Kollektiv mestring - Sådan påvirker lærernes overbevisninger elevernes læring

Således præsenterer forlaget KLIM denne nye udgivelse.

Bogens tekst indledes med endnu et pædagogisk credo: “At skabe og udvikle kollektiv mestring er et rettidigt og vigtigt tema, hvis alle elever skal lykkes. Når personalet på en skole deler den overbevisning, at de gennem deres kollektive handlinger kan have positiv indflydelse på elevernes resultater, så bliver elevernes præstationer bedre”.

Som det fremgår, er denne bog en hyldest til samarbejde, gensidige gode forventninger og målrettet handling i hele skolemiljøet. Arenaen for undervisningen er opbygget på medbestemmelse og demokratiske processer.

Formålet med denne bog er todelt: At oversætte den allerede eksisterende forskning til en form, der er anvendelig for skoleledere, pædagoger og lærere og at finde praktiske strategier og værktøjer og en undersøgelsesramme til at bygge bro mellem teori og praksis. (Side10).

I fem kapitler guides læseren frem til en forståelse af begrebet “kollektiv mestring”:
1.  Hvad er kollektiv mestring?
2. Konsekvenserne af kollektiv mestring
3. Sådan skabes og udvikles kollektiv mestring
4. Forbedring af kollektiv mestring gennem professionel læring
5. Lederne benytter en kollaborativ undersøgelsesramme til at organisere handlinger.
Herefter 30 sider bilag med skabeloner og redskaber til udviklingsarbejde med fokus på kollektiv mestring.

Det anbefales, at læseren fra første færd gør sig helt klart, at forfatteren har udgangspunkt og erfaring fra en ganske anden skolekultur end den danske. Mest tydeligt fremgår ved et af de vigtigste elementer - nemlig indflydelse og medbestemmelse i skolen.

Der er delte meninger om demokratiets vilkår i den danske skole. Men historien viser dog klart, at medbestemmelse og indflydelse på undervisning og pædagogik har bredt sig til at omfatte flere og flere grupper. Tydeligt formuleret i skolelovens idealer for dannelse og formål. “Kollektiv mestring” kan dog blandt andet sagtens få rollen som en opbyggelig kommentar. Inspiration til at efterprøve kendte rutiner og opstille planer for nye perspektiver i skolen.
 
Det må antages at være en almen, menneskelig erfaring, at smil, glæde og gode forventninger åbner vore hjerter og hjerner for såkaldt “pædagogiske træf”. Stedet hvor mennesker mødes, lærer nyt og tør være nysgerrige.  Hvad er så det nye, forfatteren vil fortælle os?

Jenni Donohoo insisteren på at analysere erfaringer fra undervisning – den, hvor målene nås, og der, hvor der ikke sker nogen fornyelse eller forbedring – viser imidlertid sin berettigelse. Ved at kunne afgrænse og præcisere arbejdsgange, ansvarsfordeling og resultater af den samlede undervisning bliver det muligt “… at identificere seks forudsætninger, der muliggør kollektiv mestring.  Disse muliggørende forudsætninger er dog ikke årsagen til, at ting sker. De øger blot sandsynligheden for, at ting sker som forventet.” (Side 61).  De seks forudsætninger er:

* Udvidet lærerindflydelse
* Enighed om, hvad det/de fælles mål er
* Lærernes indbyrdes viden om hinandens arbejde
* Et samhørigt personale
* Lydhør ledelse
* Effektive interventionssystemer.

Bogens mange oplistninger som ovennævnte, plus henvisninger til målbare effekter på indlæring præsenteres som “en hjælp til at fastslå aspekter af vellykket forandringsstrategi” (side 11).  Så meget for det. Dokumentation og klar formulering af mål og forudsætninger vil altid være højst anvendeligt i forskning og formidling af temaet.

Hvis ikke læseren er helt opdateret på Hatties teorier om “visible learning”, er det en god ide at repetere både dem og Blooms taxonomi, Banduras, Hargreaves og flere nyere skoleforskere. Det er en ikke en betingelse for at forstå “Kollektiv mestring”, men det kan forøge udbyttet.

Trods Peter Andersens udmærkede introduktion til Jenni Donohoo arbejde og overvejelser i forbindelse med oversættelse, skal følgende bemærkes: Det virker decideret hæmmende for læsningen, at teksten er “overhældt” med evindelige opremsninger med kildehenvisninger i parentes: navne, årstal, engelske bogtitler. Der er også forbavsende mange halvdårlige fordanskninger. Problemet nævnes i introduktionen, men er ikke overvundet.
Man kan godt sjusse sig frem til en forståelse, men det ER et minus, når man læser om, at en opgave er “udfordrende og absorberende”, at noget “virker til”, “lærerne behandler eleverne mere favorabelt”.
I denne bog peges især på samarbejdsklima og fordeling af ansvar som afgørende faktorer, når skoleudvikling skal sættes i gang og fastholdes med godt udbytte. Og som sagt i indledningen “Når man lærer af hinanden, løfter i flok og sammen tror på, at man kan klare en hvilken som helst udfordring… har man opnået kollektiv mestring” (side 17).  Kort sagt: Holdspil kan bare noget…

“Kollektiv mestring” kan anbefales både erfarne og kommende undervisere. Til inspiration til arbejde med pædagogisk udvikling, som det er ønsket og muligt i et dansk regi.