Karin Sievers
Tæt på

Det er svært at slå ned på noget som jeg ikke gør

Som praktikkonsulent har Karin Sievers aldrig en typisk arbejdsuge. Hun laver alt mellem himmel og jord på Tietgen, hvor man uddanner EUD- og EUX-elever på det merkan­tile område til hovedforløb, og når hun opsøger flere praktik­pladser og matcher elev og virksomhed. Nu skal hun også som tillids­repræsentant være med til at ansætte den nye vicedirektør.

Mandag

Hvis folk siger, at ”du har jo ikke noget i kalenderen”, svarer jeg, at det bliver jeg nødt til ikke at have, for ellers kan jeg ikke rykke, hvis nogen har brug for min hjælp. Min hverdag er meget foranderlig. Jeg har et bredt arbejdsfelt, og det er svært at slå ned på noget, som jeg ikke gør. Jeg kommer i alle afdelinger og har praktisk taget kontakt med alle – og så er jeg nysgerrig. Nogle uger har jeg masser af virksomhedsbesøg, andre har jeg TR-arbejde eller samtaler med eleverne. 

Eleverne har ofte brug for min hjælp. Det kan være til en ansøgning eller til at kigge på cv’et. Der er også en tendens til, at eleverne føler sig pressede og er bange for, at de ikke har lært nok, når der er seks måneder, til de skal aflevere fagprøven. 

Så kan jeg foreslå, at vi lige ser på den læringsplan, de får, og så kan de ofte se, at de faktisk har lært det, de skal. Hvis de ikke har, sætter jeg mig ned med både virksomheden og eleven og siger, at ”hør, det halter lidt dér”. Måske viser det sig, at eleven har glemt, hvad hun har lært. Men det kan også være, at virksomheden kun har ansat hende, fordi de mangler en til at tage telefonen. Det er jo ikke godt nok. Hvis de ikke kan byde ind med punkterne i læringsplanen, og eleven er rigtig ked af det, prøver vi at fiske eleven ud. Måske kan vi enes om at tage ham eller hende videre i vores praktikcenter

Tirsdag

Jeg har været ude at aflevere brunsvigere og en guldkuvert til de 27 virksomheder, som eleverne har indstillet til Årets Læreplads. Normalt holder vi et stort arrangement på Storms Pakhus, men det er aflyst på grund af corona. Det er en lang, men hyggelig proces, som ender med en landsdækkende kåring af Årets læreplads i København. Sidste år var dobbelt så mange virksomheder indstillet hos os, men coronaen må have givet eleverne en anderledes oplevelse af at være i lære i år.

Onsdag

Når en elev skal matches med en praktikplads, gør jeg meget ud af at forventningsafstemme hos begge parter.

Jeg synes hverken, at de unge er værre eller mere uopdragne end tidligere. Det er blot en anden generation, der har oplevet deres første krise med coronaen. Men hvis man er i 50 plus-alderen og ikke er vant til at arbejde med unge mennesker, tror man ofte, at de har samme forståelsesramme som en selv. Det har de ikke. Og det er ikke ond vilje, at de ikke vil lave kaffe eller tømme opvaskemaskinen, men fordi ingen har sagt til dem, at ”det er sådan, vi gør her”.

Jeg siger også til virksomhederne, at hvis alle hos dem er meget ”lyshårede”, skal de tænke sig godt om, hvis de vil ansætte en meget ung elev. For der er langt fra 17 og op til 50 plus. Så man skal sørge for, at der er andre yngre medarbejdere i virksomheden, så eleven har en, hun kan identificere sig med og holde sammen med. De skal også tænke på, hvilken type de vil have. Måske falder direktøren over hende den lille livlige, mens de egentlig har brug for en i bogholderiet, der skal kunne sidde stille.  

Der er mange ting, der kan gå galt på en læreplads. Eleven kan vælte, hvis den oplæringsansvarlige rejser, eller hvis eleven skal skifte fra en afdeling, han er tæt knyttet til. Det kan også gå galt, når virksomhederne ikke har sikret sig, at den, der skal lære en elev op, synes, det er sjovt, eller hvor der ikke er tid til det. Andre gange må jeg sige råt for usødet til eleven, at ”det er forkælet det der, tag dig lige sammen”. Jeg kan godt lide de unge, og det er vigtigt. For når jeg tillader mig at sige den slags, skyldes det, at jeg gør det med et glimt i øjet og har sikret mig, at de synes, det er okay.

Torsdag

Normalt ringer jeg en gang om ugen til virksomheder, der ikke har en elev, for at høre, om jeg må fortælle, hvad det vil sige. Og når de har hørt det, synes nogle, at det da er dumt, at de ikke har tænkt på det før, mens andre siger nej tak. Det kan vi jo ikke gøre noget ved. Men der er ofte en lidt forsinket forløsning, for der kan gå tre måneder, så ringer de alligevel tilbage: ”Hej Karin, du ringede…” Så besøger jeg dem, og måske spørger de, om jeg kan se efter en god elev i vores praktikcenter, så de slipper for at slå en stilling op. Men det kan også være, de sender et stillingsopslag. Vi har simpelthen den bedst besøgte elevplatform på Fyn, fordi alle stillingsopslag står der, og den er altid opdateret. 

Vi har haft mindre opsøgende arbejde i år. Før corona ville virksomhederne rigtig gerne have elever, men så stoppede det hen over en nat. Og jeg synes ikke, jeg kan ringe til en virksomhed, når jeg ikke ved, om jeg skal give den kunstigt åndedræt. Men generelt har vi en rimelig god virksomhedsgruppe, der er okay til at tage elever. 

Fredag

Der har været færre problemer under coronaen med underviserne, end jeg forventede. Det skyldes måske, at vi inden for de seneste år har fået en ny ledelse, der er meget imødekommende og lytter. Jeg skal læse en masse ansøgninger igennem nu, for jeg skal som tillidsrepræsentant med til ansættelsessamtalerne om den nye vicedirektørstilling. Og det har vi ikke haft kutyme for før. Jeg har en aftale med vores nye erhvervsuddannelsesdirektør om, at hvis der er noget, så kommer jeg. Vi kan som regel finde en fælles forståelse, og kun hvis vi slet ikke kan blive enige, inddrager jeg forbundet. 

Jeg har en lidt pragmatisk tilgang til verden og synes, det er meget lettere med en dialog. For når du har den, er det nemmere at få talt om andre problemer også. Vi har jo samme mål: at få lavet en ordentlig arbejdsplads med et ordentligt indhold. Så jeg vil hellere diplomatiets vej end krigen.

Dato
Af
Foto
Privatfoto