Kronik

Erhvervsuddannelserne skal have et kæmpe løft

Det skyldes uddannelsessnobberi, at erhvervsuddannelserne mangler elever, prestige og bevågenhed. Men den katastrofale udvikling skyldes også ukendskab til uddannelserne fra lærere, journalister og politikere på Christiansborg. Det skriver tidligere minister og medlem af Folketinget Bertel Haarder, som også giver sine bud på, hvordan man kan vende den katastrofale udvikling.

Bertel Haarder

20. december 2022

Skal man forklare erhvervsuddannelsernes situation, er ’uddannelsessnobberi’ ordet, man ikke kan komme udenom. 

Det var uddannelsessnobberi, da en tidligere regering med fuld opbakning i Folketinget absolut ville have 60 procent af de unge til at tage en videregående uddannelse, mens der ikke var noget tilsvarende mål for erhvervsuddannelserne.

Begrundelsen var, at der i fremtiden skulle være langt mindre produktion i Danmark. Kun det kreative skulle foregå i Danmark. Det var den amerikanske teoretiker Richard Florida, der udbredte den misforståelse til den snakkende klasse i hele den vestlige verden og derved bidrog til skævvridning af søgningen og svækkelse af samfundets evne til fornyelse og omstilling.

Både lærerne i folkeskolen, journalisterne og politikerne på Christiansborg har én ting til fælles: De kender kun gymnasiet indefra.

Det koster os nu, hvor der snakkes meget om grøn omstilling samtidig med, at det næsten kun er manglen på hænder i den offentlige sektor, der præger den politiske debat. Der er jo lige så stor mangel på hænder i den private sektor.

En katastrofal udvikling

Søgningen til erhvervsuddannelserne falder, stik mod hvad samfundet har brug for. Der er 7.500 færre elever på erhvervsskolerne end sidste år. Det er en katastrofal udvikling. 

Tænk bare på fjernvarmeværkerne, der jo skal hjælpe os ud af Putins gas-fælde. De kan ikke opfylde borgernes og samfundets ønske om langt mere fjernvarme, fordi der ganske enkelt mangler svejsere og andre håndværkere! Den mangel vil gøre al snakken om grøn omstilling til tom snak.

De to tidligere departementschefer i Statsministeriet var begge erhvervsuddannede.

Problemet er blandt andet, at både lærerne i folkeskolen, journalisterne og politikerne på Christiansborg har én ting til fælles: De kender kun gymnasiet indefra, ikke erhvervsskolerne. Der er kun ganske enkelte hæderlige undtagelser.

Medaljer omtales ikke

Jeg oplevede det som undervisningsminister. Der lød et ramaskrig, hvis man tog bare en enkelt time fra et gymnasiefag og gav den til et andet. Man risikerede en ydmygende forespørgselsdebat, hvor et flertal pludselig så netop det fag som det eneste saliggørende. Erhvervsskolerne derimod behandles med langt mindre interesse om ikke ligegladhed. Det, man ikke kender, har man ikke lyst til at udtale sig om.

Hvert forår bliver det flittigt omtalt, når fulde studenter løber om Krinsen på Kongens Nytorv og fejrer deres eksamen. Men når selveste Hendes Majestæt Dronningen på Københavns Rådhus lykønsker nogle af verdens bedste håndværkere med deres medaljer, har det langt mindre interesse.

Schweiz er beviset på, at erhvervsuddannelserne kan tiltrække halvdelen af de unge, hvorefter mange læser videre senere.

Det betragtes som en selvfølge, at gymnasieelever skal have idræt i skolen. Det er en meget hellig ko. Da jeg opdagede, at læreplanerne ikke forlangte, at eleverne skulle have sved på panden og pulsen op, lød der et ramaskrig blandt idrætslærerne, for faget er naturligvis blevet akademiseret som alt andet. Det skal sammenholdes med, at de fleste erhvervsskoleelever end ikke har adgang til frivillig idræt på skolen. Da jeg foreslog, at idræt i 3. G. i gymnasiet skulle gøres frivilligt, og at de sparede penge overføres til frivillig idræt på erhvervsskoler, blev det selvfølgelig ikke til noget.

Mangel på prestige og bevågenhed

Det værste er dog, at erhvervsskolerne generelt slet ikke har den prestige, som de korte og lange videregående uddannelser har. Og heller ikke den samme bevågenhed hos de bevilgende myndigheder.

I Korea og Japan kan man se, hvor galt det kan gå, hvis det fortsætter. Her betragtes en plads på universitetet som det eneste saliggørende, og 80 procent vælger den vej – til stor skade for erhvervslivet, samfundet og de mange unge, der ender i blindgyder med deres akademiske kvalifikationer.

Er denne udvikling en naturlov? Nej. Schweiz er beviset på, at erhvervsuddannelserne kan tiltrække halvdelen af de unge, hvorefter mange læser videre senere. Og Schweiz er vel at mærke et af de allerrigeste og velfungerende lande i verden. 

Også i Danmark har erhvervsuddannelserne engang været et trin på spændende karriereveje. De to tidligere departementschefer i Statsministeriet var begge erhvervsuddannede. Den ene som elektriker, den anden som kok! Førstnævnte blev endda nationalbankdirektør!

Danmark kunne være i samme kategori. Danmark har jo fået overleveret den gamle mesterlære, som også har præget Tyskland, Østrig og Schweiz og til dels Nederlandene.

Mesterlæren skal udbredes

Da jeg var minister første gang, ville begge arbejdsmarkedets parter med vold og magt afskaffe mesterlæren. Jeg strittede imod og forhindrede det, og vi fandt et kompromis. Men akademikersnobberiet fortsatte, og tilstrømningen svandt ind. Jeg fik startet Højere Teknisk Eksamen, HTX, og senere EUX, som er teknisk-gymnasiale uddannelser, med betydelig succes, men der er stadig for få, der vælger dem.

Da jeg var integrationsminister, foreslog jeg mesterlæreadgang til sosu-uddannelserne, blandt andet for at give unge med anden etnisk baggrund en chance for at vise, hvad de duede til. Det blev kraftigt imødegået af den socialdemokratiske socialordfører på et stormøde i Odense. Hun hed Mette Frederiksen og fik stort bifald.

At være dannet er også at have øvet sig på en håndværksfærdighed 10.000 gange.

Derfor var det en ekstra nydelse at opleve, at samme Mette Frederiksen i forbindelse med præsentationen af SVM-regeringen i december fremhævede en udbredelse af mesterlæren som en vigtig vej til at øge rekrutteringen til erhvervsuddannelserne.

Erhvervsuddannelser i ”kloge hænder”

Måske var det bare ord som så meget andet. Men jeg tror på den ærlige hensigt. Blandt andet fordi Mattias Tesfaye blev flyttet fra Justitsministeriet til Børne- og Undervisningsministeriet. Det er blevet beskrevet som en degradering, men det er helt forkert. Erhvervsuddannelserne er topprioritet for SVM-regeringen, og Tesfaye er den helt rigtige til at reformere dem og polstre dem med større økonomisk sikkerhed, flere indgange og dermed større søgning.

Han gav mig sin bog ”Kloge hænder”, hvor han også fremhæver dannelsesaspektet i erhvervsuddannelserne. At være dannet er ikke kun at se sig selv i en større sammenhæng og kende sit lands kultur og historie. At være dannet er også at have øvet sig på en håndværksfærdighed 10.000 gange. Det er jo det, der især gør Danmark berømt over hele verden: Det gode håndværk, Wegner-stole, Wiinblad-keramik, Georg Jensens sølvsmedje, NOMA og alle de andre Michelin-restauranter og kokkehuer, som har gjort dansk mad berømt i hele verden.

Det skal være in at gå på erhvervsskole

Jeg håber, Tesfaye og hele sektoren vil satse på flere campus´er, hvor de unge kan vælge mellem en lang række uddannelser. Inklusive tiende klasse, der for fremtiden ikke bør være afslutningen på Folkeskolen, men i stedet begyndelsen på en uddannelse. Derfor skal den ikke ligge på folkeskolerne.

Særligt én metalskole havde ualmindeligt få frafaldne. Forklaringen var helt indlysende, at der lå en frisørskole samme sted!

Når de unge er samlet i en campus, bliver institutionerne motiveret til at gøre afbrydelser og uddannelsesskift smertefri. Idealet skal være, at de unge ikke behøver fortælle derhjemme, at de har skiftet spor, for de går jo stadig det samme sted. Og blandingen af uddannelser vil også medføre bedre balance mellem piger og drenge – og bedre fester. Det skal være ”in” at gå på erhvervsskole, og dertil hører også det sociale miljø – og festerne. Det skal ikke være forbeholdt gymnasierne, som æder en alt for stor del af de unge og uddannelsesbevillingerne.

Jeg mindes, at jeg som minister blev forelagt tal, der viste, at særligt én metalskole havde ualmindeligt få frafaldne. Forklaringen var helt indlysende, at der lå en frisørskole samme sted!

Derfor var det også totalt visionsløst, at sosu-skolerne på Lolland-Falster ikke ville være med i erhvervsuddannelsescentret CELF.

Der er i den grad brug for flere erhvervsuddannede. Derfor er der også god grund til at overføre penge fra den svulmende universitetssektor, hvor et flertal af unge velbjergede får de længste og dyreste uddannelser med verdens højeste uddannelsesstøtte, der helt klart flytter penge fra mindre- til merebemidlede og øger uligheden. Forhåbentlig kan det gøres uden at reducere uddannelsernes kvalitet.

 

Del siden på: