Anmeldelser

Kritisk tænkning

”En kritisk tænker er en opmærksom bruger af information, der kan afkode falske nyheder og ikke selv bidrage til spredningen af tvivlsomme informationer i den sociale nyhedsstrøm”, står der på side 9.

Anmeldt af Marie Christensen

15. marts 2021

I ”Kritisk tænkning” beskriver Christoffer Boserup Skov lettilgængeligt om det komplekse emne. Bogen er opdelt efter de fem principper, som Boserup Skov fremhæver som væsentlige grundstene for den kritiske tænkning:

1. At tænke klart
2. at fjerne fordomme
3. at tænke i perspektiver
4. at være kritisk og
5. at kunne undre sig.


Det siger sig selv, at en bog på 76 sider ikke når grundigt i dybden med de fem principper, men til gengæld er pointerne tydelige. Hertil kommer, at Boserup Skovs referencer til forskellige filosoffer gør det klart, at filosofi sagtens kan anvendes i praksis og ikke er forbeholdt en lille akademisk gruppe, der studerer filosofi. Med andre ord favner bogen bredt og har da også ’alle’ som målgruppe. Som det står på bagsiden af bogen: ”Kritisk tænkning er relevant for alle, der ønsker at blive en bedre tænker”.

 

Kritisk_taekning-213x300.jpg

Om bogen 

  • Forfatter: Christoffer Boserup Skov
  • Forlag:  Gyldendal
  • Antal sider: 76 sider
  • Pris: 104 kroner 
  • Bogen får ✓✓✓✓

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

Og hvorfor er det så væsentligt at kunne tænke kritisk? Bogens relevans må sættes i sammenhæng med en stigende informationsstrøm og tiltagende grad af fake news, vi som mennesker må navigere i. Med reference til World Economic Forum er kritisk sans nummer to over listen af vigtige kompetencer, vi må være i besiddelse af i det 21. århundrede. De andre er ”kompleks problemløsning” og ”kreativitet”.

Bogen understreger sin nutidige relevans ved at hive Donald Trump frem som et eksempel på én, der spreder fake news, og som det er relevant at være kritisk overfor. Det er faktisk ganske underholdende at læse. Men jeg kunne personligt godt have tænkt mig flere eksempler på den kritiske tænknings anvendelighed – især hvis jeg var lærer og skulle træne mine elevers kritiske potentiale. Her er det altså op til én selv at finde gode eksempler på argumentation og kommunikation, som ville have gavn af at blive underlagt en kritisk analyse. Ved hjælp af de fem principper giver Boserup Skov dog en vejledning i, hvad der er essentielt, når vi forholder os analyserende og kritisk til den stigende informationsmængde.

Del siden på: