Henrik trak stikket fra drømmejobbet
Ved udgangen af sidste skoleår valgte Henrik Stasiak Hagelquist at trække stikket i et halvt år fra jobbet som lærer på FGU i Aarhus.
Ikke fordi han var kørt sur i arbejdet med eleverne, eller fordi forholdet til kolleger eller ledelse knirkede. Beslutningen handlede om ham selv.
- Jeg kunne mærke, at det, der var ved at udvikle sig i mig, ikke var til gavn for hverken organisationen eller for mig selv. Og så vurderede jeg, at jeg har et ansvar for at passe på mig selv, men også på vores FGU. Det nytter ikke noget, at mine kolleger og ledelsen har en medarbejder gående, som spreder mere gift end gødning, siger Henrik.
- Der var ikke nogen, der gjorde noget ved mig. Det var noget i mig, som var ved at udvikle sig i en retning, jeg ikke brød mig om. Det var jeg nødt til at tage alvorligt. Jeg trak mig, fordi jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle finde ud af at være en god lærer eller kollega ved at blive i det.
Op til valget af den seks måneders selvbetalte orlov gik Henrik med en følelse af at fortabe sig for meget i ting, han ikke lykkedes med, eller som i hans øjne burde være anderledes.
Håbet var, at han ved at få det hele på afstand ville finde en måde at være i jobbet på, hvor han bedre kunne tøjle frustrationerne.
Troede FGU ville være noget andet
På spørgsmålet om, hvad det så var, han gerne ville lykkes mere med, lyder svaret:
- Min forestilling om, at FGU er et stort fællesskab, hvor vi laver skole bredt fagligt på tværs af fag og hold og får skabt en fusion af det hele. Jeg havde nok en forestilling om, at de projekter, jeg var involveret i, ville havde bragt mig og FGU’en et andet sted hen, end det var tilfældet, forklarer Henrik.
- Og så måtte jeg jo finde ud af, hvorfor vi ikke var der. Hvorfor jeg ikke var lykkedes.
Henrik har været med siden FGU’ens start i 2019. Han blev virksomhedsoverdraget sammen med kolleger fra VUC, og hans forventninger til det nye undervisningstilbud, de nu skulle skabe, var store.
- Det lød som noget, jeg længe har drømt om at være en del af. Det med at favne flere måder at være i verden på. Ikke kun at sidde på en stol med en computer og være intellektuel, men også være praktisk i et musiklokale, teater eller metalværksted.
- Den bredde savnede jeg efter at have arbejdet mange år i folkeskolen. Der starter man også bredt, men så bevæger læringen sig langsomt op mod vores hoved. Det, synes jeg, er forkert, siger Henrik, der på FGU’en underviser på både AGU og PGU i musik og teater.
Vil hjem igen
Da Uddannelsesbladet taler med Henrik første gang i juni 2022 kort før orlovens start, er der mange følelser på spil.
- Jeg græd tidligere i dag, da jeg havde et hold, fordi det nu er tæt på, at jeg skal sige farvel. Og jeg kan mærke, hvor meget de betyder.
- Det er på alle måder et drømmejob, så det kan virke mærkeligt, at jeg rejser fra det. Men det gør jeg i virkeligheden af respekt for projektet, mine kolleger, organisationen og mig selv. Jeg skal jo ikke været et sted, hvor frustrationerne fylder mest. Hvis jeg ikke synes, at jeg leverer godt nok, må jeg finde ud af, hvordan jeg kan give det bedste, sagde Henrik dengang. Han oplevede kun støtte fra ledelse og kolleger omkring sit valg:
- De har sagt, at hvis det er det, jeg har brug for, så bakker de op om det. Men så vil de gerne, at jeg vender snuden hjem på et tidspunkt.
- Det er også det, jeg siger til dem - at jeg vil hjem igen. Og hjem, det er at komme på FGU, fordi det er et fantastisk sted at være.
Arbejdet vandt over familietid
Under orloven arbejdede Henrik med at starte på en frisk.
Tidligere havde han haft svært ved at adskille job og privatliv. Han blev ofte hængende længe på arbejdet og kom så hovedkulds ind ad døren til den klassiske børnefamilie-cocktail af ulvetime, leg, søskendekonflikter, madlavning, spisetid og lektier. Og når familiens to børn sov, fandt han retur til computeren og forberedelsen af næste dags skema. Så var den dag gået.
- Min hustru har tit sagt, at hun ville ønske, at jeg også kunne lægge al den energi og det engagement, som jeg har i mit arbejde, i familien. At jeg fik lige så mange ideer til ting, vi kunne lave sammen. Jeg synes, jeg kan mærke, at jeg kommer hjem og har en anden ro i mit system nu. Arbejdet fylder anderledes i mig.
Rolleskifte under orlov
Det var også en del af målet, da Henrik i løbet af sin orlov arbejdede på en privat grundskole. Her greb han muligheden for aktivt at arbejde med sin indstilling til jobbet.
- Min identitet skulle ikke være ham, der var en del af – og satte gang i - alt muligt, Jeg ville prøve at tage en anden rolle.
- I starten kunne jeg mærke, hvordan min identitet som FGU-lærer fulgte med, men stille og roligt begyndte jeg at få en anden rolle. Jeg kunne mærke, hvordan det her med at prøve at træde lidt i baggrunden gjorde det lettere for mig at parkere mit arbejde og vende hjem med overskud.
Frygten skulle ikke styre
Mange kaldte valget om orlov fra drømmejobbet modigt, og i sidste ende var det netop et opgør med frygten, der gav Henrik det sidste rygstød til at træffe beslutningen.
- Min hustru spurgte: Hvad er det, der styrer dig lige nu? Hvorfor er du i tvivl? Og i virkeligheden var det jo frygten for, hvad der så skulle ske med mig.
- Lige der var det tydeligt for mig, at hvis det er frygten, der skal styre, om jeg skal tage en pause fra noget, så skal jeg tage den pause. Tingene skal nok vise sig at finde deres vej. Det løser sig.
I dag har tingene fundet deres vej for Henrik. Eller, de er på vej til det.
Efter seks måneders pause er han vendt tilbage til FGU Aarhus. Her har nye kolleger sluttet sig til gamle og velkendte ansigter, hvilket på sin vis gør det lettere for Henrik at indtage en ny plads i lærerværelset.
Han er opmærksom på ikke at falde tilbage i samme mønster som før. Når han tager hjem, lader han arbejdscomputer og telefon ligge.
- Min kone mærker meget tydeligt, at det er en anden måde, jeg kommer hjem på nu. Jeg er nærværende. Der er ikke noget, der kører rundt i mig. Jeg skal ikke lige op til min computer eller have skrevet nogle gode ideer ned. Jeg er ikke frustreret over, at nu kan vi igen ikke gøre, som jeg synes, vi skal gøre.
Kan ikke kontrollere alt
På spørgsmålet, om Henrik har været for engageret i jobbet og investeret for meget af sig selv i arbejdet med de unge, lyder svaret:
- Det ved jeg ikke, men jeg er gået til det på en uhensigtsmæssig måde. Mit engagement er stadig på samme niveau, men måden at være engageret på er anderledes. Jeg er blevet mere bevidst om at være i det på en roligere måde. Jeg er mere forstående i forhold til, hvad jeg kan styre og kontrollere, og hvad jeg ikke kan. Der er ting, jeg kan gøre, og så er der bestemt ting, jeg ikke kan.
- Der kunne jeg før sidde og være frustreret og meget eksplicit over for leder og kolleger, men det ændrede ikke noget. Det blev selvforstærkende. Jeg blev frustreret, og når der ikke skete noget, blev jeg endnu mere frustreret. Det kom der ikke noget ud af.
Lys i øjnene giver jobbet mening
Henrik er nu kommet hjem. Hjem til FGU Aarhus. Og tilbage til de unge elever, som han brænder for at hjælpe videre i livet. Og så giver frustrationerne i sidste ende mening, slår han fast.
- Jeg mærker helt tydeligt, at vi gør en forskel. FGU er en afgørende institution for rigtig mange unge. At møde dem, som de er, og give dem mulighed for at udfolde sig på alle mulige måder. Det vokser de af og bliver nogle unge mennesker, der kan stå på egne ben og få sig en god tilværelse.
- Jeg kan se, at mange af dem får lys i øjnene igen og en tro på, at livet også har en masse godt at tilbyde. Det er jo for fanden det, det handler om.
