Frokostpausen der blev forsinket
En af de helt store goder ved de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018 var - udover det utroligt massive sammenhold, der blev vist - at der kom sejre i hus.
Det, som vi på AMU-Vest var meget optagede af, var den betalte frokostpause, som overenskomsten sikrede for ALLE.
I Politiken den 20. april 2018 blev de statsansattes topforhandler i CFU, Flemming Vinther, spurgt om kravet om betalt spisepause var en del af konfliktgrundlaget.
- Ja, for helvede! Spisepausen skulle sikres, og det er den blevet. Det her er suverænt den bedste aftale, jeg nogensinde har landet, var han citeret for at sige.
Pausen var dog ikke mere sikker, end at en række skoleledelser hævdede, at deres skoler ikke skulle betale. Det fik de god hjælp af Moderniseringsstyrelsen til at mene. I en uskøn alliance forsøgte de to parter at ”stjæle” vores overenskomstsikrede pause.
Det tog mange måneder at få vores forhandlere i CFU til at forstå, at der var skoler, der ikke ville betale. Det endte efter over et år og en usædvanlig sendrægtighed fra Moderniseringsstyrelsens side med, at der skulle nedsættes en voldgiftsret, der skulle afgøre uenigheden.
Sendrægtigheden gjorde, at der skulle komme en afgørelse ultimo januar 2020. Det kunne vores forhandlere i CFU åbenbart ikke vente på, så de indgik en aftale ultimo november 2019.
Det blev en god forretning for arbejdsgiveren
Glæden ved aftalen blegnede en del, da vi hørte, at den betalte pause ikke blev fra april 2018, ej heller fra november 2019, men fra august 2020 – over to år inde i overenskomstperioden.
Når en arbejdsgiver, efter de ansattes mening, forsøger på at snyde de ansatte for deres ret, så er det enten en voldgift, der kan rette op på overenskomsttvisten, eller også indgår de faglige forhandler en aftale. Det er helt efter bogen.
Aftalen betød, at vi godt nok fik vores ret, men med over to års forsinkelse… og på en måde, der sikrede, at arbejdsgiver sparer over to års betaling. Så det blev en god forretning for arbejdsgiveren at trække sagen i langdrag.
Det er vi naturligvis dybt skuffede over. Os berører det også, at vores forbund har haft så lidt fokus på at kritisere den aftale, som vores forhandlere i CFU er nået frem til.
Kørt ud på et sidespor
Personligt ville jeg hellere have haft, at det var i en voldgift, der have givet så dårligt et resultat, end at det var vores egne folk, der frivilligt aftalte det.
Jeg er helt klar over, at vi ikke ville have fået den betalte frokostpause uden vores fagforening og sammenholdet ved overenskomsten. Derfor er jeg glad for, at der er kommet en afgørelse. Hele sagen har dog kørt på en sådan måde, at man som medlem har følt sig helt kørt ud på et sidespor, uden reel mulighed for at gennemskue, hvad der skete. Det virkede som om, at man forsøgte at skjule, at aftalen ikke var så god som, den blev forsøgt solgt som.
Fremover vil det være smart af Uddannelsesforbundet at være mere åben og imødekommende overfor medlemmernes ønsker og usikkerheder. Og tage henvendelser mere alvorligt.
Fagforeningerne er udsat for et stort pres fra mange sider fra arbejdsgivere, styrelser og ministerier osv. Hvis dette pres ikke skal udmøntes i medlemsflugt, så må fagforeningerne op på hesten igen og markant og klart vise, hvem de repræsenterer. Opfordring herfra: Meget mere klar tale og meget mindre uld.
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk.
Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her
