unge-fgu.jpg
DeltagerDanmark
Nyhed

De unge: Husk at snakke med os, inden vi ryger over på FGU

En gruppe produktionsskoleelever er gået sammen for at give de unge en stemme, inden de skal starte på FGU’en.

Andreas Antoni Lund

DeltagerDanmark

12. marts 2019

P

å tværs af Sjælland har 25 unge fra produktionsskoler skabt gruppen Modstrøm, som skal give de unge et talerør.


Især når det gælder den forberedende grunduddannelse, FGU, der skal afløse produktionsskolerne efter sommerferien, vil de unge gerne høres. Derfor præsenterede de i alt ti ønsker til FGU’en for blandt andre Mattias Tesfaye (S), da de lancerede gruppen i starten af februar. Han er en af de politikere, der var med til at vedtage FGU.

- Jeg vil gerne være personvognsmekaniker. Men fordi jeg ikke er så god til matematik, må jeg arbejde rigtigt hårdt på matematikken, fortæller Signe Camilla Christensen fra Modstrøm.

Modstrøms ti ønsker til FGU’en

I løbet af foråret vil Modstrøm præsenterer ti ønsker til FGU’en for en række politikere, FGU-ledere og bestyrelsesmedlemmer. For at forpligte dem til at lytte til Modstrøm fremover vil de gøre dem til ambassadører for gruppen. Den første ambassadør er Mattias Tesfaye (S), som deltog ved Modstrøms lancering 8. februar.

  • Produktionen skal foregå i små værkstedshold af maksimalt 20 elever.
  • Der skal være frihed til at gå til læge og psykolog uden at blive trukket i løn.
  • Der skal være en elevrepræsentant i bestyrelsen på alle FGU-institutioner.
  • Der skal være højest en times transport til skole.
  • Værkstedsledere skal have erfaring med deres fag.
  • Der skal være fælles morgenmad og fælles trivselssamtaler i værkstedet.
  • Undervisningen i dansk og matematik skal integreres i værkstedets praktiske læring.
  • Der skal være trivselssamtaler med værkstedslederen mindst en gang om måneden.
  • Obligatoriske sociale aktiviteter skal ske på tværs af skolen
  • Der skal være en kontaktperson, der kender mig – og en uddannelsesplan, jeg har indflydelse på.

Læs mere på viermodstrøm.dk

Hun er produktionsskoleelev på Strømmen i Vordingborg og kommer muligvis til at gå på FGU efter sommerferien.

Undgå tavleundervisning

Signe Camilla Christensen er positiv over for, at der skal være almene fag på FGU, fordi hun gerne vil blive bedre til dansk og matematik for at kunne komme ind på en erhvervsuddannelse. Hun er imidlertid bekymret for, om de almene fag bliver i form af tavleundervisning.

- Jeg foretrækker, at undervisningen er praksisnær og tager udgangspunkt i mit niveau og mine behov. Jeg skal have det ud i hænderne. Jeg lærer ikke noget af at sidde på en stol og kigge på en lærer, der forklarer noget ved tavlen, forklarer 18-årige Signe Camilla Christensen.

Det er ikke kun hende og de øvrige medlemmer af Modstrøm, som synes, at de unge selv skal høres i debatten. Egmont Fonden har valgt at give initiativet bag Modstrøm en bevilling på godt 1,3 millioner kroner.

Del siden på: