Hvad vi taler om når vi taler om at lære

 Læringsmål, læringskompetence, læringsudbytte, læringsaktiviteter, læringsstrategier… sådan kunne man fortsætte listen. Ifølge de to forfattere er der sket en omfattende ’lærificering’, hvad der dokumenteres grundigt og overbevisende for i bogen. Det anses for at være problematisk af flere grunde: For det første bliver begrebet udvandet, men hvad vigtigere er, så har det konsekvenser for den måde, vi tænker uddannelse og undervisning: ”Er det godt for os som mennesker og som samfund, at vi fokuserer på elevlæring frem for undervisningsindhold og relationer?” (side 71).

Bogen lægger op til refleksion, og hvert af de syv kapitler, omtalt som ”syv lærestykker til skolen”, er efterfulgt af spørgsmål til læseren. Svend Brinkmann har skrevet forordet til bogen, hvilket ikke overrasker, da han i medier og bøger har udtrykt, at han er imod et instrumentaliseret læringssyn.

Om man er enig med de to forfattere og Svend Brinkmann eller ej, så burde denne bog være obligatorisk læsning for alle undervisere, pædagoger og også de politikere, der beskæftiger sig med lovgivningen på uddannelsesområdet. Sprog er magt, og med læringsbegrebet er der sket en forskydning af den måde, vi tænker skole og uddannelsesinstitution på. Som det bliver påpeget i bogen, så fylder hele dannelsestanken ikke meget, når læringen er i fokus.

Kampen imod den nye læringsnatur starter i og med sproget, siger forfatterne. Er det på tide at gøre op med ’lærificeringen’?