Præstationskultur

«Pædagogisk rækkevidde» hedder serien. Antageligt påhittet ovenpå en lignende succes fra samme forlag - Aarhus Universitetsforlag. Det var således et scoop af akademiske højder, da man i 2012 startede serien «Tænkepauser», hvor udvalgte specialister fra den akademiske ende af ekspertskalaen på 60-70 overkommelige sider og i pocketformat udredte alt fra «Kød» til «Karma».

En slags Ikke-Illustreret Videnskab for wanna be-nørder i de behandlede emner.

Herværende udgivelse – «Præstationskultur» - holder fanen højt. Det er ikke endnu en pædagogisk bog om ENDNU en nytænkning eller metode inden for pædagogik og psykologi. Det er slet og ret en udredning af, hvad en forfatter – her to – vurderer er hjemmehørende i en akademisk frokostsnak om emnet.

Hvad ER overhovedet præstation, og på hvilke præmisser kan man tale om en ‘præstationskultur’? Det gør forfatterne fremragende og med gode eksempler ikke mindst fra børne- og ungdomskulturen. Der ligger imidlertid en åbenlys slagside af præstationskulturen, må man forstå. Den er til skade for os alle, men i særdeleshed de børn og unge, for hvem kulturen ikke bliver en kreativ og daglig udfordring. Men derimod for mange – måske vi fleste – at kulturens åbne og skjulte krav om præstation bliver en stress-faktor, en byrde og belastning. Både for de, som ikke kan præstere det forventede (?), og i lige så høj grad de, som kan! 

Præstationskulturen er – lidt som klimakrisen – en byrde, vi har påført os selv. Vi kvæles i egne krav.

Og forfatterne har deres argumentation og kilder i orden. De leverer viden om kulturens tilstand. Lidt om baggrund og afsluttende ganske lidt om den ‘præstationsfrigørelse’, de mener bør være en udfordring, der tages op af os allesammen, men i særdeleshed de miljøer, hvor præstation er centralt: Skoler og uddannelse. 

Den lille lommelette præstation for begyndere har dog et problem i sin styrke. Den fremlægger den politisk korrekte viden, det vil sige, hvad der er inden for rækkevidde, og når så ikke længere. Det er det opdrag, som forfatterne har fået. Men det klør lidt i læselysten for at få fat i den litteratur og de kronikker, der tager et spadestik dybere. For eksempel en afvejning af, om de fordele, vi som samfund har af præstationskultur, kan opvejes af de mere individ-orienterede omkostninger. Et kompliceret regnestykke med mange variable. Men det kan gøres – også inden for pædagogisk rækkevidde.