Kolleger spiser frokost sammen og griner
Fokus

Sådan giver I hinanden arbejdsglæde

Et godt kollegaskab spiller en hovedrolle i dit arbejdsmiljø – og er en afgørende buffer i krisetider. Det er budskabet fra to arbejdslivseksperter, som her giver konkrete råd til, hvordan du skaber og passer på kollegaskabet – også i krisetider.

Et godt kollegaskab gør det sundere, sjovere, mere sikkert og produktivt at gå på arbejde. Så entydige er konklusionerne fra arbejdsmiljøforskningen.

 – Gode kolleger giver social støtte, og det, ved vi, er ultravigtigt i forhold til et godt arbejdsmiljø. Det sænker sygefravær og stress, og det letter arbejdsgangene, hvis kolleger kender og stoler på hinanden.

Det er nogle af pointerne, som flyder i en lind strøm fra Signe Pihl-Thingvad, professor i arbejdsmiljø og offentlig ledelse ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, når hun skal understrege, hvorfor det er vigtigt at have et godt kollegaskab.

Vi skal kere os

Forskningen anviser også ret klart ingredienserne i det gode kollegaskab. Udover det relativt indlysende – at vi lytter, støtter og er villige til at give en hjælpende hånd – så handler det også om at være opmærksomme på hinanden, simpelthen at kere sig om hinanden.

En meget vigtig forudsætning for det er dog, at der er et vist overskud til stede. Både i form af ressourcer og menneskeligt overskud.

Den pointe kommer fra Martin Mølholm. Han er arbejdslivsforsker på Institut for Kommunikation og Psyko­logi, Aalborg Universitet og ph.d. i videnskabsfilosofi.

Dét overskud skal vi først og fremmest bruge til at give os hen til det øjeblik i kollegaskabet, hvor vi ser hinanden som andet og mere end instrumenter, mener arbejdslivs-filosoffen.

Almenlærer og faglærer i dyb samtale
Almenlærer Dorthe Christensen og faglærer Dan Stæhr fra FGU Dronninglund mærker dagligt det gode kollegaskab, der fungerer, selv om det ikke altid har været lutter lagkage. Foto: Hans Ravn

Vi skal se hinanden

– Forudsætningen for det gode kollegaskab er, at vi ikke alene ser hinanden som et redskab. Vi er ikke bare et råmateriale, vi er ikke bare et greb til at løse praktiske arbejdsopgaver. Vi er mennesker, der har værdi i sig selv, og dét ligger som en forudsætning for overskuddet, siger Martin Mølholm.

For det at blive set som andet og mere end et redskab skaber overskud i sig selv.

– Vi er på arbejde, ja. Vi skal være produktive, ja. Men arbejde har for de fleste en betydning på et dybere eksistentielt plan end blot at løse en opgave.

Derfor har vi brug for også at blive mødt som mennesker. Ikke kun arbejdere.

Vi skal simpelthen også operere med en ikke-tid. Den ikke-planlagte tid.
Martin Mølholm
Arbejdslivsforsker

Det er overordnet ledelsen, som har ansvaret for et godt arbejdsmiljø, men arbejdslivseksperterne peger også på det ansvar, som vi hver især har til at stemple ind i fællesskabet på en arbejdsplads.

Giv også plads til mennesket

Hvis det kun er den ene del af vores organisme, der er brug for, og hvis det kun er arbejdsdelen, der bliver adresseret og inddraget, påvirker det os negativt på et mere fundamentalt plan. Og det tager af vores overskud, understreger Mølholm.

– Lukker du for blodtilførslen til det ene ben, dør det jo. Vi bliver amputerede. Og dér begynder det at gøre ondt på os som mennesker at gå på arbejde.

Derfor må kontakten til kollegaen aldrig kun blive instrumentel, overfladisk og formåls- og nyttebestemt, pointerer forskeren.

– Bliver den det, forandrer vi grundlæggende vores relation til hinanden, vi bliver mere skrøbelige, og det får en negativ effekt på vores arbejdsmiljø.

Vi skal operere med ikke-tid

Men hvordan udmønter man så konkret dét på sit job? Det kan være udfordrende, erkender Mølholm, der dog ikke er meget i tvivl om substansen: Vi skal opgradere mellemrummene, glorificere ikke-tiden.

– Vi kan så godt lide at være effektive, sige ”SÅ, nu skal vi…”. Som den trætte mor, der kommer sent hjem og har en halv time med ungerne og siger ”NU skal vi hygge os. Jeg har et onlinemøde om en halv time, HYG nu for helvede”, griner Mølholm.

– Det ved vi jo godt, man ikke kan. Ligesom man ikke kan sige til en kollega, at nu skal vi saftsuseme have en fordybet samtale.

Vi indkalder til møder, som er afmålt til en time. Vi laver en dagsorden med punkter, der er afsat minutter til. Det skal vi stadig, for vi skal også være produktive og effektive, som Mølholm siger. Men:

– Vi skal simpelthen også operere med en ikke-tid. Den ikke-planlagte tid. Den ubeskrevne tid.

Forsøm i rigtig rækkefølge

Skal vi give plads til dén, skal vi prioritere anderledes. Bagfra. Ikke begynde med det vigtigste, næst-vigtigste, tredje-vigtigste. I stedet skal vi hive det af tallerkenen, som vi faktisk godt kan undvære, indtil der kun er det helt absolut nødvendige tilbage.

– At prioritere er at forsømme i den rigtige rækkefølge. Og det er sindssygt vigtigt! Dét giver pauserne. Det er så helt afgørende for vores trivsel og mellemmenneskelige relationer, at vi oplever, der er rum til det ikke-løsningsorienterede, ikke-formålsbestemte, ikke-udmålte møde med vores kolleger, understreger Mølholm.

Grib og bliv grebet

Ifølge Martin Mølholm har vi gennem de seneste 40 år effektiviseret arbejdslivet med LEAN-projekter, New Public Management, hvor der blandt andet styres efter økonomiske incitamenter og eliminering af alle de bløde ting i produktionen. Vi har i effektiviseringens navn gjort os selv til toptunede maskiner. Og der går vi galt med hinanden, for:

– Jeg er ikke en maskine, og jeg vil ikke være en maskine. Jeg vil gerne være til rådighed og være en toptunet arbejdsbi. Men jeg vil ikke reduceres til kun at være det. Og det er vi megagodt i gang med, mener filosoffen og arbejdslivsforskeren.

Det er en ventil, at man kan tale med sine kolleger om de svære ting.
Signe Pihl-Thingvad
Professor i arbejdsmiljø

I stedet skal vi ophøje mellemrummene, for det er i dem, at mødet kan opstå.

– Hvis jeg allerede er på vej videre og kun tænker på at få løst den næste opgave, kan jeg ikke blive grebet som menneske. Og det er hele forudsætningen for, at det gode kollegaskab kan lade sig gøre.

– Vi tror, at alt kan lade sig gøre, hvis vi dagsordensætter det. Men vi bliver ikke sociale af at lave en fredagsbar. Er alt fedtet skåret væk, mellemrummene minimeret, og hele ugen superrationaliseret, så er det også dét, jeg er. Og det bliver et problem for vores trivsel, overskud og kollegaskab.

Opfordringen fra Martin Mølholm er derfor ganske klar:

Skab flere mellemrum. Hyld ikke-tiden. Indse at den bidrager med noget vigtigere end produktivitet. Nemlig det, der kitter det gode kollegaskab sammen.

Når det bliver ekstra svært

Det gode kollegaskab er ekstra vigtigt i krisetider. Men hvordan bruger man hinanden i en svær situation? Ifølge Signe Pihl-Thingvad handler dét om at dele sine bekymringer på en konstruktiv måde.

– Der er ingen tvivl om, at i krisesituationer – besparelser eller store organisatoriske forandringer – har man brug for den buffer, som gode kolleger er for det psykiske arbejdsmiljø. Det er en ventil, at man kan tale med sine kolleger om de svære ting.

Men, understreger arbejdsmiljø-professoren:

– Et godt kollegaskab er også at hjælpe hinanden videre. Vi skal tale konstruktivt sammen, så det ikke ender i, at det hele er forfærdeligt. Man kan også tale problemer OP i fællesskab, og det skal man selvfølgelig passe på ikke at gøre.

Undgå brokkekultur

Fremfor at få skabt en brokkekultur eller en negativ spiral skal man forsøge at se hinandens styrker, lyder rådet fra Signe Pihl-Thingvad. Måske ser én kollega ikke en stor IT-omlægning som skræmmende og er i stand til at hjælpe andre. Og måske kan den IT-forskrækkede hjælpe med noget andet.

Pointen er ikke at undgå at tale om negative følelser eller lukke for bekymringer, understreger arbejdsmiljøprofessoren. Man skal bare også huske at være konstruktive i fællesskab. Tale om, om der er muligheder, man overser. Kan man hjælpe hinanden og sammen gøre præmissen mere overskuelig?

– Men bare det at man i et godt kollegaskab får lov at sige ”jeg synes godt nok, det her er svært” kan i sig selv være en ventil. Det skal bare ikke blive det eneste, det handler om, pointerer Signe Pihl-Thingvad.

Vi er ikke hjælpeløse

Lidt på samme måde lyder det fra Martin Mølholm, der dog også opfordrer til, at man sammen sætter spørgsmålstegn ved rammerne – og om de tillader, at man kan være i dem.

– Der er rammer, vi ikke kan ændre. Især i krisetider. Og er ressourcerne færre og forventningerne stigende, ved vi, det skaber negativ spænding og kan skabe underskud. Der har ledelsen et enormt ansvar for at justere forventningerne, men vi har også selv et ansvar, mener Mølholm.

– Vi skal ikke gøre os selv totalt hjælpeløse og sige ”men rammerne er jo, som rammerne er”. Vi har en tendens til at vende det indad, hvis vi ikke kan præstere under den præmis. I stedet bør vi i fællesskab tale om, hvad rammerne gør ved os som mennesker, og hvordan vi har det med det.

Det kan godt være, der ikke er en løsning. Det er muligt, vi ikke kan lave rammerne om. Alligevel er der noget forløsende i, at man i fællesskab tager samtalen og spørger hinanden, om rammerne er i overensstemmelse med et godt og ordentligt liv. Om det er et ordentligt fundament for et arbejdsfællesskab, der ikke bare tager vores energi, men også giver, lyder det fra Martin Mølholm.

– Vi må godt have en forventning om, at når vi går hjem fra arbejde, så er vi ikke totalt drænet for energi. Og at vi har overskud til ikke blot at løse vores opgaver, men også at være her, som de mennesker vi er.

Jeg arbejder meget alene. Hvad gør jeg?

Du har aftenundervisning på sprogskolen, fjernundervisning på VUC’et eller måske sidder du stadig med meget online-undervisning. Hvis du arbejder meget alene, hvordan får og understøtter du et kollegaskab?

  • Arbejder du meget alene, har ledelsen et større ansvar for at understøtte kollegaskabet. Din leder skal sørge for regelmæssige touchdown, hvor du kan være med i din (kollega-)gruppe. 
  • Det kan være i form af personalemøder hver 14. dag, hvor man får vendt det, der er svært, og hvor I husker, at der også skal være plads til social udveksling. 
  • Møderne kan være både online og fysisk, men det er vigtigt, at I får talt om de problematikker, der kan være svære, når man står alene, så I har nogle at vende det med.
  • Man kan lave mentorordninger eller små samarbejdsgrupper, hvor I hjælper hinanden på tværs.

    Kilde: Martin Mølholm og Signe Pihl-Thingvad

Dato
Af
Foto
Hans Ravn