Kort fortalt

Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
Rekordhøj stigning i søgningen til EUD i Holstebro
Uddannelsescenter Holstebro (UCH) har oplevet en markant stigning i søgetallet fra elever i 9. og 10. klasse til EUD på 18 procent flere unge i forhold til sidste år. Det markerer det højeste søgetal i fem år og ligger væsentligt over den nationale stigning. Stigningen forklares med en lærepladsgaranti, som skyldes et lokalt partnerskab, samt brobygningsforløb mellem folkeskolerne og UCH.
Ny aftale betyder mere praktisk undervisning i folkeskolen
Et bredt politisk flertal har vedtaget ny folkeskoleaftale om blandt andet større valgfrihed for de ældste elever. Alle i 8. og 9. klasse skal kunne vælge en juniormesterlære, hvor de kan komme på for eksempel erhvervsskole, FGU eller kommunal ungdomsskole nogle af dagene og få en reduceret fagrække i andre. De kan dermed få en afgangseksamen, som giver adgang til EUD. Erhvervspraktik bliver også obligatorisk for alle elever.
Samme søgemønster til ungdomsuddannelserne i år
Hver femte af de 64.300 ansøgere, der i år forlader grundskolen, har søgt en erhvervsuddannelse (EUD). Det er nogenlunde samme mønster som sidste år på trods af forskellige initiativer. Børne- og undervisningsministeren udtaler af samme grund, at man vil arbejde videre med planer om en ny ungdomsuddannelse.
Nye projekter i Nordjylland skal fastholde FGU-elever
Alle nordjyske FGU’er er gået sammen med professionshøjskolen UCN act2learn i et nyt projekt: "FGU – når vi lykkes". Det skal styrke undervisningen og fastholde de unge. Blandt andet skal de enkelte skoler dele erfaringer med, hvordan man omdanner didaktiske principper til konkret handling. Projektet er støttet af Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler.
Register giver nye muligheder for forskning i unges uddannelser
Fremover bliver det nemmere at finde ud af, hvor man skal sætte ind, hvis man for eksempel vil vende elevoptaget til EUD. I maj kommer en ny version af Lærer-elev-registret fra Danmarks Statistik - Danmarks datavindue - hvor omfattende data fra danske ungdomsuddannelser bliver en del. Dermed får forskere nye muligheder for at finde effekter og sammenhænge i for eksempel frafald og omvalg.
Ny aftale giver færre krav i sygedagpengeforløb
Fra 1. januar 2025 vil modtagere af sygedagpenge opleve en lettere og mere smidig sagsbehandling i deres forløb. Regeringen og forligspartier har netop indgået en ny aftale, som vil forenkle reglerne for sygedagpenge og sætte borgerens behov mere i centrum. Blandt andet fjernes en række proceskrav om samtaler for sygemeldte, der har et job at vende tilbage til.
IT-fejl har givet EUD for højt tilskud
En fejl i det IT-system, der beregner tilskuddet i lærepladstaxameter til EUD, betyder, at der er blevet udbetalt for meget til nogle erhvervsskoler. I alt har 48 erhvervsskoler fået udbetalt 37 millioner kroner for meget i 2022, hvilket svarer til cirka 10 procent af det samlede udbetalte lærepladstilskud. Det er Styrelsen for It og Læring, der med et nyt IT-system er blevet opmærksom på fejlen. Den betyder, at nogle institutioner i udbetalingen for marts får et mindre tilskud, end det hidtil har været tilfældet.
Uligheden fortsætter i pensionslivet
Mange års lønforskel på et kønsopdelt arbejdsmarked betyder, at der også kan være en forskel i pensionsopsparingen mellem mænd og kvinder på helt op til 25 procent, skriver Faglige Seniorer på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Årsagerne er blandt andet, at kvinder i højere grad har haft deltidsarbejde, og at når lønnen er lavere, bliver procentdelen til pensionsopsparingen det også. Men mænd trækker sig også senere fra arbejdsmarkedet, og færre kvinder arbejder efter pensionsalderen.
Flere unge har et fritidsjob
Flere unge mellem 13 og 17 år havde et fritidsjob i 2022 end året før. Tallet er samlet steget fra 34,9 procent til 35,7. Flere piger end drenge har fritidsjob, men stigningen er størst hos drenge. Og der er flere unge vestjyder, som har et fritidsarbejde, end unge i hovedstadsområdet.
Det er især de ældste på 15-17 år, der arbejder i fritiden – 61,8 procent – og mest i supermarkeder og varehuse. Hos de 13-14-årige er de fleste ansat i post- og kurertjeneste og restauranter.




Måling viser stabil trivsel hos FGU-elever
Trivslen blandt elever på FGU lå i 2023 på samme niveau som tidligere år - i gennemsnit på 3,8 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er høj trivsel. Det viser den årlige trivselsmåling. Målingen viser også, at trivslen er lavest på opfattelsen af faglig trivsel, her er scoren på 3,7, og at 15 procent af eleverne svarer, at de er blevet udsat for uønsket seksuel opmærksomhed.
Danmark vil tiltrække indisk arbejdskraft
Regeringen har indgået ny mobilitets- og migrationsaftale med Indien. Baggrunden er, at Danmark har brug for arbejdskraft, og Indien med verdens største arbejdsdygtige befolkning har brug for opkvalificering.
Aftalen skal gøre det lettere for yngre indere at komme hertil og arbejde kortvarigt. Herefter skal de vende tilbage til Indien med styrkede færdigheder. Aftalen indeholder blandt andet også et tilsagn om at undersøge, om man kan samarbejde specifikt på sundhedsområdet.
Unge skal uddannes som trivselsambassadører
Unge mellem 20 og 30 år kan nu få redskaberne til selv at trives bedre – og for at blive ambassadører for trivsel og fællesskaber for andre unge i uddannelser. Det nye ungedrevne projekt – GROW – med base i innovationshuset Station på Frederiksberg – har netop fået en halv million kroner fra Tuborgfondet til at uddanne trivselsambassadører. De skal gennem en 100 timers uddannelse lære at styrke egen trivsel og støtte op om andres på alle slags uddannelser.