Seniorliv_Louise Thrane.jpg
Louise Thrane
Tema: Det tredje liv

Tre bud på en værdig pensions­alder

Læs, hvad et lille udsnit af Uddannelses­forbundets medlemmer mener er en værdig pensionsalder, hvem der er nedslidte, og hvordan man holder sig selv i gang.

Andreas Antoni Lund

Louise Thrane

21. august 2019

Tanker om det tredje liv

Isabel Berg, 43 år, ungdomsskolelærer

På Uddannelsesforbundets repræsentantskabsmøde i maj fremførte Isabel Berg, at alle skal have  ret til at komme på pension i en værdig alder. 

Her er grunden til, at hun har det synspunkt.

- Vi bliver systemisk syge og nedslidte før tiden. Og er man så heldig at overleve den gennemsnitlige levetidsalder, er det politikernes mening, at vi helst skal arbejde, til det ikke kan lade sig gøre mere. Vi skal helst dø med støvlerne på.

Det siger Isabel Berg, der er ungdomsskolelærer i heltidsundervisningen.På Uddannelsesforbundets repræsentantskabsmøde i maj blev hendes forslag til en udtalelse om, at alle skal have ret til at komme på pension i en værdig alder, vedtaget. For det gør hende harm, at der ikke er større ambitioner for både et værdigt arbejdsliv og en værdig pensionsalder – et realistisk bud er her efter hendes mening i begyndelsen af 60’erne.

- Det overskud af tid og ressourcer, der er kommet på grund af den teknologiske udvikling, skal komme lønmodtagerne til gode. Samtidig har de store generationer jo sparet op, og også de penge kan være med til at betale for en generel sænkning af arbejdstid og fastsat pensionsalder, siger hun og tilføjer:

- Og så tror jeg, at der er løsninger, vi ikke har tænkt ind endnu. For vi har aldrig været rigere, teknologien har aldrig tidligere frigjort så meget tid, så selvfølgelig kan vi lave en bedre pensionsplan og et bedre Danmark.

Jens Espensen, 65 år, underviser i dansk som andetsprog

- Jeg var for nylig sammen med en gammel kollega, som først ville være gået om to år. Men i marts måned ville han pludselig ikke mere. Han stoppede nærmest fra dag til dag og var ligeglad med, at det gik ud over efterlønspræmier og alt muligt. Han kunne ikke mere. Det taler for, at man skal have en variabel pensionsalder, fremfor at andre skal fortælle én, hvornår man kan gå. Men det er svært, for hvem skal afgøre, om det er berettiget?

- Jeg er fortsat på arbejdsmarkedet, fordi jeg har lyst til det. De sidste fem år har jeg udelukkende undervist i dansk som andetsprog, og det er dét, jeg bedst kan lide. Det er interessant, og man møder folk fra hele verden. Det tiltaler mig. Jeg er vældig glad for mit arbejde, så spørgsmålet om pension er ikke aktuelt for mig. Jeg er slet ikke på et sted i mit liv, hvor jeg skal stå i en genbrugsbutik eller bruge en masse tid på at spille golf.

- Jeg har intet pres følt for at skulle gå på pension. Overhovedet. Da jeg rundede pensionsalderen her i vinter, var det eneste, jeg blev spurgt om, hvad jeg havde lyst til næste år. I de år jeg har været på min nuværende arbejdsplads, har der hvert år været folk, der kunne gå på pension, men flere vælger at fortsætte – nogle også i deltidsjob. Så på arbejdspladsen er der tradition for, at alder ikke er nogen hindring, hvis man kan udføre sit job.

- Jeg forsøger at holde mig skarp i forhold til mit fag. Som faggruppeformand i dansk som andetsprog har jeg brugt meget energi på at udvikle arbejdet med digital dannelse og it i undervisningen. Så jeg bruger tid på nye undervisningsmedier og -former. Jeg har også pålagt mig selv at skifte mindst en tredjedel af mine materialer ud med nye efter hvert semester for at holde mig opdateret.

Mads Pierre Bruus, 43, erhvervsskolelærer

- Det skal være 100 procent individuelt, hvornår folk skal have lov til at gå på pension. Der skal ikke være nogen aldersgrænse. I nogle faggrupper er det hænder, arme og ben, der bliver slidt ned, og i andre er det mental nedslidning. Der burde foregå en løbende evaluering af, hvornår folk er så slidte, at de må gå fra. Og der skulle uddanneseksperter til at opstille kriterierne for det. Hvis det kun er en kropslig nedslidning, kan man for eksempel blive vurderet ud fra, om man mentalt klarer sig så godt, at man kan blive omskolet til noget andet. Og hvis man ikke kan det, er man nødt til at pensionere personen.

- Jeg kørte galt for 16 år siden – frontalt ind i en lastbil. Lå i koma i 14 dage med åbent kraniebrud og var fuldkommen knust i kroppen. Jeg blev nærmest lappet sammen og fik at vide, at jeg nok aldrig kom til at gå igen. En god veninde, der er sygeplejerske og specialist i genoptræning, lagde dog et genoptræningsprogram for mig, så nu løber, svømmer og cykler jeg.

- Jeg underviser primært på VVS-linjen lige nu, og de er i gang med køre mig i stand til en kølemontøruddannelse. Min første fulde uddannelse var som VVS-energimontør, men derudover har jeg sindssygt mange faglige uddannelser og certifikater.

-  Efter ulykken viste det sig, at min hukommelse og min matematiske-logiske intelligens stadig ligger over gennemsnittet. Men jeg er bygget sådan, at hvis jeg ikke fordrer min hjerne med et eller andet udfordrende, så sander jeg til. Andre føler sig mest trygge og sikre ved at arbejde med rutine. Men jeg er kun sikker og tryg, hvis jeg bliver udfordret. Så det handler om at mærke efter i sig selv. Det er også derfor jeg siger, at man skal have en løbende evaluering af, hvornår man kan få lov at gå på pension.

Del siden på: