Kommentar

Flyt dansk som andetsprog til VUC

Det er i alles interesse, at tosprogede voksne lærer et ordentligt dansk. Men området har været udsat for kaotiske tilstande på grund af blandt andet udliciteringer hvert fjerde år. Derfor foreslår Charlotte Mikkelsen, lærer i dansk som andetsprog, at man trækker området ind i det offentlige uddannelsessystem - på VUC.

Lærerne i dansk som andetsprog har i mange år været udsat for utallige licitationer, fyringer, kaotiske ansættelsesforhold, uprofessionel ledelse, opbrud med videre. Vores kursister på de tre danskuddannelser har på samme vis været udsat for kaotiske forhold – skiftende lærere/ledere/skoler…

Så kan det mon hænge sammen med, at ministeriet nu siger, at niveauet på danskuddannelserne er faldet?

Det koster… på kvalitet, på gennemløbstiderne, på kursisternes og lærernes motivation.
Charlotte Mikkelsen
Lærer i Dansk som andetsprog

Hvorfor er det, at vi i Danmark, som har et offentligt uddannelsessystem – med folkeskoler, gymnasier og for eksempel VUC – har uddannelser for tosprogede uden for dette system, og at disse uddannelser er så nedprioriterede? 

Det område bliver udliciteret hvert fjerde år til mange private aktører, hvis hovedformål det er at tjene penge. Det koster… på kvalitet, på gennemløbstiderne, på kursisternes og lærernes motivation – men også fordi private firmaer tjener på at lave udliciteringsarbejde.

Vi mangler arbejdskraft i Danmark – ufaglærte såvel som faglærte, højtuddannede og lavtuddannede. Det har politikerne og erhvervslederne fokus på. Det må derfor være i offentligheden og samfundets interesse, at vi uddanner de tosprogede bedst muligt og hurtigst muligt og sikrer god kvalitet i uddannelsen af borgerne.

Og hvorfor overhovedet spilde så mange kroner på det – med ringe resultater – når vi faktisk allerede har offentlige gode skoler, som kan løfte opgaven? Vi har nemlig rammerne for, at sprogområdet bliver bedre.

VUC har et integrationsmiljø

Vi har VUC, som i forvejen uddanner mange af vores tosprogede borgere – sammen med danske elever. VUC har allerede et voksenuddannelsesmiljø – et integrationsmiljø – hvor kursisterne møder danskere og tosprogede, som uddanner sig på FVU, 9.-10 klasse, ordblindeundervisning og HF. 

Det betyder, at de kan komme i et miljø, hvor de bliver inspireret til uddannelse, og hvor de møder tidligere skolekammerater fra sprogskolen og får nye venner – og hvor de kan fortsætte deres uddannelse efter danskuddannelsen.

Sprogskolerne er mange steder ved at være meget små
Charlotte Mikkelsen
Lærer i Dansk som andetsprog

På mange sprogskoler er kursisterne derimod isolerede fra et dansk miljø, og sprogskolerne er mange steder ved at være meget små. For lærerne betyder det mangel på faglig inspiration og faglig isolation. 

På mange sprogskoler – måske især i udkantsdanmark – har lærerne været – og er stadig – udsat for ledere, som ikke har det store kendskab til dansk som andetsprog eller til at skabe et inspirerende læringsmiljø. På VUC er der i forvejen professionelle uddannede ledere, som er vant til at drive skoler.

Der er plads på VUC

Et andet argument for at flytte danskuddannelserne til VUC er, at der er plads! Det vil sige, at man ved at flytte danskuddannelserne til VUC ikke behøver leje nye lokaler/sætte IT-udstyr/tavler med videre til rådighed – hvert fjerde år på ny.

Hvis lærerne i dansk som andetsprog og ledelserne kunne stå sammen under samme tag for at kæmpe for bedre forhold for danskuddannelserne, ville det blive en stærk politisk kraft – en samlet kraft, som kunne vække politikernes interesse for dette område.

Et trygt læringsmiljø, hvor skolen, lærerne og kursisterne ikke skal i udbud hvert fjerde år.

Jeg ved godt, området også er præget af fyringer disse år. Og med kursistnedgang kan dette måske ikke undgås. Men så kan vi i det mindste stå sammen om at forbedre vilkårene – både for kursister og lærere. Lærerne har mange kvalifikationer, og mange kan også undervise på VUC i andre fag.

Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk

Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her

Dato
Af
Charlotte Mikkelsen