Forestillingsevnen hos børn og unge med autisme - Udfordringer og indsatser

Historien faldt i hu, da jeg læste Fleischer og Froms lille let skrevne og anvisningsorienterede HOW-TO-guide for voksne, der arbejder med børn og unge i autismespekteret. Bogen indeholder ikke ny eller epokegørende viden eller ny forskning om sit emne.  Det er en lettelse – i hvert fald for fagfolk, som har bare nogle års erfaring med.  Til gengæld – og måske især til de nye og studerende lærere/pædagoger – vælger den et fast omdrejnings- og forståelsespunkt: FORESTILLINGSEVNEN.  Smag på ordet. Denne særlige, måske unikt menneskelige evne til at lave en indre scene af aktører og hændelser.

At fore …… stille. At tænke det mulige forløb, førend det sker. Det er svært nok i sig selv, og ekstra svært, når man så skal til at agere, reagere, handle, omsætte, ændre på sin plan og faste rytme. Det er svært for alle, men særligt vanskeligt for autister. Eller ”personer med autisme” – som det en smule identitets-moralistisk forklares i det indledende afsnit. Forfatterne er, forståeligt nok, særligt optaget af ”italesættelsen”, det vil sige sproget som konkret konstruktivistisk redskab, når de berørte børn og unge skal vejledes, retledes og anvises handlemuligheder. Det talte sprog kan låse, men også låse op, og med hyppige eksempler – stramt og velskrevet – gives eksempler på begge dele. Når en proces sættes i stå, og når den sættes i gang.  De otte kapitler samt et niende til afrunding, udgør hver sin indgang til neurologiske, sproglige, adfærdsmæssige, sociale aspekter af både læring og væring.  Hoveddøren hedder konsekvent ”Forestillingsevne”, og det lykkes imponerende at fastholde en ”tour de forestillingsevne” hele vejen gennem bogen.  Altid suppleret med udfoldede eksempler på no go, men især på good to go.

At bruge ’”FORESTILLINGSEVNEN” – singularis determinatan – som udredende nøgle for forståelse af autisme i almindelighed og sproglige anvisninger i særdeleshed, er genialt. Og trods mange bøger om emnet mindes jeg ikke at have læst det så konkret, velskrevet og anvisende som her.

Vi fik aldrig øje på havørnen på Æbelø – husautisten og jeg. Men vi satte os i græsset og fik en god snak om ”at være frisk” – herunder, at det er en lang tur at GÅ, ud på den ø, og at det ville være fint, hvis man havde vinger ligesom en ørn.  At kunne gribe en forestilling, når den unge står lige på kanten af den og tale den videre i en god og herværende kontekst – det er, hvad bogen handler om.

Læs også Lærer til lærer om samme emne:
At bede autister om at forestille sig en eksamensopgave svarer til bede blinde om at læse | Uddannelsesbladet