Gryder og pander
Nyhed

Hotel og Restaurant­skolens Instagram-facade skjuler et uskønt arbejds­miljø

Stram økonomi og en ledelse, der ikke har erfaring med at lede et uddannelsessted, og som ovenikøbet ikke inddrager med­arbejderne, er blevet en giftig cocktail for arbejdsmiljøet på Hotel og Restaurantskolen. Skolens bestyrelse henviser til, at den står midt i en forandrings­proces, der er nødvendig for at rette op på dens vigende elevtal.

Andreas Antoni Lund

Colourbox

13. august 2019

E

n mager økonomi og en ledelse, som desperat søger efter en opskrift, der kan fede bundlinjen op. Det er ingredienserne, som har ført til et besk psykisk arbejdsmiljø på Hotel og Restaurantskolen i København.

Her ligger den seneste medarbejdertilfredsundersøgelse (MTU) langt under gennemsnittet for erhvervsuddannelser, og det psykisk arbejdsmiljø beskrives af lærernes tillidsrepræsentant som ”alarmerende”.

Hotel- og Restaurantskolens MTU 2019

146 af 163 ansatte på Hotel- og Restaurantskolen har deltaget i en medarbejdertilfredsundersøgelse (MTU), hvor de har vurderet arbejdsmiljøet på skolen på en skal fra 10 til 100. 10-59 er en lav vurdering, mens 60-74 er en medium vurdering, og 75-100 er en høj vurdering.

Vurdering af øverste ledelse

  • Har tillid til ledelsens beslutninger: 33 (-27 point siden seneste MTU)
  • Er tilfreds med overordnet ledelse: 34 (-20 point)
  • Ser den øverste ledelse gå forrest som godt eksempel: 32 (-19 point)

Psykiske arbejdsmiljø

  • Arbejdsglæde: 53 (-16 point)
  • Psykisk velvære: 52 (-15 point)
  • Arbejdspres og balance i forhold til privatlivet: 49 (-11 point)

For skolen har – i lighed med mange andre erhvervsuddannelser – igennem længere tid kæmpet med en stadig mere udsultet økonomi som følge af faldende elevtal. Så i et forsøg på at fjerne hånden fra kogepladen besluttede skolens bestyrelse for små to år siden at ændre skolens grundingredienser ved at hente en helt ny profil til stillingen som direktør.

Som det første blev et dusin lærere fyret

I januar 2018 ansatte den derfor Anne-Birgitte Agger, der kom fra Københavns Madhus og dermed i bestyrelsens øjne havde kendskab til restaurant-branchen. Hun skulle stå i spidsen for at gøre skolen mere tidssvarende med den eksplosive udvikling, der de senere år har været i det danske restaurations-miljø.

Der blev kort tid efter også ansat en ny vicedirektør, og den nye ledelse satte hurtigt de første forandringer – som den var blevet hyret til at gennemføre – i gang. Allerede fire måneder efter dens tiltrædelse blev 17 medarbejdere fyret.

Af de 17 afskedigede medarbejdere var 12 undervisere. Og det fik straks konsekvenser for de tilbageværende lærere.

- Fyringerne betød, at vores undervisningstid blev sat op, og at vores forberedelsestid blev sat ned, fortæller Jan Vestergaard Hansen, der er tillidsrepræsentant og medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.

Ifølge skolens ledelse er undervisningstimetallet og forberedelsestiden dermed på niveau med andre erhvervsskolers.

De uddannelsesmæssige rammer er vigtigere for at få elever ind end en eller anden Instagram-venlig restaurant ved indgangen, mens skolen er møgbeskidt, rodet, og tingene ikke virker.

Men hvor Anne-Birgitte Agger – eller Gigger som hun gerne vil kaldes – besluttede at spare på skolens faglige udgifter, investerede hun til gengæld i skolens fysiske rammer med penge, som bestyrelsen havde afsat til investeringer. Den første investering blev i et nyt projektkontor. 

Som det næste valgte den nye ledelse at igangsætte en ombygning af kantinen i skolens stueetage. Ideen er, at eleverne skal tilberede og servere en to-retters-menu fem dage om uge for både lærere og elever.

- Der kan være meget læring i at arbejde i en sådan restaurant for eleverne, mener Jan Vestergaard Hansen, men påpeger: Ideen er god nok. Problemet er, at det tager en stor del af elevernes skoletid og ikke er udviklet i samarbejde med lærerne, der har den pædagogiske erfaring.

Skolens ledelse har dog en anden opfattelse. Ifølge den er mindst 30 undervisere blevet inddraget i at gøre kantinen til et læringsrum.

Jan Vestergaard Hansen er bekymret for, at det kommer til at blive lagt for meget vægt på produktion, og at skolens rundt regnet 850 elever ender som arbejdskraft.

- Når man for eksempel inddrager dansk- og naturfagstimer, til at eleverne kan arbejde i kantinen, skal man sikre, at de får den undervisning på et andet tidspunkt, påpeger Jan Vestergaard Hansen.

De ansattes tillid til ledelsen er helt i bund

At ledelsen lukker sig om sig selv i projektkontoret og ikke inddrager mellemlederne og medarbejdernes faglige kompetencer er også omdrejningspunktet for en sønderlemmende kritik af ledelsen i en medarbejdertilfredshedsundersøgelse, MTU, som blev gennemført i foråret.

- MTU’en er alarmerende. Jeg kan faktisk ikke forstille mig, at det kan ligge meget dårligere, fastslår Jan Vestergaard Hansen, der har været ansat på skolen i fem år og tillidsrepræsentant i over to af dem.

Af MTU’en fremgår, at tilliden til den overordnede ledelses beslutninger ligger på 33 ud af 100 point. Det er et fald på 27 point siden seneste MTU på skolen i 2017. Og til sammenligning ligger den gennemsnitlige score på 63 point på andre små og mellemstore erhvervsskoler.

Vi fik en direktør, som er meget egenrådig og mener, at hun ved og kan det hele selv.

At forholdene på skolen får alarmklokkerne til at ringe, understreges af, at Arbejdstilsynet har taget skolen under lup. Siden maj har tilsynet været på besøg hos Hotel og Restaurantskolen tre gange for at undersøge det psykiske arbejdsmiljø, fremgår det af en aktindsigt, som Uddannelsesbladet har fået. Seneste besøg fandt sted i slutningen af juni, hvorefter tilsynet nu overvejer at give skolen et eller flere påbud, efter at det har gennemført endnu et tilsynsbesøg.

Det seneste halve år har seks ud af 67 undervisere sagt op. Flere af dem har over for Uddannelsesbladet fortalt, at det er som følge af arbejdsmiljøet på skolen. Det samme gælder blandt mellemlederne, hvor der også er flere, som har valgt at stoppe.

- Vi fik en direktør, som er meget egenrådig og mener, at hun ved og kan det hele selv. Hun er ligeglad med regler og praksis for, hvordan man gør ting. Og hun har ikke respekt for os, der rent faktisk har en ekspertise på et område. Vi bliver ikke lyttet til og inddraget, forklarer en af de tidligere mellemledere, som har sagt op, og som ønsker at være anonym.

Samme kritik går igen i MTU’ens åbne kommentarer.

Instagram-facade med møgbeskidt maskinrum

En af de undervisere, som har sagt op, havde været på skolen i ti år.

- Det seneste år på skolen var forfærdeligt. Folk gik ned med stress, og medarbejderne følte sig ikke lyttet til eller anerkendt. Det var forfærdeligt at være der, fortæller læreren, som også ønsker at være anonym.

Hvis maskinrummet ikke fungerer, kan du ikke tiltrække og fastholde elever. De kan jo godt se, hvordan der ser ud og render skrigende bort, når medarbejderne ligner hængte katte, og skolen sejler.

Også hun er kritisk over for ledelsens prioriteringer.

- De uddannelsesmæssige rammer er vigtigere for at få elever ind end en eller anden Instagram-venlig restaurant ved indgangen, mens skolen er møgbeskidt, rodet, og tingene ikke virker. Hvis maskinrummet ikke fungerer, kan du ikke tiltrække og fastholde elever. De kan jo godt se, hvordan der ser ud og render skrigende bort, når medarbejderne ligner hængte katte, og skolen sejler, pointerer læreren.

Da hun samtidig ikke kunne få øje på, at der var udsigt til, at arbejdsmængden og –tempoet ville blive skruet ned – men tværtimod bare op og op – så hun ikke andre muligheder end at trække stikket.

- Da jeg kom tilbage efter juleferien og så på planerne for perioden efter nytår, måtte jeg se mig selv i øjnene og sige, at det her kan jeg ikke være i. Jeg havde to valgmuligheder: at sige op eller at gå ned. Så jeg sagde op uden at have noget andet på hånden, gengiver læreren, som tidligere har været sygemeldt på grund af stress.

Pippi Langstrømpe-leder med rullende øjne

Ifølge flere kilder fører Anne-Birgitte Agger en ledelsesstil, hun siger, er inspireret af Pippi Langstrømpe: Der er ingen regler. Og netop det forhold, at ledelsesstilen er uforudsigelig, skaber tydeligvis frustration hos de ansatte.

Pippi Langstrømpe-dogmet kommer eksempelvis til udtryk ved dialog-møder, som Anne-Birgitte Agger løbende indkalder medarbejderne til, men som af de færreste opfattes som reelle fora for diskussion.

Det er rystende og meget ubehageligt at vores øverste direktør udviser så meget foragt over for det meste af lærerstanden.

Flere medarbejdere beskriver i MTU’en, hvordan direktøren også kan opleves som hånende og direkte nedladende, hvis medarbejdere – på eksempelvis dialogmøderne – siger noget, som hun ikke er enig i.

- Hun kan have en tendens til at være uprofessionel og at tale dårligt om andre. Hun ruller med øjnene og viser, at hun synes, de er idioter, hvis der var nogen, som siger noget, hun ikke bryder sig om, beskriver den tidligere mellemleder.

Projektkontoret – ledelsens anden store investering – er nærmest en fysisk manifestation af en tredje gennemgående kritik af Anne-Birgitte Agger. Det er her, hun holder møder, med de medarbejdere, som hun favoriserer.

- Gigger omgiver sig med dem, hun kan lide. Og så er det dem, der bliver brugt. Og så kommer hun til at glemme en stor del af de ressourcer, hun har, forklarer den tidligere mellemleder.

I en af MTU’ens åbne kommentarer er der en mindre diplomatisk beskrivelse af, at direktøren har ansat to medarbejdere, hun har hentet i Københavns Madhus – hendes tidligere arbejdsplads.

- Alt for mange af direktørens ansættelser er præget af nepotisme. Der bliver ansat personlige venner og tidligere kolleger, hvis kompetencer må anses som tvivlsomme i forhold til branche og stilling, hedder det i en af de anonyme kommentarer.

Ledelsen har bestyrelsens fulde opbakning

Den tidligere mellemleder, som Uddannelsesbladet har talt med, mener dog, at det i sidste ende er skolens bestyrelse, som bærer det primære ansvar for det dårlige psykiske arbejdsmiljø på skolen.

- Hotel og Restaurantskolen er en skole. Det er ikke kun en restaurant. Gigger har en dagsorden, der handler om mad, og ikke andet. Det er ikke underligt, fordi det er det, hun har arbejdet med. Så bestyrelsen har ikke haft helhedsblikket, da den ansatte hende, påpeger den tidligere mellemleder.

Anne-Birgitte Agger har da også fortsat bestyrelsens fulde opbakning, oplyser bestyrelsesformand Allan L. Agerholm, der dog erkender, at MTU’en langt fra er positiv.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at der er rejst så meget kritik, som der nu engang er. Men det tager vi meget seriøst i bestyrelsen, siger Allan L. Agerholm, som efter skolens ønske også udtaler sig til Uddannelsesbladet på vegne af direktør Anne-Birgitte Agger.

Når man foretager store forandringsprocesser som det, er det reglen mere end undtagelsen, at der opstår en eller anden form for utilfredshed.

Anne-Birgitte Agger blev af bestyrelsen sat i spidsen for at føre en ny strategi ud i livet. I 2022 skal skolens fysiske rammer være så inspirerende og sanselige, at det kan sætte en prop i elevtilbagegangen. Undervisningen skal tage afsæt i simulering af virkeligheden, og lærerne skal arbejde sammen i teams om at uddanne elever, som skal uddannes i bæredygtig gastronomi og hospitality.

- Man skal huske på, at det er en skole, der er i gang med en meget gennemgribende forandring, som er nødvendig, fordi skolen igennem flere år har givet underskud. Derfor besluttede bestyrelsen for halvandet år siden, at der skulle tages livtag med den grundlæggende måde, skolen er sat sammen på. Og når man foretager store forandringsprocesser som det, er det reglen mere end undtagelsen, at der opstår en eller anden form for utilfredshed. Så vi var forberedte på en negativ MTU. Vi var bare ikke forberedte på, at den ville være så negativ, forklarer Allan L. Agerholm.

Bestyrelsen har ifølge bestyrelsesformanden allerede igangsat flere tiltag for at adressere de udfordringer, MTU’en viser. Han vil dog ikke komme nærmere ind på, hvilke tiltag det drejer sig om.

- Om det er tilstrækkeligt til at adressere det hele, ved vi ikke endnu, for vi har ikke målt på det igen. Men de tilbagemeldinger, vi får i øjeblikket, er positive, så det giver os tro på, at vi er på rette spor, siger Allan L. Agerholm.

Bestyrelsen overvejer i øjeblikket sammen med den daglige ledelse at gennemføre en mini-MTU i løbet af efteråret for at få en fornemmelse af, om tiltagene faktisk virker.

Del siden på: