Anmeldelser

Ny uddannelse +50 og derunder

Mange mennesker kan stå i en vanskelig situation, når de bliver +50. Det gælder også lærere.

Anmeldt af Martin Per Dybdal

Måske er kroppen og energien ikke længere til hårdt fysisk arbejde – her skal man huske, at et job som for eksempel faglærer eller idrætslærer godt kan være fysisk hårdt. Måske er det psykisk: Lærerjobbets krav til konstant psykisk robusthed og overskud i alle situationer er ikke altid nemt at leve op til.

Det kan være fristende og måske ligefrem nødvendigt for det fysiske og mentale helbred at skifte spor eller komme højere op i hierarkiet til højere løn og bedre arbejdsvilkår.

Man kan selvfølgelig også bare have lyst til at prøve noget nyt eller realisere gamle drømme.

Under alle omstændigheder kan ny uddannelse være en vej at gå for +50-årige.

Men hvordan? Her anviser Kim Limkilde-Welcher en vej i “Ny Uddannelse +50 og derunder.”

 

ny-uddannelse-50-aar_515907_1.jpg

Om bogen 

  • Forfatter: Kim Limkilde-Welcher
  • Forlag:  Saxo
  • Antal sider: 60 sider
  • Pris: 124,95 kroner 
  • Bogen får ✓✓✓✓✓

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

Forfatteren blev selv bachelor som pædagog i en alder af 53 år, så han har konkret, praktisk erfaring med de mange udfordringer og problemer, der kan stå i vejen for mere uddannelse i en moden alder.

Han anviser konkrete metoder til at beslutte sig og komme i gang samt gennemføre den nye

uddannelse. Metoderne er baserede på forfatterens egne erfaringer og virker seriøse og velovervejede.

“Ny Uddannelse” går også i rette med fordommene mod +50 segmentet og påpeger, at man som midaldrende har halvdelen af en grækers arbejdsliv tilbage. Og hvorfor skal karrieren nødvendigvis slutte ved de 70?

Bogen tager også fat på læserens egne mentale barrierer i forhold til ny uddannelse, og gør det godt, uden at blive unødigt psykologiserende.

Bogen er ikke millimeterpræcis i sit sprog eller i korrekturlæsningen, men opvejer det rigeligt  med en velgørende frisk fra fad-boblende energi.

Den er i det hele taget båret af den dejligt kreative holdning, at man aldrig skal holde op med at skabe sit liv.

Læs Kims bog.

Del siden på: