Anmeldelser

Den røde tråd – om arbejderbevægelsens historie

God ide. Interessant historie. Autentisk drama. Forlaget Sidespejlet præsenterer selv bogen således: ”Med blandt andet de tidligere statsministre Thorvald Stauning, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen som udgangspunkt fortæller bogen "Den røde tråd" om arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets historie fra starten i 1871 og frem til i dag”.

Anmeldt af Marianne Bindslev

13. november 2020

I indledningen spørges “Ja, hvor er fagbevægelsen på vej hen, og hvad er det for nogle udfordringer, som den står overfor lige nu? Det er nogle af de spørgsmål, bogen “Den røde tråd”, kommer ind på”.

Bjarne Henrik Lundis har stor og varieret erfaring med formidling af historisk stof om milepæle i Danmarkshistorien.  Først og fremmest bøger med emner som uddannelse og arbejdsmarkedet. Hverken forlag eller forfatter oplyser noget om, hvilke persongrupper denne bog er tiltænkt. Et kig på listen over fonde og organisationer, der har støttet denne udgivelse, kan dog give et fingerpeg. Det er først og fremmest store faglige organisationer og andre tilknyttet den socialdemokratiske fagbevægelse. Så som AOF og Arbejdernes Landsbank.

Ved læsning af bogen bliver man også bekræftet i, at dette ikke er en eksamensrelateret undervisning. Der er gode historier, men ingen analyse, spørgsmål eller kritik. Stil og sprog er ligetil og let forståeligt, bredt snakkende, godt krydret med anekdoter og indforståethed. Både når der for eksempel refereres til “Kanslergadeforliget”, dronningens malertalent, tv-serier fra 1970-erne og politiske begivenheder fra Danmarkshistorien.

Alt dette gør “Den røde tråd” velegnet til studiekreds, mundtlig og skriftlig samvær om erindringsstof og foredrag med tilknyttet spørgetid. Ja, måske oplæsning i en mindre kreds. Mange læsere vil sikkert føle sig hjemme i den joviale tone og den megen snik-snak i den store fortælling om Arbejderbevægelsen, Socialdemokratiet og tilblivelsen af det danske velfærdssamfund. Her er drama nok til inspiration for alle.

 

Om bogen 

  • Forfatter: Af Bjarne Henrik Lundis.  
  • Forlag: Sidespejlet
  • Antal sider: 124 sider
  • Pris: 199.98 kroner.
  • Bogen får ✓✓✓

Denne anmeldelse er udtryk for skribentens vurdering.

I den afsluttende del af “Den røde tråd” bidrager Majbrit Berlau fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Claus Jensen fra Dansk Metal med kapitler om “den tillidsfulde samtale”, og “kan man stadig tale om en arbejderbevægelse i Danmark”?

Majbrit Berlau præsenterer den fagpolitiske erfaring med “… man kan sagtens finde fælles fodslag med alle partier”. Det er ellers ikke mange år siden, at Socialdemokratiet fremførte et slogan om, at man jo ikke kan være venner med alle. Her efter godt 100 år med både forhandlinger, parlamentarisk arbejde, strejker, arbejdermarch gennem landet med mere bliver det udsagn stof, der rækker langt ud over bogens tekst.

Claus Jensens fortælling står som arkehistorien om en af velfærdssamfundet største succeser – at det gode hoved, det målrettede arbejde og de samfundsskabte økonomiske muligheder tilsammen gør det muligt at skaffe sig oplysning, uddannelse og indflydelse. Også somme tider på trods af sin egen herkomst.

Bogen slutter med disse aktuelle udfordringer. Fremlagt i interview med Majbrit Berlau og Claus Jensen. Hermed får forfatteren bundet “en rød tråd” fra arbejderbevægelsens begyndelse og frem til i dag. Men kan vi stadig tale om en arbejderbevægelse, og hvor er fagbevægelsen på vej hen? Arbejderbevægelsens historie og udviklingen af velfærdsstaten slynger sig tæt sammen, uden dog at være identiske. I 2020 med coronaens hærg ind over alt og alle får solidaritet og kamp mod fjenden ny betydning. Appellen lyder nu: samfundssind, sammen, men hver for sig og inddæmning af den fjendtlige virus…

Del siden på: