste tre år. For deltidsforsikrede er det 1.258 løntimer. Og du skal have haft mindst 233.376 kroner i lønindtægt inden for tre år.

Men hun er rystet over systemet og kommunens behandling af hende, og håber, at hendes sag og erfaringerne fra den måske kan give håb for og hjælp til andre langtidssyge, der er ved at give op. Som hun selv var.  

- Hvis man ikke har nogle til at hjælpe og støtte sig, er man fortabt i dette menneskefjendske system. Det er et helvede. Derfor er det uhyre vigtigt, at man er medlem af en fagforening, hvor man kan hente støtte hos nogle, som kender lovgivningen og mulighederne, og som sætter sig ind i ens situation og har hele overblikket, siger Irene.

Hun kalder den hjælp og støtte, hun har fået af Uddannelsesforbundet og ikke mindst fra konsulent og socialrådgiver Anne-Marie Otto, for ”enestående”.

- Uden hende var det aldrig lykkedes mig at komme igennem og få bevilget en seniorførtidspension. Og det betyder mere end noget andet, at jeg nu endelig har fået en anerkendelse af min sygdom fra kommunen, siger Irene.

En sidste krampetrækning

Irene tøver ikke med at kalde de forløb, hun har været igennem undervejs, for ”et helvede”. I kommunen, som er en af landets største, var der blandt andet et konstant skift af sagsbehandlere, så de aftaler, der blev indgået, ikke blev overholdt, hendes papirer forsvandt hele tiden, men især de arbejdsprøvninger, Irene blev sendt på, har været belastende.

Hun havde ikke en jordisk chance for at gennemføre med de skader, hun havde efter ulykken, fortæller hun. Derfor var hun mildt sagt svær at overbevise, da Anne-Marie Otto fra Uddannelsesforbundet ville have hende igennem en ansøgning om seniorførtidspension, fordi Irenes helbred var brudt fuldstændig sammen.

Her på kanten af min alderdom har jeg været skrækslagen ved tanken om, hvordan det skulle gå.

- Det tog Anne-Marie meget lang tid at overtale mig til at gå i gang igen. Det er så belastende. Og de forløb, jeg har været igennem i kommunen, har mærket mig på en måde, så jeg hellere ville kravle til månen på knæene end at skulle i gang med en ny arbejdsprøvning. Men hun fik mig alligevel overtalt, og bakkede mig op og holdt fast i mig hele tiden. Det – og så opbakningen fra min egen læge – er de eneste grunde til, at jeg gennemførte og fik min seniorførtidspension, siger Irene.

Penge ud ad vinduet

Undervejs gik det også op for Irene, at hun ikke havde den sikkerhed i form af dagpenge, som hun havde troet og betalt til gennem årene. Hun fandt nemlig ud af, at de syv timer, som var det, hun kunne klare til sidst, ikke var tilstrækkeligt til, at hun var berettiget til dagpenge fra sin a-kasse.

Omvendt var hun nødt til fortsat at være medlem af den, for ellers kunne hun ikke få den efterløn, hun også betalte til, senere.

- Så jeg var nødt til at betale, selv om jeg aldrig ville kunne få støtte fra a-kassen, siger hun, men erkender, at det skyldes lovgivningen, ”som er skrupskør”.

Anne-Marie Otto rådede Irene til at få efterlønnen udbetalt og derefter melde sig ud af a-kassen. Og så gik det igennem med seniorførtidspensionen og blev ”fortid”.  

Den sorte sky er lettet

- Det har været pinagtigt igennem alle disse år, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle lande økonomisk. Og her på kanten af min alderdom har jeg været skrækslagen ved tanken om, hvordan det skulle gå. Efterhånden kunne jeg jo ikke noget som helst, så hvordan søren skulle jeg klare det hele.

- Men nu kan jeg trække vejret på en anden måde. For den store uvished, som har hængt som en sort sky over mig, er lettet. Nu har jeg endelig fået kommunens anerkendelse, og jeg kan nu tilrettelægge mit liv efter mit helbred. Det gør en kæmpe forskel, siger Irene, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt.

Et godt råd

Tegn en ulykkesforsikring. For uden tilskuddet herfra og udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste, havde Irene været helt fortabt økonomisk gennem årene.

Del siden på: