Nordisk socialisme

Pelle Dragsted, der både før, under og efter sit folketingsmandat på skift er blevet udnævnt til Enhedslistens chefideolog og grå eminence, har skrevet en meget læseværdig bog om, hvordan venstrefløjen kan arbejde i retning af et mere retfærdigt samfund.

Værket er nærmere en debatbog end en egentlig lærebog. Alligevel vil enhver samfundsfagslærer kunne hente inspiration i den som baggrundslæsning, og passager fra den vil helt sikkert kunne inddrages i undervisningen. Også på det merkantile område vil dens tanker kunne inspirere et arbejde med at analysere andre ejerformer end de sædvanlige private.

Indledningsvis beskriver Pelle Dragsted, hvordan de økonomiske uligheder under de privatkapitalistiske ejerforhold, der er helt dominerende i verden, er stadigt stigende. I efterkrigstiden og frem mod oliekrisen lykkedes det socialdemokratierne at få gennemkæmpet store sociale fremskridt, men siden, med de store virksomheders stigende magt og neoliberalismens sejrsgang, er disse i stor udstrækning på tilbagetog. Det er ikke kun et fordelingspolitisk, men også et demokratisk problem, idet kapitalejernes oligarkiske indflydelse er støt stigende i takt med akkumulationen.

Han beskriver dernæst de to hovedretninger i den socialistiske bevægelse, og hvordan ingen af dem har magtet at tøjle kapitalens stigende magt. Begge parter har i alt væsentligt opfattet kapitalisme og socialisme som et enten-eller. Den reformistiske eller socialdemokratiske vej har i alt væsentligt opgivet at udfordre ejerskabet til virksomhederne og har også i vidt omfang medvirket til at tilbagerulle de goder, de ellers selv har været med til at kæmpe igennem. Den revolutionære tendens har derimod forfægtet den tanke, at socialismen var en fase, der først kunne indfinde sig efter et totalt opgør med kapitalismen. Og de lande, der har forsøgt sig med en sådan proces, har været både politisk og økonomisk mislykkede og oftest endt i udemokratiske despotier, der ikke har ansporet mange til efterfølgelse.

Dragsted afviser, at kapitalisme eller socialisme skal betragtes som gensidigt udelukkende monolitter og redegør for, at der er historisk belæg for at analysere det danske og de nordiske samfund som en hybrid af disse ejerformer. Betydelige dele af den danske økonomi har været og er i nogen grad stadig kontrolleret på anden måde end ved privateje: Andelseje (brugsforeninger, mejerier, slagterier), arbejderkooperativer, forsyningsselskaber, boligforeninger, realkredit, offentlig virksomhed (skoler, hospitaler, institutioner). Desværre er en stor del af de offentlige virksomheder siden 80erne blevet privatiseret helt eller delvist af skiftevis borgerlige og socialdemokratiske regeringer. Derimod lever den private del af den demokratiske sektor, som Dragsted benævner det, videre og står for knapt 10 procent af den danske økonomi.

Parlamentarisk demokrati – one man, one vote – er det bedste bud på indretning af samfundet, men det er ikke tilstrækkeligt. Jævnfør den tidligere analyse om kapitalisternes voksende oligarki må sandt demokrati kobles sammen med en udbredelse af ejerskabet til virksomhederne. Dragsted forkaster både socialdemokraternes politik med at forsøge at tøjle kapitalismens værste sider (men ofte i praksis at bøje sig for ”nødvendighedens lov”) og de revolutionæres tanke om, at opbygningen af det retfærdige samfund må vente til efter revolutionen. Hans bud er at udvide og styrke de demokratiske økonomiske strukturer, der allerede findes i samfundet, og resten af bogen beskriver, hvordan denne proces kunne forme sig.

Bogen er velskrevet og letlæst og holdt i en flydende stil, der fremstår veldokumenteret og er udstyret med et noteapparat. Der er ingen illustrationer, grafer, diagrammer eller tabeller, selvom nogle af beskrivelserne og argumenterne godt kunne have været støttet af sådanne. Det er sikkert velovervejet af forfatteren, og da sikkert også afhængigt af personlig smag, om sådanne understøtter tilegnelsen. Værket er som nævnt også nærmere en debatbog end en egentlig lærebog.