At knytte verdener sammen

En beretning om integration og interkulturel pædagogik.

En anden mulighed er derfor at læne sig godt tilbage i læsehjørnet og tage med på en lille tidsrejse tilbage til Århus Midtby i 1970-erne og en snes år frem. Malene Fenger-Grøndahls bog er på alle måder imponerende. Samling, redigering og formidling af er kæmpe arkivmateriale. Historie, personlige beretninger, interviews, visioner og pædagogisk planlægning med mere. Og selvfølgelig hele historien om integration, som det blev realiseret i Interkulturelt Center. For nogle læsere vil det være et lidt vemodigt tilbageblik på tiden og de muligheder, den bød på. For andre står teksten klart som et vidnesbyrd på, hvad en cocktail af talent, initiativ og tilfældigheder kan udvirke, hvis omstændighederne i øvrigt er gunstige og drivkraften bag stærk nok.

Inge Thorning var kvinden, der spottede behovet og forfulgte ideen om det interkulturelle samarbejde, som det fik form og udtryk i ICK. I dag ville vi nok tale om “entreprenørskab”, “tovholder” “teambuilding” og “manager - et eller andet”. I 1970- og 80-ernes Århus var det afgørende de personlige møder, modet til at arbejde hårdt hen mod et usikkert/ukendt mål og frem for alt mere eller mindre ulønnet idealisme. Som det tydeligt kommer frem i denne fortælling, blev disse vilkår også drivkraften bag både Inges og hendes samarbejdspartneres engagement.

Der var ikke meget “hipster” eller Latinerkvarter over den ældste del af Århus Midtby, da Inge Thorning lejede sig ind i et atelier i Rosengade i 1973. Skolen rundt om hjørnet i Paradisgade blev lukket i samme år.  Men op gennem 1970-erne og begyndelsen af 80-erne lå der stadig tre kommuneskoler og tre private mindre end et stenkast fra Rosengade, hvor Klubben og IKCs vugge stod. Med andre ord – her færdedes masser af legesyge, nysgerrige børn. Efterhånden var flere og flere af børnene kommet til Århus med deres forældre fra andre lande. Først og fremmest Tyrkiet. Børn og hjemmegående mødre var der med andre ord mange af, men organiserede tilbud i hverdag og fritiden var få. Og så var der det med sproget og den fremmede kultur… 

Det spottede Inge Thorning, og hun formåede at tage teten i etablering af først Klubben for børn og mødre.  Det udviklede sig i løbet af få år til uddannelse af tosprogede pædagogmedhjælpere, Daghøjskole, teater, fællesspisning, undervisning i almene fag og utrolig meget andet. Totalt imponerende, glædesfyldt og lærerigt for hundredvis af børn og voksne, indvandrere og hjemmefødte danskere. 

I ni kapitler får vi både Inge Thornings personlige historie og beretningen om et kulturmøde på tværs af sociale lag og landegrænser, der blev til glæde og berigelse for begge parter. Ingen tvivl om, at Inge Thorning og medarbejdere repræsenterer “ridderen af den gode sag”. Der hviler et skær af uskyldighed og ægte humanisme over hele teksten. Sagt uden malice eller bedreviden er netop dette argumentet for ganske enkelt at nyde at være med på denne bogs engagerede rejse.

I en anden sammenhæng står spørgsmål til teksten lidt i kø. Midtby beboernes udflytning til de nybyggede kvarterer i forstæderne – Gellerup og Bispehaven – beskrives flere steder som en slags tvangsforflytning af en udspekuleret Århus kommune. Men mon ikke muligheden for lys, luft og moderne installationer har været ret afgørende? 

Hvor bliver jeg nysgerrig efter pædagogiske detaljer om, hvordan det kunne lade sig gøre at undervise de forskellige nationaliteter sammen med så få bump på vejen? I teksten er flere eksempler på problemer og konfrontationer, som dog altid håndteres i mindelighed, med dialog og et udviklingsperspektiv. Og hatten af for det. Et ideal? Ja, ja, men det er jo heller ikke så vagt. 

Bogen balancerer lige nøjagtig med konstruktivt og troværdigt indhold i forhold til, at de kendte, gamle travere bliver trukket af stalden: Danskere er svære at komme i kontakt med. I udlandet er hjælp og venskaber langt mere tilgængelige. Problemer kan ofte anskues og opleves som ressourcer med den rette indstilling. Kommunen modarbejder (nærmest altid) nye initiativer med flere. Meeeeen… Kartoffelkuren og ny arbejdsmarkedspolitik gav langt strammere tøjler end 1970-ernes frihedsrum.  Læs selv. 

“At knytte verdener sammen” er absolut en læseværdig bog for både private og professionelle inden for forvaltning og pædagogik. Dette indblik i en svunden tid på godt og ondt, et andet menneskesyn og måde at realisere sine ideer er alt i alt en oplevelse og en kommentar til vore dage.