Skolen i udvikling. Kan reformer overhovedet lykkes?

Peter Ulholm indleder bogen ”Skolen i udvikling” med en flot fanfare. Her omtales skoleudvikling som en af dansk kulturs kronregalier, “Nordic Design” og ”Et fænomen man beundrer verden over”.

“Det er min opfattelse, at Danmark har alt, der skal til for at have et uddannelsessystem, der giver hvert eneste barn et godt udgangspunkt for at leve og lære” (side 11). Og før det “… danskerne bliver jævnligt betragtet som rollemodel for andre lande, der søger efter løsninger i forhold til trivsel, social sammenhængskraft, sundhed og bæredygtige måder at leve på.”

“Skolen i udvikling” består af fem kapitler, hvor flere aspekter af temaet “skoleudvikling” diskuteres.  Kernen i diskussionen er spørgsmålet om, hvad der driver udvikling fremad til at lykkes, og hvilke faktorer, der hæmmer, bremser og måske helt forhindrer, at “udviklingen implementeres”, som det ofte udtrykkes.

Peter Ulholm kommer vidt omkring i skoleforskningen, men desværre er stilen i teksten mest essaylignende strøtanker, ide-dropning og en del halvprivate betragtninger. Den nysgerrige, ihærdige læser kan selvfølgelig anskue dette som stort potentiale af stof til videre behandling.

For eksempel nævnes Pisa-målinger naturligvis, når talen og teksten falder på dansk skoleudvikling i nyere tid. Undertegnede savner en eller anden grad af problematisering af dette. Pisa-undersøgelser er måleinstrumenter og har aldrig været ment som direkte bidrag til skoleudvikling. Hvorfor sendte disse målinger det danske skolemiljø i koma, da de blev offentliggjort?  I Pisa måles en del paratviden, og det er mange år siden, det var målet for den danske skole. De finske børn læser og regner bedre end de danske, jamen, er de glade for skolelivet? Lever de demokratiet ud i hverdagen? Hvordan blev folkeskolen til “Big politics”?

På side 67 åbnes lidt for bud på en forståelse: “Vi er gået fra en nærmest statslig organisering af udvikling nedefra, hvor udviklingen igangsættes af praktikere … til en stærk, central politisk styring og fastsættelse af indhold”. Skiftende politikere har formået at arbejde skolens mål ind til at være en del af Danmarks handelsbalance og internationale konkurrenceevne. Løkkeregeringen opstillede2010-mål om, at danske skolebørn skal være blandt de fem bedste i verden. I samme kapitel får vi også historien om “rundkredspædagogikken”. Et begreb, som statsminister Anders Fogh Rasmussen lancerede i sin nytårstale.

Skarpt og tiltrængt/savnet og derfor meget velkommen er det historiske rids i kapitel fem. De for længst hendøde institutioner som Statens Pædagogiske Forsøgsråd, Folkeskolens Forsøgsråd, Folkeskolens Udviklingsråd, Kvalitetsstjernen (Side 72). Sådan var det, og hvad har vi fået i stedet for? Det er de store pædagogiske spørgsmål, der bærer denne tekst.

Inspireret af skoleforsker, M. Fullan, og bekræftet i personlig kontakt med førende aktører har Peter Ulholm udarbejdet et skema med positive og negative såkaldt “drivere” (side134).  Det er ikke overraskende, at god planlægning, respektfuldt samarbejde og ansvar for opgaven indgår som befordrende for den gode skoleudvikling. Skemaet og hele diskussionen frem til virker både berettiget og relevant, når udvikling skal igangsættes og gerne fastholdes.

Et nyt perspektiv på både indhold og form på undervisningen giver Coronaen. Denne undtagelsestilstand har givet erfaringer med hjemmeskole, sammen-på - afstand, nye it-løsninger, skole på elevernes og lokallivet betingelser og meget andet.

Peter Ulholm lille bog om “skolen i udvikling” falder ind under genren Pixibog.  Et enkelt, vigtigt emne, lettilgængeligt sprog, overskuelig præsentation af problemstillingen og særdeles velegnet til selv “at brygge videre på” med diskussion i et pædagogisk forum.

Bogen kan anbefales til læreruddannelsen og som introduktion på pædagogiske udviklingsdage i skolen.