Skal der oprustes - er det på uddannelse og velfærd

For cirka to måneder siden invaderede Rusland Ukraine. Et overfald på et land og dets befolkning, som absolut ikke kan forsvares

Krige og konflikter opstår dog ikke tilfældigt. Modsætningerne mellem Rusland og EU/Nato/USA er igennem mere end 10 år eskaleret. Og det er tydeligt, at invasionen har udviklet sig til en stedfortræderkrig mellem øst og vest. Hele retorikken fra den kolde krig er på plads igen, og krigen er nu blevet varm. Faren for, at den kommer ud af kontrol, er meget stor.

Her kender vi heller ikke slutdatoen, eller hvilke konsekvenser krigen får.

Vi er alle tabere i krigen

Jeremy Corbyn, tidligere leder af Labour i England, har sagt:

”Når det er krig, er det absolut det rette tidspunkt at tale om fred. Hvordan kan vi ellers forhindre endnu flere tab af menneskeliv eller endnu flere millioner, der tvinges på flugt? Alle krige ender med en forhandling af en alle anden art – så hvorfor ikke nu? Der skal være en øjeblikkelig våbenhvile i Ukraine efterfulgt af en russisk tilbagetrækning og en aftale mellem Rusland og Ukraine om fremtidige sikkerhedsordninger.

Der er ingen grund til at forsinke det med flere bombninger og drab, flere flygtninge, flere døde og flere sørgende familier i Ukraine og i Rusland. Men i stedet for at opfordre til fred har de fleste europæiske nationer benyttet lejligheden til at forøge våbenleverancerne, fodre krigsmaskinen og øge våbenproducenternes aktiekurser”.

Vi er alle tabere i denne krig. Værst er det selvfølgelig for dem, som lægger krop og blod til og for deres kære.

De konkrete tab bliver måske endnu større i den tredje verden, hvor hungersnød, krise og kaos vil blive følgesvenden. Vesten vil opleve forsyningskaos, endnu usete prisstigninger og et lurende økonomisk kollaps. Denne vanvittige krig skal stoppes. NU!

Fyret på video

Ét er uroen, nøden og uvisheden globalt denne 1. maj. Men hvad ved vi om tilstandene lige nu på det europæiske arbejdsmarked? Vi bliver lidt i den engelske. Mere præcist på Dover-Calais-ruten.

800 søfolk arbejder på disse færger, som sejler i pendulfart over kanalen. Det er P&O Ferries, som betjener ruten. Firmaet ejes af Shiekh Mohamed Bin Rashid, emir af Dubai og mangemilliardær.

Den 20. marts i år fik de 800 ansatte besked om, at de på et bestemt tidspunkt skulle se en Zoom-video, der var optaget forud. De fleste arbejdede på det tidspunkt på færgerne, og videoen blev vist på færgernes informationsskærme.

De så følgende besked fra P&O Ferries daglige leder:

P&O Ferries havde sørget for, at nye udenlandske ansatte stod klar, når færgerne kom i havn. De var allerede iklædt deres P&O-uniformer. Der var hyret privat vagtværn, som stor klar til at sikre sig mod uro fra de fyrede. Vagtfolk med håndjern og busser var parate på kajen.

The working poor – også i Europa

Det er selvfølgelig lønnen, der er årsag til denne groteske massefyring.  I Storbritannien er man garanteret en mindsteløn på små ni pund – 79 kroner. De fyrede fik sandsynligvis endnu mere. Firmaet, som står bag den nye besætning, der primært består af indere, betaler kun 1,8 pund i timen – cirka 16 kroner. Smuthullet ser ud til at være, at de skal operere i internationalt farvand. Dermed kan man ignorere den britiske mindsteløn.

Apropos mindsteløn har EU også fremsat et direktiv om dette. Det venter i processen på en godkendelse og implementering.

Og hvordan ser det ud med mindstelønnen i EU? I 21 af de 27 EU-lande har man ved national lovgivning bestemt en mindsteløn. Tyskland har en mindstetimeløn på 9,82 Euro. (Den nye regering har foreslået en stigning til 12 Euro fra oktober – det vil sige 89 kroner). Og ellers er det opgørelser på månedsløn. I Spanien 1.100 Euro, i Frankrig 1.540 Euro og i de tidligere østlande og Grækenland er mindstelønnen 500-600 Euro om måneden.

Hvor udbredte er de så disse mindstelønninger? I Tyskland vil de bebudede stigninger i mindstelønnen berøre 6.2 millioner arbejdstagere.

Vi har altså i dag mange, mange millioner i Europa, som har betegnelsen working poor.

Alle alarmklokker burde ringe

Mens vi venter på et EU-direktiv, har både regering, arbejdsgiverne og FH herhjemme meldt ud, at vi ikke ønsker dette. Skulle det blive en realitet, tager vi turen til den europæiske domstol, lyder det. Det er, som om man ikke rigtig tager det alvorligt. Og at sætte sin lid til denne domstol er som at sætte ræven til at vogte hønsene.

Fagbevægelsen burde være i det røde felt. Alle alarmklokker burde ringe. Vi har allerede et stort parallelt arbejdsmarked, hvor overenskomster er ikke eksisterende, men hvor også illegal arbejdskraft, skatteunddragelse, socialt bedrageri og grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen desværre er udbredt. Corona – og de efterfølgende nedlukninger – dokumenterede, at cirka 300.000 ansatte var uden nogen overenskomster. Der skal ske noget snart. Ellers er denne kamp tabt.

Men hele diskussionen om EU-mindsteløn her været påfaldende fraværende i den sidste periode. FH-ledelsen har jo også nu fået andre prioriteringer!

Det nationale kompromis

Den 6. marts i år blev en skelsættende dato – kendt for Det nationale kompromis: På rekordtid besluttede et flertal i Folketinget at øge bevillingerne til forsvaret og til Nato-bidraget. Vi taler om et betydeligt milliardbeløb mange år fremover. Udskrivningen er så omfattende, at man måtte lempe på budgetlovens regler, som blandt andet fastsætter det økonomiske råderum.

Mange i den offentlige fagbevægelse havde set frem til et forøget råderum til uddannelse og velfærd og presset på i mange år. Men her er vi ofte blevet mødt med det rigide svar, at budgetloven jo har fastsat fordelingen og råderummet, så hvis nogen skal have mere, bliver det på andres bekostning.

En udbredt filosofi ved megen lovgivning og reformpolitik i de sidste mange år.

Efter et døgns tid løste man dog op for budgetloven for at kunne finansiere den militære oprustning. Krudt og kugler vandt over uddannelse og velfærd.

Det andet store tema for Det nationale kompromis var udskrivelsen af en folkestemning den 1. juni i EU-regi. Denne gang om forsvarsforbeholdet, som flertallet nu ønsker afskaffet.

Fagbevægelsen har altid været splittet på EU-spørgsmålet. Denne gang er ledelsen i FH gået aktivt ind i ja-kampagnen. Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at hun er parat til at lægge hånden på kogepladen for USA og Nato og nu også for at få mere EU ved at afskaffe forbeholdet. Det bliver rigtig spændende at se, om hun og Lizette brænder fingrene.

Debat på repræsentantskabsmødet

Jeg tilhører den del af fagbevægelsen, der har opfattelsen, at det er et grundlæggende princip og en pligt for os at kæmpe for fred og for nedrustning, for velfærd og uddannelse.

Hele dette tema skabte stor debat på vores eget repræsentantskabsmøde i slutningen af april. Min egen sektion – ungdomsskolelærerne – havde stillet forslag til udtalelse, som netop vendte sig imod oprustning på bekostning af velfærden. Og den påpegede, at det ikke er hele fagbevægelsen, som støtter en ophævelse af forbeholdet.

Et flertal besluttede desværre, at dette måtte vi ikke have nogen mening om som forbund. Det var for politisk – endda partipolitisk, argumenterede flere. Holdningen hos flertallet var, at uenigheder og eventuel kritik af FH-ledelsen skulle holdes inden døre. En lidt trist beslutning, som jeg dog er hel sikker på, ikke er langtidsholdbar.

Et historisk fald i reallønnen

Jeg har forsøgt at holde mig til de store spørgsmål i denne 1. maj tale. Og det er ikke, fordi vi ikke har både udfordringer og problemer i vores eget forbund. Den kommende tid bliver travlt optaget af at kæmpe for en lang række af vores område, skoler og institutioner og her holde skindet på næsen. Vi står over for et historisk fald i vores realløn.

Til efteråret skal vi følge og støtte de private overenskomstforhandlinger nøje og selv begynde forberedelsen af OK24.

Men denne 1. maj bliver under parolen i undervisernes telt: Oprust på uddannelse og velfærd. Rigtig god 1. maj.