Maj Brit Jensen underviser i heltidsundervisningen, bruger mellemperioderne pædagogisk
Lærer til lærer

Tænk i overgange i stedet for mål for de sårbare unge

Læreren kan hjælpe unge med angst i ungdomsskolernes heltidsundervisning ved i højere grad at tænke skift, overgange og pauser ind.

Udfordringen?

Unge med angst er et stigende problem i ungdomsskolernes heltidsundervisning. De har blandt andet svært ved skift og pauser – at komme hjemmefra og ind på skolen, at skifte mellem aktiviteter eller føle sig trygge i pauser. Hvordan løser Maj Brit Jensen den udfordring?

Hvad gør du?

- Jeg tænker meget i overgangene mellem situationer i stedet for selve situationen – for eksempel undervisningssituationen. Fra autismeområdet ved jeg, at man i stedet for kun at se målet, og hvor man skal hen, tænker i overgangene. Det har jeg taget med i miniversion til mit arbejde her: Hvis det er svært at komme i skole, kan det skyldes, at det er svært at komme ind ad døren til skolen eller at skifte fra en aktivitet til en anden. 

Mere om Maj Brit

Maj Brit Jensen er uddannet cand.mag. i engelsk og oldtidskundskab. Hun har de seneste 15 år været lærer i heltidsundervisningen i Albertslund Ungecenter, Ungdomsskoleafdelingen.

- I perioder har jeg hentet en af pigerne med angst hjemme for at lette overgangen til skolen, fordi hun bor tæt på. Men vi har også brugt modellen med at hente en elev ved lågen – altså at læreren eller en god ven går ud og henter eleven ind. 

- Man skal også hele tiden sørge for, at de er under vingen på en voksen i overgangene fra en aktivitet til en anden, så de ikke står i et tomrum, hvor de ikke ved, hvad de skal stille op med sig selv. 

- Pauser kan være enormt svære, hvis man er psykisk skrøbelig, og derfor har de brug for støtte i ”hullerne” og pauserne. Jeg følger dem også nogle gange ud. Så kan det tænkes, at det bliver nemmere for dem at komme tilbage i morgen. 

Hvorfor er det en god løsning?

- Jeg ved, at for mine elever betyder det noget i situationen og i øjeblikket, men vi arbejder stadig på at finde ud af, om det giver noget på sigt. Det håber jeg, at nogen vil forske i. Og måske handler det ikke så meget om, hvordan vi gør det, men at vi bare tænker tanker omkring de tidsrum, vi normalt ikke tænker over – mellemperioderne – og hvordan vi kan støtte eleverne i dem. 

Dato
Af
Foto
Privatfoto