De færreste anmelder COVID-19 som arbejds­skade

Er det for svært at bevise, at man er blevet smittet med COVID-19 på arbejdspladsen? Er det for besværligt at anmelde? Eller er det måske for flovt at være den, der har stået og prædiket afstand, visir og afspritning for elever og kursister, og så selv er blevet smittet?

Der kan være mange årsager til, at det kun er under halvdelen af alle de danskere, der mener, de er smittet på arbejdet, som ender med at anmelde det som en arbejdsskade.

Lars Sandager, som er advokat med speciale i arbejdsskadesager, mener, at mismatchet mellem de to tal netop kan være en kombination af flere ting. Blandt andet peger han på, at det kan være svært at løfte bevisbyrden for, at det er sket på arbejdet.

- På arbejdsskadeområdet skal du som skadelidt bevise, at du har været udsat for en ulykke på arbejdet. Og der står jo ikke navn på, hvor du har fået vira henne, siger han og tilføjer, at i de undersøgelser, han har set, aner langt de fleste ikke, hvor de er blevet smittet.

- Man bor jo ikke på sit arbejde, men er også sammen med familien og andre og har måske mødt nogle hos bageren. Det er de færreste, der kan bevise, at det er sket på arbejdet, siger han.

Omfattende skemaer

Lars Sandager udtaler sig på baggrund af Uddannelsesbladets forsøg på at finde forklaringer på, hvorfor der er så stor forskel på antallet af smittede, der angiver arbejdspladsen som smittekilde, og omfanget af dem, der anmelder det som arbejdsskade: Hvis alle anmeldte det, ville der nemlig være mellem 12.000 og 20.000 anmeldelser. Men det er kun 5.884, der er gået videre med deres sag og har anmeldt det til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Spørgsmålet er hvorfor. Og ifølge advokaten er det altså en kombination af flere ting. Udover bevisbyrde mener han, at der blandt andet stadig kan være et manglende kendskab til, at det kan anmeldes.

- Det er lidt nemmere at sige, hvad der er sket, hvis man falder over dørtrinnet ind til kantinen, end lige at tænke over, at man må være blevet smittet på arbejdet. Vi har jo aldrig tænkt det som en arbejdsskade, hvis man får en forkølelse af en kollega. Den kan du lige såvel have fået derhjemme, siger Lars Sandager.

Kalender og hukommelse et must

En anden forklaring på mismatchet kan være, at mange ikke orker at anmelde. Man skal nemlig udfylde et ret omfattende skema, og et medlem af Uddannelsesforbundet har tidligere fortalt til Uddannelsesbladet.dk, at hun af samme grund var ved at opgive. Man skal da også have godt styr på sin kalender og krydsede fingre for, at ens COVID-19-smitte ikke er gået ud over hukommelsen, når man skal udfylde spørgeskema fra AES ved en anmeldelse.

Skemaet består af mere end 30 spørgsmål. For eksempel et meget omfattende spørgsmål, der skal udelukke alle andre smittekilder end arbejdet. Her skal man blandt andet angive: Om man har været i privat kontakt med nogen i sit hjem eller andre personer, som har været smittet med COVID-19, og hvornår – samt på hvilken måde – man har været sammen. Om man har haft privat rejseaktivitet inden for tre uger før sygdomsperioden med angivelse af dato. Om man har deltaget i fritidsaktiviteter eller haft sociale sammenkomster i ugerne op til sygdommen med angivelse af dato og på hvilken måde. Og om man har anvendt offentlig transport til og fra arbejdet i ugerne op til symptomerne opstod – med dokumentation.

Afvist på grund af manglende svar

Selv med milde symptomer kan der dog opstå senfølger, og en arbejdsskade skal anmeldes inden for et år.

Seniorpressekonsulent Christian Frederik Mortensen fra AES har tidligere oplyst til Uddannelsesblade, at der blandt de afviste er næsten en femtedel, der bliver det, fordi der mangler svar fra den tilskadekomne. I statistikken fra uge 13 er tallet dog større: Her var cirka 1.100 sager anerkendt som ulykkessager eller erhvervssygdomssager, og omkring 360 var afvist, blandt andet fordi der mangler svar.

Advokat Lars Sandager har ikke gennemført ”empiriske undersøgelser”, som han siger, og dem, der ikke føler, det er umagen værd at anmelde, ”hører vi jo af gode grunde aldrig om”.

- Det er dog helt klart, at jo større tærskelkravene er for at komme videre, jo færre vil på forhånd gide at anmelde det, siger han.

Corona-skam

En helt tredje forklaring på, hvorfor der er så stor forskel på antallet af danskere, der angiver at være smittet på arbejde, og antallet af anmeldelser, kan være corona-skam. Det kan i særlig grad ramme professionelle som for eksempel lærere.

- Corona-skam er et nyt ord, som har sneget sig ind i vores sprog. Det handler om, at vi føler os forkerte og måske skyldige. Vi forestiller os, at andre ser ned på os, hvis vi bliver smittet, siger Keld Molin, der er praktiserende psykolog i Kolding og medlem af Psykologforeningens corona-panel med sin baggrund som specialist i krisepsykologi eller psykotramatologi.

- Det kan gå ud over de flestes selvtillid, hvis man bliver smittet på arbejdet, hvis det er der, man er professionel og skal have styr på tingene, siger Keld Molin og peger på, at det kan være slemt for især en leder at blive smittet.

- Og lærere har jo et lederansvar foran en klasse og er med til at styre håndteringen i dagligdagen – ”husk nu at passe på”, eller ”husk nu at spritte af”. Så selv om det kan ramme os alle, kan man som leder af klassen blive særlig ramt, hvis man smittes, tilføjer han.

Er det uprofessionelt?

Keld Molin har gennem research og samtaler med sine klienter fundet ud af, at corona-skam er et mere dominerende tema, end han havde troet – både i forhold til den enkelte og til virksomheder. For er man blevet smittet, fordi man ikke selv har passet på?

Kan arbejdspladsen gøre noget for at afværge, at det kan føles skamfuldt at blive smittet?

- Det kan den bestemt. For eksempel ved at forholde sig til realiteten, at vi alle kan blive ramt, at vi alle skal passe på, og at ingen er garanteret noget som helst. Det skal man sørge for at få sagt, siger Keld Molin og forklarer, at det er som at køre bil: Man kan være nok så forsigtig og køre efter reglerne, men man er ikke herre over hvordan for eksempel andre kører.

- På arbejdspladsen er vi gode til at italesætte corona og forholde os til værnemidler og ændret adfærd, men hvis vi i højere grad taler om, hvad corona er for noget, vil det også være nemmere at tale om, når man bliver ramt, så man ikke skammer sig, siger han.

Modvilje mod anmeldelse?

Keld Molin mener ligeledes, at det kan være flovt for en arbejdsplads, hvis man har mange smittede. For, som han siger:

- Som arbejdsplads vil man gerne vise, at ”her har vi styr på tingene, vi opfører os, som vi skal”. Og så kan det altså være svært at gå ud og fortælle, at nu har vi syv medarbejdere, der er blevet smittet. For vil reaktionen så være, at man er en uordentlig organisation, der ikke har styr på det?

Det billede genkender Pernille Brøndum, der er formand for Danske HF & VUC, ikke. Hun mener tværtimod, at man er ”meget oppe på dupperne” med at overholde anmeldelser og kender ikke til, at nogen ikke skulle ville anmelde det.

- Vi har faktisk lige fra starten undersøgt i ministeriet, hvad vi gør, hvis en medarbejder ønsker at få det anmeldt det som arbejdsskade. Så vi ved godt, at hvis man er blevet smittet på skolen, så er det selvfølgelig en arbejdsskade. Jeg har spurgt rundt omkring i mit netværk, og jeg har ikke hørt om nogen modvilje mod at anmelde det som arbejdsskade, siger hun.

Pernille Brøndum mener heller ikke, at virksomheder eller medarbejdere skammer sig over smitte på arbejdspladsen.

- Jeg har da hørt om begrebet corona-skam, men jeg tror, at vi har et andet læringsmiljø på VUC end andre steder. Det tager vi meget oppe fra og ned. Jeg har haft to smittede medarbejdere alt i alt, som ikke er blevet smittet på skolen. Det er da bare ærgerligt og frustrerende, men så kommer man videre med det, siger hun, men mener at corona-skam måske især kan ramme en anden gruppe – nemlig de tosprogede kursister.

- Det, vi ser ude i samfundet nu, er, at man kommer til at pege nogle pile mod tosprogede. Det er rigtigt uheldigt. Man kunne i stedet se på socioøkonomiske sammenhænge eller tendenser, siger hun og tilføjer:

- Vi kan ikke se forskel på etniske danskere og tosprogede i forhold til smitten her.