Grafik af kvinde der peger og råber svin
Bag om

Øjenvidners skildringer kan være upræcise

Man skal passe på med at tro, at vidner gengiver begivenheder, nøjagtigt som de har fundet sted.

ukommelsen er ikke som en harddisk, der registrerer oplysninger og lagrer dem en til en. Den minder snarere om en Wikipedia-side, hvor man selv og andre efterfølgende kan forme og påvirke indholdet.

Og derfor er der risiko for, at vidners udsagn ikke altid giver et retvisende billede af, hvad der egentlig er sket.

Det fortæller Trine Sonne, der er forsker ved Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning under Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i børns hukommelse og underviser i vidnepsykologi.

Ifølge Trine Sonne kan vidner ligefrem – helt utilsigtet – komme til at huske detaljer, som ikke var del af den oprindelige begivenhed og i værste fald skabe reelle falske erindringer.

- Vores hukommelse er bygget til at være ret fleksibel, fordi vi både bruger den til at huske ting, der er sket, og til at forestille os ting, som kan ske ude i fremtiden. Den fleksibilitet medfører en risiko for, at vi danner falske erindringer, forklarer Trine Sonne, der ikke forholder sig til en konkret sag, men alene til hvordan hukommelsen virker, når man skal vidne.

Kan være fri fantasi

Vidner kan således både erindre begivenheder delvist forkert og i værste fald komme til at tro, at de husker noget, som faktisk er ren fantasi.

- Man kan sige, at vi mennesker egentlig ikke er bygget til at vidne. Det er sjældent, at vi har brug for en nøjagtig erindring af, præcis hvad der er foregået i hverdagssituationer. Så at huske detaljer forkert er noget vi alle – til en vis grad – oplever, men det er ikke tit, vi bliver stillet til regnskab for, hvad vi husker og dermed opdager det, påpeger Trine Sonne.

Man kan derfor ikke umiddelbart udefra vurdere, hvor præcist et vidne husker, ligesom man kan komme ud for, at vidner ændrer forklaring over tid – uden nødvendigvis selv at være klar over det.

- For vidnerne vil den nye erindring opleves lige så ægte, som hvis den var uændret, fortæller Trine Sonne.

Hun mener dog godt, at man kan bruge vidner i undersøgelser og i efterforskningsmæssige eller juridiske sammenhænge.

- Men man skal bare vide, hvordan hukommelsen fungerer. Det er rigtig vigtigt at være bevidst om, at det betyder noget, hvordan man udspørger vidner, så man ikke kommer til at påvirke deres erindringer, understreger Trine Sonne.

Dato
Af
Andreas Antoni Lund
Foto
Julie Flansmose