Kronik

Online sprogunder­visning kan noget andet (og ofte mere) end fremmøde

Online-undervisning er ikke kun en nødløsning og en erstatning for noget, der i sagens natur måtte være bedre. Tværtimod giver den i forhold til DU3-kursister og nogle gange også de stærkeste DU2-kursister nogle bedre muligheder end den fysiske under­visning. Det mener Steffen Haurholm-Larsen, der er sprog­lærer i dansk som andetsprog på alle danskuddannelser og alle moduler.

11. marts 2021

Jeg har hørt fra flere kolleger i forskellige sammenhænge, at “online-undervisning jo aldrig kan erstatte fremmødeundervisning”. Den opfattelse vil jeg gerne udfordre lidt her. Faktisk mener jeg, at online-mediet, hvis det bruges effektivt, på nogle centrale punkter og overfor visse grupper af kursister er den traditionelle klassebaserede sprogundervisning pædagogisk overlegen. Det gælder kursister, der har bestemte forudsætninger som en høj grad af autonomi og digitale kompetencer. Det vil primært sige DU3-kursister, men i nogen grad også de stærkeste kursister på DU2.

Det er nu et år siden, at store dele af det danske samfund og verden med blev lukket ned på grund af COVID-19. For voksenundervisningen – herunder alle sprogcentre og sprogskoler i Danmark – kom det til at medføre en delvis suspension af tilbud om danskuddannelse til voksne, som det hedder i bekendtgørelsen fra styrelsen. Men der var stor forskel på, hvad denne suspension konkret kom til at betyde for tilbuddet til den enkelte kursist på den enkelte skole. 

I takt med at det blev klart, at nedlukningen ikke bare ville tage det par uger, fandt skolerne ud af, at man kunne undervise kursisterne via forskellige online-platforme. Nogle skoler havde da også haft online-tilbud, længe inden der var noget der hed coronavirus i Danmark. Det var tilbud til kursister, der for eksempel rejste meget på grund af jobbet, eller som ville få lang transporttid til skolen. Men der var – og er – stor forskel på selve online-tilbuddets karakter rundt omkring på skolerne.

Synkron, asynkron – eller hybrid

Man kan grundlæggende skelne mellem to typer online-undervisning: synkron og asynkron undervisning. Det første er, hvor læreren deltager på samme tid som kursisterne, og det andet, at læreren forbereder opgaver eller andet materiale, som kursisten kan arbejde med i sit eget tempo, typisk individuelt og som regel selvrettende.

Synkron sprogundervisning foregår via et videosamtale-program, mest populært Zoom eller Teams, og kan foregå klassevis, i mindre grupper eller som eneundervisning. Jeg mener, at den bedste dynamik opnås i grupper på tre eller flere, men ellers er gruppens størrelse faktisk underordnet.

Fordele og ulemper ved online-undervisning

Fordele

  • Den enkelte kursist får meget taletid.
  • Gruppearbejdet er uforstyrret, hvilket resulterer i bedre koncentration og mindre generthed.
  • Gruppemedlemmerne må bruge hinanden i stedet for læreren (denne kan dog tilkaldes ved behov for hjælp).
  • Kursisten kan deltage i undervisningen selv under udlandsophold eller fra arbejdspladsen, hvis man ikke kan nå hjem.
  • Kursisten kan passe sine private gøremål og pligter i direkte forlængelse af undervisningen (hvilket dog også giver udfordringer, læs under ulemper).

Ulemper

  • Privatlivet risikerer at forstyrre undervisningen, da kursisterne oftest sidder hjemme.
  • Kursisten går glip af den sociale interaktion, som finder sted i pauserne på skolen.
  • Kropssprog og mimik, som er en vigtig del af kommunikationen, kan ikke aflæses på samme måde som ved fysisk tilstedeværelse.
  • Udtaleundervisning kan hæmmes af dårlig lydkvalitet.

Asynkrone forløb bruges en del inden for DSA-undervisningen, men jeg mener ikke, at det kan sidestilles med undervisning eller betragtes som andet end et supplement til den synkrone undervisning på lige fod med den myriade af sprog-apps til smartphones, der efterhånden findes.

En tredje mulighed er de såkaldte hybrid-forløb, hvor man veksler mellem at kursisterne laver individuelle online-opgaver og dernæst enten får skriftlig eller indtalt feedback eller mødes med læreren via videosamtale. Jeg har ikke selv erfaring med denne type forløb og kan derfor ikke udtale mig om dem. I det følgende fokuserer jeg derfor på synkron undervisning i klasser eller grupper.

Break out-rooms – en ny mulighed

Der vil utvivlsomt være stor forskel på, hvordan den enkelte lærer metodemæssigt går til sprogundervisningen. Det bunder i, at der er forskel på lærernes individuelle overbevisninger om, hvad der faciliterer læring, og hvad der ikke gør. Uden at dette skal være den store redegørelse for metodevalg må et af de store spørgsmål, vi som lærere stiller os selv, være, hvem der primært skal styre undervisningen: kursisterne eller læreren? Med andre ord: lærer man sprog ved at modtage input fra læreren i størstedelen af tiden, eller lærer man det ved primært selv at producere sprog, interagere med og forhandle betydninger med andre indlærere? Hvis svaret er det sidste, det interaktionistiske, så må konsekvensen være, at hovedparten af undervisningen bør foregå i mindre grupper.

Ovenstående overvejelser er naturligvis også relevante for den traditionelle fremmødeundervisning, men online-mediet giver nogle muligheder, som vi ikke før har haft. I forhold til gruppearbejde i sprogundervisningen ligger det revolutionerende primært i de såkaldte “breakout rooms”, altså grupperum, som kursisterne kan sendes ud i, og hvor de laver deres gruppearbejde helt uforstyrret af de andre grupper, både lydmæssigt og visuelt. I traditionelle klasserum med måske 20-25 kursister i en klasse kan det være en udfordring overhovedet at finde plads eller ro til gruppearbejde. En yderligere fordel, som disse grupperum giver, er, at man nemt kan “blande” grupperne på ny, så der kan dannes nye grupper, hvor kursisterne automatisk føres hen. Det vil sige i en ny konstellation med nye gruppemedlemmer.

Det giver en åbenlys pædagogisk fordel i mange sammenhænge, hvor man ønsker at øve det samme stof med variation, uden at det fra kursistens synspunkt føles som en gentagelse.

Er afskåret fra at bruge læreren som ”krykke”

I min egen undervisning bruger jeg typisk 20 procent af tiden på at introducere en ny aktivitet eller forklare tematikker eller grammatik mellem blokkene af gruppearbejde. Og resten af tiden bruges i breakout rooms, hvor jeg har mulighed for at “besøge” grupperne en ad gangen, lytte med, rette og give råd og input. Det gør sig gældende på alle moduler på DU3.

Ved at arbejde på denne måde vil den enkelte gruppe det meste af tiden skånes for forstyrrelser fra de øvrige grupper, men det har også den fordel, at de er afskåret fra at bruge læreren som “krykke”. Nogle kursister har en tendens til ofte at bede læreren om hjælp eller input, fordi de enten er vokset op med en skolekultur, hvor al viden kun bør komme fra læreren, eller måske fordi de er usikre og ønsker at blive i deres “velværezone”, hvor de ikke bliver udfordret. Af samme grund er der også situationer, hvor jeg bevidst vælger at være fraværende fra gruppearbejdet, da jeg ønsker at kursisterne skal udfordre sig selv og søge hjælp hos hinanden i stedet for hos mig.

Alle kursistgrupper har altså ikke lige godt udbytte af online-undervisning, og den er heller ikke uden begrænsninger. Men når disse forbehold tages, mener jeg, at den ikke bare er et nødvendigt onde, men derimod et nyt pædagogisk redskab med spændende perspektiver.

Et af de store spørgsmål for fremtiden kunne være, om der er en målbar forskel på udbyttet af henholdsvis fremmøde- og online-undervisning, og hvilke konsekvenser det kan få for fremtidens sprogundervisning?

Del siden på: