På gaden

”På Gaden” består af interviews med unge hjemløse. Deres skæbner er forskellige: Alireza, den udviste flygtning, er gået under jorden. Malak er flygtet fra et tvangsægteskab, og Andreas med de højtuddannede forældre har ADHD.

Bogens skæbner er mangeartede, både etnisk, økonomisk, socialt og geografisk. Interviewene er sobre og informative. Alt kommer med, ikke kun de ting, bogens hovedpersoner er blevet udsat for, men også, hvad de har udsat andre for. Er det for eksempel nødvendigt at slå sin farmors elskede kat ihjel?

Adil Erdem fortjener stor ros for at få hele historien, usentimentalt, uden fordomme og løftede pegefingre. Og for at sætte sig selv i baggrunden, diskret, men effektivt. Det er ikke nogen lille kunst at skabe den tillid, der kan få et andet menneske til at åbne op om forhold, de måske ikke er alt for stolte over.

Bogen er meget nem at overskue, og sproget er klart og enkelt, uden at være primitivt.

“På Gaden” vil egne sig til dansk og samfundsfag i udskolingen, men vil også kunne bruges på højere niveauer. Netop fordi bogen ikke forfalder til nem moraliseren og fordømmelse, men har nuancerne med, vil den egne sig til uddybning og diskussion af hjemløshed, blandt unge og i det hele taget. Og måske vil den også medføre en mere generel diskussion af menneskelige relationer i Velfærdsdanmark? Det kan godt være, at hjemløse Malik bliver behandlet bedre i Danmark end i Rumænien – men er det godt nok?