Kommentar

FGU-elever: Giv os handicaptillæg som andre studerende

Du kan søge om handicaptillæg ved siden af din SU, hvis du har en funktionsnedsættelse, der gør det umuligt for dig at have et studiejob, til andre uddannelser. Men ikke som FGU-elev. Og det, selv om der på FGU går mange unge, der har allermest brug for støtte i uddannelsessystemet. Det skriver medlemmer af FGUs elevorganisation Modstrøms ungeråd i dette debatindlæg med en klar opfordring til politikere.

Alle unge, der har et fysisk eller psykisk handicap, burde kunne få et handicaptillæg. Det mener vi i Modstrøm, for vi vil gerne skabe lighed i uddannelsessystemet. Du skal have de samme rettigheder som elev og studerende på et forberedende uddannelsestilbud, som på en ungdomsuddannelse og på en videregående uddannelse.

Der er mange unge på FGU, som kunne have brug for netop dette tillæg.

Vi anslår, at en stor procent som regel starter på en FGU-skole, fordi de enten har nogle psykiske eller fysiske udfordringer, som gør, at de ikke er klar til at tage en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse endnu. Er du i forvejen psykisk eller fysisk forhindret på grund af et handicap, er du ikke i stand til at have et fritidsjob eller et deltidsjob ved siden af FGU-skolen. Derfor mener vi, at det er lige så vigtigt, at man kan søge handicaptillæg som elev på en FGU. 

Flere unge vil komme i uddannelse  

I Modstrøm har vi lavet en lille spørgeundersøgelse, som er sendt rundt til alle FGU-skoler i

Danmark, hvor 90 elever svarede. 50 procent af alle dem, der svarede, ville benytte sig af handicaptillæg, hvis de havde muligheden for at få det. Undersøgelsen er ikke repræsentativ, men den giver en lille indikation af, at der er mange unge på FGU, som kunne have brug for netop dette tillæg. Det ville hjælpe dem bedre gennem FGU-forløbet og videre ud i uddannelse.

Til sidst endte det faktisk med, at jeg fik stress oveni min angst og borderline.
Nickie Maria
Tidligere FGU-elev

58 timers arbejdsuge med borderline

Nickie Maria er for eksempel tidligere FGU-elev på FGU Syd og Vestsjælland i Korsør og fortæller, at hun måtte arbejde ved siden af FGU.

”Jeg kunne ikke få økonomien til at løbe rundt med den skoleydelse, som jeg fik udbetalt på FGU, da jeg var udeboende og skulle have råd til at kunne klare hverdagen med mad, husleje, medicin og psykologtimer. Derfor tog jeg ved siden af mit FGU-forløb et arbejde i Bilka i 20-25 timer om ugen. Samtidig gik jeg 33 timer i skole. Det vil sige at, jeg enten var i skole eller på arbejde 58 timer om ugen. Alt imens jeg havde psykiske ting at bokse med, som knyttede sig til min angst og borderline.

Kort tid efter jeg var begyndt på mit arbejde i Bilka ved siden af mit FGU-forløb, begyndte jeg at få hovedpine stort set hver dag, når jeg kom hjem fra enten skole eller arbejde. Jeg fik svært ved at koncentrere mig om at lave lektier og mine huslige pligter, så til sidst endte det faktisk med, at jeg fik stress oveni min angst og borderline.

Hvis jeg kunne have fået handicaptillæg, ville jeg have haft mulighed for at fokusere på min læring på FGU. Jeg kunne lægge 100 procent i skolen og lektierne. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde gået på en erhvervsskole, kunne jeg få tildelt et handicaptillæg for min borderlinediagnose”.

Derfor kære politiker:

Ligestil FGU med andre ungdomsuddannelser på området. 

Som repræsentanter for FGU-eleverne kommer der derfor her en klar opfordring til alle politikere, FGU-ansatte og folk, der arbejder med uddannelse: Hjælp os med at få ret til et handicaptillæg. Vi vil ikke have, at andre FGU-elever skal opleve det samme som Nickie Maria. Langt flere unge på FGU skal have noget godt ud af deres skole, selvom de har et handicap og psykiske udfordringer.

Vi ønsker, at FGU bliver set på, ligesom alle andre ungdomsuddannelser, og at FGU er på lige fod med andre elever og studerende, der har ret til handicaptillæg.

Skrevet af: Nickie Maria Ladving, Simon Ejlund, Thais Redder, Jonas Markussen, Ida Nikoline Seremet, Michael J. Mwaura, Dicte Rauschenberg Rejmers, Cassandra Vesselgaard, Emil Nielsen Christoffer Larsen, Alma Monnerup og Alexander Munk Andersen

Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk

Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her

Dato
Af
Modstrøms Ungeråd