Skolens pædagogiske praksis

I indledningen i bogen side 11 skriver de to forfattere endnu tydeligere, at ”… hensigten er både at anerkende dette erfaringsgrundlag (at alle læsere selv har gået i skole), men også at forstyrre det og udfordre det”.
“Gennem en konkret og levende beskrivelse af skolelivet med forskellige dagsordner viser vi, hvordan deltagelsesrummet i skolen får betydning for forskellige børn på forskellige måder … den beskrivelse udgør et vigtigt udgangspunkt for forståelse og refleksion over skolens praksis.”

Ovenstående citater illustrerer til fulde to ting, der springer i øjnene ved læsningen: forfatternes gode viljer (helt i overensstemmelse med lærergerningens ethos) OG det unødvendigt knudrede, bredt snakkende sprog.

Det konkrete pædagogiske afsæt henter forfatterne i en lang, fiktiv fortælling om to elevers skoletid. “En fortælling om livet i skolen”. Læseren følger Smilla og Hussein fra de starter i 0. klasse, til de forlader skolen i 9. Det bliver en klar og letforståelig arena for beskrive det skoleliv, som eleverne indgår i: undervisningen i klasseværelset, besøg hos sundhedsplejersken, skolepædagogerne og diverse vejledere. Og selvfølgelig ikke mindst samværet med klassekammeraterne.

Ideen med at præsentere det varierede skoleliv på denne måde virker som et velvalgt stillads for bogens læsere. De lærerstuderende kan her hente både information om nutidens skolemiljø og inspiration til at genopfriske egne erfaringer. Men på trods af at hvert kapitel afsluttes med forslag og vejledning til refleksion og øvelser, er der et stort uudnyttet potentiale. Fortællingen er spækket med stof til meget mere selvstændig eftertanke og pædagogisk tematisering, end forfatterne præsenterer.

Anmelderen savner blandt andet oplagte temaer som for eksempel Motivation med hele spektret af ros, opmuntring, værn mod nederlag, ret til succes med videre trukket ud af Fortællingen plus egne erfaringer plus teori. Eller Magtforhold i skolemiljøet.

Med Junigrundloven i 1849 blev barnets ret til undervisning en del af de ukrænkelige rettigheder. Et moderne dannelsesideal forstås derfor også først og fremmest som et pædagogisk træf mellem ligeværdige parter. Det fremgår som bekendt også tydeligt af skolelovens formål.

Barnets skolegang er og bliver dog “et tvangsforhold” (udtrykket lånt fra pædagogisk nestor Knud Illeris). Nogen ønsker at gøre noget ved nogen. Det står ikke til forhandling. Heller ikke hvem der har ansvaret for, at det sker. Men på netop dette afgørende område virker overvejelserne i bogen temmelig svævende (oplagt emne til diskussion og meningsudveksling på uddannelsen). Det er vel ellers hele grundlaget i den skolelivserfaring, som de lærerstuderende har med sig, og som forfatterne ønsker at udfordre?

“En fortælling om livet i skolen” indleder bogen. Herefter følger ni kapitler, inddelt i tre dele – skolen, læreren og eleven. Hvert kapitel omhandler forskellige forhold fra livet i skolen. Og efter hvert kapitel følger en opsummering og en række spørgsmål til refleksion. Til sidst forslag til studieøvelser, beregnet til de studerendes selvstændige arbejde. Til støtte for disse øvelser ses en oplistning af forskellige arbejdsformer bagest i bogen – det er udmærket som tjekliste, men efter mange års skolegang med projektundervisning, gruppearbejde, fremlæggelser og rundkreds er det meste formodentlig velkendt.

Tekla Canger og Lise Aagaard Kaas fastholder gennem hele bogen ambitionen om at ruste de studerende til det kommende lærerliv. Ikke mindst til at formå at identificere et komplekst pædagogisk problem, forholde sig “reflekterende til skolens praksis” og beskrive sin egen arbejdsproces.

At tilegne sig et præcist og forståeligt fagsprog og systematisere sine iagttagelser i et afgrænset lærings-miljø rækker naturligvis ud over de pædagogiske fag – men det hævdes omvendt også, at pædagogikken favner alle fag. Forfatterne udtrykker således også håb om, at erfaringerne kan overflyttes til andre fag og moduler – både på uddannelsen og i praksis.

“Skolens pædagogiske praksis. Introduktion til lærerens arbejde” kan læses på kryds og tværs af kapitlerne, alt efter interesse.  Det er dog en god ide at læse og arbejde med alle syv kapitler.

Bogen kan først og fremmest anbefales som håndbog på læreruddannelsen. Slip den løs til inspiration både før, under og efter praktikken i “den virkelige skole